EU-Ombudsmanden og aktindsigt

• Jakob Werner:
  "Ombudsmand i Europa, Håndbog og historie"
  Forlaget Ajour.
  157 sider, 198 kroner.

Tekst: Henriette Vignal-Schjøth, jurist specialiseret I EU-aktindsigt, Syddansk Universitet

ANMELDELSE. Jakob Werner, kommunikationsrådgiver og redaktør af nyhedsbrevet EUROPA, har skrevet bogen "Ombudsmand i Europa, Håndbog og historie". En vedkommende bog, som dog har et stort præsentationsproblem. Intet i titlen antyder for det første, at der her er tale om en udgivelse, som med rette hører hjemme på hylden hos enhver journalist, der agter at søge aktindsigt i et EU-dokument. De første kapitlers informative og underholdende præsentation af Den Europæiske Ombudsmand, både som institution og især som person – den imponerende finne Jacob Söderman, der var den første europæiske ombudsmand fra 1995 til 2003 – giver først rigtig mening, når Jacob Werner efterfølgende fortæller, hvordan man bedst søger aktindsigt i EU. En aktivitet, der kan fører til et afslag og dermed aktualisere en klage til Ombudsmanden.

For det andet forestiller bogens forsideillustration et Europakort overstrøet med paragraf-tegn. Der er imidlertid ikke en eneste henvisning til en paragraf i Jacob Werners tekst, som intet har med en juridisk beskrivelse af gældende ret om aktindsigt at gøre. Og godt for det, for bogens styrke er, at dens forfatter har journalistens øje for den praktiske virkelighed. Regler om aktindsigt skal bruges, men ikke nødvendigvis forstås. I hvert fald ikke i første omgang.

Bogens systematik kunne godt være bedre, men dens kvaliteter som håndbog er iøjnefaldende: Det flydende sprog og dens fokus på, hvordan man søger aktindsigt i praksis lige fra at formulere en velformuleret og målrettet anmodning til at køre en klagesag igennem hos EU-Ombudsmanden. Derudover er der mange relevante links. EU-systemet er formentlig mere åbent end sit rygte, og der er ikke så få dokumenter at hente via internettet.

En sandhed, sandheden, flere sandheder, alle sandhederne

• Lars Bjerg:
  "Vær god. Om etik, værdier og kvalitet i journalistik"
  Forlaget Ajour.
  199 sider, 218 kroner.

Tekst: Kaare R. Skou, journalist, TV 2

ANMELDELSE. Sandhed lader sig bøje efter normale grammatiske regler. Alligevel slår lektor Lars Bjerg fast i sin lille, smukke bog "Vær god", at sandheden findes. Holder man sig bare til den, får man ikke problemer med etikken, værdierne og kvaliteten.

Journalistens problem er for så vidt bare, at det aldrig lader sig gøre at skrive hele sandheden, for når man jagter den og vil have alle årsager til en hændelse med, ender man til sidst i det absurde meget langt fra selve hændelsen. Bag konsekvensen vil der altid være en konsekvens af konsekvensen. Derfor bliver journalistik den bedst opnåelige version af sandheden – eller så langt, vi nåede inden deadline. Men sandheden findes.

Lars Bjerg kommer vidt omkring i nogle af filosofiens urgange, hvor han flittigt citerer Søren Kierkegaard og introducerer en for mig ukendt amerikansk filosof og pædagog ved navn John Dewey. Undervejs får han klaret og forklaret en håndfuld af de begreber, vi bruger, når vi skal beskrive selve livet og journalistikken: Virkeligheden, objektiviteten, troværdigheden og sagligheden.

Men den læser, der håber på i de små 200 sider i lille format at finde en nøgle til presseetikken, de journalistiske værdier og kvaliteter, nogle brugbare anvisninger, nogle tommelfingerregler for at kunne arbejde på sikker grund, vil sidde tilbage med en fersk smag i munden. Var der noget, jeg kunne bruge, eller var det mest en gang smalltalk på højt niveau, der nok satte nogle overvejelser i gang, men som aldrig rigtig nåede i mål?

Måske skyldes mit lidt forbeholdne forhold til bogen, at jeg i Pressenævnet beskæftiger mig meget konkret med presseetik, at jeg desforuden aldrig helt har fattet storheden i Søren Kierkegaard – og her erkender jeg, at det meget vel kan være mig, der er noget galt med, når han forekommer mig opblæst – og at jeg har et andet forhold til begrebet sandhed end Lars Bjerg.

Findes sandheden overhovedet, er den formentlig umulig at erkende. For i det øjeblik, at nogen begynder at iagttage sandheden, studere den og dissekere den, ændrer den sig. Den, der nok mest grundlæggende har beskæftiget sig med den problemstilling, er fysikeren (og filosoffen) Niels Bohr. End ikke i naturvidenskabens verden kan man være helt sikker på, at naturlovene er sandheden, for bare tilstedeværelsen af fysikerens måleapparater får sandheden til at ændre sig fra at være en sandhed til at være en sandhed med måleapparat. Det aspekt af sandhedens væsen beskæftiger Lars Bjerg sig ikke med. Vi kender det så godt fra journalistikken: En demonstration eller et møde får uvægerligt et andet forløb, når der møder en journalist op. Ja, jeg har været ude for, at en demonstration blev opløst og aflyst, fordi jeg som den eneste journalist bare lige var til stede et øjeblik for at snuse og ikke havde noget kamera med. På Christiansborg udnytter politikerne taletiden til over sidste sekund, når der er journalister til stede i folketingssalen, i håb om at få sået et guldkorn, der finder nåde for pressens selektion af det sande, vinklingen af historien.

Lars Bjerg fordrer ikke af os journalister, at vi fortæller hele sandheden, men at det er sandt, hvad vi fortæller. Umiddelbart lyder det banalt, men efter min mening er det altså et uopfyldeligt krav at stille, hvis man tager i betragtning, at vores blotte tilstedeværelse ændrer sandheden. Jeg har altid haft det godt med mig selv, ved at bilde mig ind, at den sande og objektive beretning eller analyse tilhørte teoretikeres fantasiforestillinger om virkeligheden. Det, jeg stræber efter at give mine læsere/lyttere/seere, er en fair fremstilling, hvor jeg tydeligt tilkendegiver, om jeg er loyal over for ofrets – påståede – logik, hans præmisser, eller om jeg stiller mig kritisk til disse. I bogen får jeg så at vide, at det at arbejde med begrebet fair journalistik blot er at erstatte det svære begreb objektivitet med et umuligt. En objektiv skildring er ifølge Lars Bjerg – med hjælp fra den norske filosofiprofessor Dagfinn Føllesdal – hvis nye oplysninger ikke får os til at afvise noget af det, der står i fremstillingen, men kun giver os en mere præcis forståelse – et mere fuldstændigt billede.

Nu er Dagfinn Føllesdal mere videnskabsteoretiker, end han er filosof, og ud fra et videnskabsteoretisk synspunkt – specielt i en naturvidenskabelig kontekst – er det et rigtigt og holdbart synspunkt, om end nok mere ideelt end realistisk. Men er det også det i det virkelige liv blandt mennesker i en broget verden og da specielt i min verden blandt politikerne? Afdækningen af den skjulte dagsorden i et politisk forslag er en ny oplysning, som meget vel kan få læseren/lyt­te­ren/se­eren til på et fuldstændig nøgternt grundlag at afvise noget af det objektivt observerede, nemlig det direkte udtalte, om ikke som løgn så dog som usandt. Hvor gerne og grundigt Lars Bjerg end vil argumentere for sin tese om, at der ikke er en artsforskel mellem videnskab og journalistik, kun en gradsforskel, hvorfor journalistikken lige så godt kan betjene sig af begrebet objektivitet, som (natur)videnskaben kan, lykkes det ikke overbevisende. Det forbliver en drøm. Desværre.

Det betyder ikke, at man skal lade bogen ligge. Dens synspunkter er væsentlige, og dens tilgang til emnet er ny. Men en lærebog er det ikke. Det er heller ikke en håndbog. Det er snarere en bog, som man bør sætte sig ned i en af de i tiden så ukorrekte rundkredse og diskutere, hvis der ellers stadig er nogen, der interesserer sig for fordybelse og indhold og ikke bare for branding og indpakning.