Sort/hvide ikoner

"Erik Petersens besættelse" er et dragende tidsbillede og et respektfuldt farvel til en dygtig fotograf.

• "Erik Petersens besættelse. Fotografier fra 1940-45"
  Politiken.
  135 sider, 249 kroner.

Tekst: Jan Dagø, fotograf, Jyllands-Posten

ANMELDELSE. Når vi arbejder som nyhedsfotografer, fokuserer vi på, at billedet skal gøres færdigt og trykkes. Vi haster videre på jagt efter det næste motiv og glemmer det faktum, at vores billeder kun lige begyndt at leve. Vi overser, at vi med vores kamera skildrer en bestemt tid, og at vores billeder allerede er på vej til at blive en del af vores fælles historie i det øjeblik, de er taget.

Det er nok også årsagen til, at fotograf Erik Petersens 700 ruller film fra Anden Verdenskrig endte i en kasse og blev gemt væk i fotografens hjem i mange år. Materialet blev først genopdaget af familien et stykke tid efter Erik Petersen død i 1997. Familien fik idéen med at samle billederne fra krigsårene i en bog.

Erik Petersen blev ansat som Politiken-fotograf i 1939 og arbejdede på avisen i 55 år. Derfor er det naturligt, at det er fotograf Lars Hansen og fotochef Per Folkver fra samme avis, der har kigget de mange negativer igennem adskillige gange og udvalgt 117 billeder, der er brugt i Erik Petersen fotografiske skildring af besættelsestidens Danmark.

I bogen får vi et interessant indblik i hverdagslivet under besættelsen. Jeg var end ikke født dengang, men Erik Petersens stemningsfulde billeder giver mig indtrykket af en tid, hvor borgerne levede så normalt, de nu kunne under den konstante trussel fra den tyske besættelsesmagt. Livet i Danmark gik videre. Med cykeltaxaer og skøjteløb i de iskolde vintre. Sulten blev stillet med frugt, der blev indsamlet om sommeren og gemt i store syltekrukker.

Folk spiller kort på gaden, og i Frederiksberg Have er en kunstmaler optaget af sit lærred, mens nysgerrige ser til. En mand kører på cykel med en død svane under armen. Mange af billederne indeholder en munter tone næsten som i Storm P-tegninger. Men i glimt stikker krigen sit grusomme ansigt frem med tillukkede tyske soldater, der går march gennem gaderne. Modstandsfolk, der efterser våben i en lille lejlighed, og sårede, der reddes ud af smadrede bygninger efter bombardementer.

Men Erik Petersen kunne mere end registrere historien om besættelsen med sit kamera. Han formåede at tilføje sin personlige visuelle fortælleteknik. Det gør billederne til holdbare ikoner, mættede med oplevelser, timing, komposition og fine detaljer, der gør hvert af billederne til selvstændige udtryk, der fungerer på mange planer.

Bogen er meget veludført. Klassisk opbygget, hvilket passer godt til billederne. Scanningerne er udført direkte fra negativerne på Imacon-scannere, og den efterfølgende billedbehandling af Niels Veti er udført med stor omsorg for motiverne. Det får billederne til at emme af stemning. Det firefarvede tryk giver de sort/hvide fotografier en saftighed, der drager mig tilbage til billederne og minder om, hvor stærkt og tidløst et udtryk sort/hvid-fotos kan skabe.

Det er flot, at man på Politiken har grebet muligheden for at lave denne veludførte fotobog. Den giver os, der ikke oplevede besættelsen, en mulighed for at se ind i en tid, der har præget den verden, vi i dag lever i. Men det er også et respektfuldt farvel til en dygtig fotograf, der med visuel indsigt nænsomt skildrede livet under besættelsen.

Stof til eftertanke

Michael Jeppesens nådesløse blik på valgkampen bør give anledning til refleksion og selvransagelse i journalist-standen.

• Michael Jeppesen:
  "Før ørerne falder af – sandheden om valgkampen 2005"
  Ekstra Bladets Forlag
  208 sider, 199 kroner

Tekst: Niels Krause-Kjær, leder af journalistuddannelsen, Syddansk Universitet

ANMELDELSE. Lad det være sagt fra start: Jeg er ikke fan af Michael Jeppesens bagside i Ekstra Bladet. Jeg synes sjældent, at den er begavet eller sjov. Derfor var det også med kløerne fremme, at jeg gav mig i lag med hans bog om den seneste folketingsvalgkamp, hvor han især har fulgt socialdemokraternes Mogens Lykketoft tæt.

206 sider senere er kløerne sænket. Ørerne sidder stadig fast, det var ikke sandheden om valgkampen 2005, men det var en væsentlig og velskrevet version af den. Og en version, som giver stof til eftertanke.

Den bølge af selvforstærkende, negativ omtale, som Mogens Lykketoft blev udsat for under det meste af folketingsvalget, bør generelt give anledning til refleksion og selvransagelse i vores fag. Michael Jeppesen reflekterer ikke. Han tager i sin bog det hele under behandling og udstiller det. Ikke altid med alle nuancer. Ikke altid med sans for politisk fornemmelse. Ikke altid helt retfærdigt. Men nådesløst og – på nær hvis man er fra Ekstra Bladet – med navns nævnelse! Det vil næppe give ham kammeratskabsprisen i Kreds 1, men befriende er det engang imellem, at der i vores eget fag skydes med skarpt – vel at mærke forfra. Så skal der også være plads til et par forbiere.

Flere steder er det dog pletskud og samfundssatire af stor klasse. Som da Jeppesen refererer fra Mogens Lykketofts besøg i Esbjerg. Hele besøget er forfærdeligt, men især optrinnet, hvor to piger fra en lokal medieskole skal interviewe formanden, er tankevækkende:

"Han ser hængt ud. Og ikke videre begejstret, da de viser ham et båthorn, som de har tænkt sig at trykke i, hvis han bruger mere end 15 sekunder på at svare."

Og så kører interviewet:

"- Hvor længe skal vi have soldater i Irak?

– Det kan jeg ikke svare på, men min vision er, at vi får en aftale med…

– Bååååt!!!

– … At vi får en aftale med irakerne …

– BÅÅÅÅT BÅÅÅÅT!!!"

Og sådan fortsætter det.

På Danmarks Radio, TV 2 og mange andre steder er man mere elegant med hornet, men særlig langt fra de to mediestuderende fra Esbjerg er den medieskabte virkelighed vel ikke. De skal nok klare sig i branchen, de to.

Michael Jeppesen ser valgkampen fra en anden vinkel. Han beskriver mere, end han reflekterer, og tak for det. Nogle gange burde han dog overveje, om alle beskrivelser er relevante. Enkelte steder er han således unødigt indiskret. Unødigt, fordi indiskretionen ikke tjener noget formål, ikke giver læseren nogen som helst dybere forståelse. Det burde en redaktør have grebet ind over for.

Michael Jeppesen bruger sig selv i bogen. Det er dens absolutte styrke, men også en svaghed.

Det er en svaghed, når han følger Anders Fogh Rasmussen, som han tydeligvis ikke bryder sig om. Da bliver det et karikeret billede af statsministeren, som ikke bringer læserne videre.

Det er en styrke i forholdet til Mogens Lykketoft. Billedet er ikke karikeret. Det er varmt, personligt og overraskende. Efterhånden som valgkampen skrider frem, opstår der tilsyneladende en gensidig hengivenhed mellem de to. Journalisten begynder at optræde som rådgiver med en mission, og politikeren kvitterer med et overordentligt venligt forord til bogen.

I bogen citeres en politisk rådgiver for at sige om Lasse Ellegaard, at med ham er "alt til citat". Underforstået: Ingen kan vide sig sikker. Som læser efterlades man med det indtryk, at Lykketoft har kunnet følge sig ganske sikker med Jeppesen. Det har givet en anden og tankevækkende historie, men som læser ved man ikke helt, om hjertet er løbet så meget af med skribenten, at pennen nogle gange er lagt til side. Også selv om bogen er lige rigeligt lang i forhold til indholdet.

Med de forbehold er der al mulig grund til at læse en af sandhederne om valgkampen 2005. Ørerne falder ikke af, men de stritter ganske lystigt gennem det meste af bogen.