search

Bliv bedre til tal

Bog: Forfatter: Forlag:

ANMELDELSE. I morges kørte jeg forbi en tankstation. En liter 95 oktan blyfri kostede 11,34 kr. Et par timer efter spurgte jeg Statoils hjemmeside om prisen på fyringsolie. 10.702 kr. for 1.000 liter.
Der er næppe en eneste dansk tv-seer, radio-lytter eller avislæser, der køber sin benzin i gallon eller olie i tønder.
Ikke desto mindre læser/ser/hører vi ustandseligt om, hvad en tønde råolie koster. Ser kurver over prisstigninger i dollar. Hører om den billige amerikanske benzin opgjort per gallon.
Hvem kan, kære kolleger, bruge den slags oplysninger til noget?
Men det er langt værre end den slags smådovenskab: Vi journalister er i det hele taget dårlige til tal.
Som Læsernes Redaktør på Politiken har jeg et par friske eksempler: 171 kg narko var blevet til 171.000 kg (her spøger nogle gram), og et lysår var blevet forkortet til et par lysminutter.
Det er ikke kun et dansk problem. Ser man på de rettelser, New York Times bringer, er der masser af lignende eksempler. USAs mest respekterede avis kan også fejlen med at glemme millioner bag et tal, der så ikke længere er prisen per tønde olie, men et ministerielt budget.
Men der er hjælp at hente hos to briter, en journalist og en statistiker. De to, Michael Blastland og Andrew Dilnot, er så irriterede over journalistikkens manglende sans for tal, at de har deres eget radioprogram "More or Less" på BBC Radio 4 og har skrevet bogen "The Tiger That Isn't".
De går gennem fælderne og morer sig naturligvis over de kolleger, der måske nok kan tælle regningen sammen henne i supermarkedet, men har store problemer med sandsynligheden for kræft forårsaget af mobiltelefoner.
Hvad er stort? Hvad er småt? Hvad er sandsynligt? Hvad er statistisk set farligt?
Og – ikke mindst – hvad gør vi journalister for at fortælle, så læserne/seerne/lytterne kan bruge vores oplysninger til noget?
Læs den. Brug den.
Vi vil stadig lave fejl i ny og næ, men i det mindste får vi hjælp til at få proportionerne på plads.

Henrik Kaufholz er Læsernes redaktør på dagbladet Politiken

Michael Blastland & Andrew Dilnot:
"The tiger that isn't"

Profile Books, London
184 sider
12,99 GBP

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen