“Blindt ind i Basra”

Bog: Forfatter: Forlag:

ANMELDELSE. Nye læsere kan begynde her, men gamle kan også hente nyt. Berlingske-trekløveret Bjerre, Larsen og Stougaard har begået en bog, der risikerer at blive en klassiker om Irak-krigen. Ikke fordi den er enestående eller bedre end andre Irak-bøger, men alene fordi den er på dansk. "Blindt ind i Basra" giver et udmærket overblik over baggrunden for krigen, optakten til Danmarks deltagelse og forløbet, da vi først havde engageret os i Basra.
Bogens scoop er de såkaldte 'End of Tour'-rapporter, som de i alt ni danske Irak-hold har udfærdiget. Rapporterne har hidtil været hemmeligholdt, hvilket man godt kan forstå, når man ser de svadaer, skiftende bataljonschefer leverer til ledelsen hjemme i Danmark. De klager over at få soldater, der ikke kan betjene de våben og køretøjer, som de skal bruge, uerfarne læger, der ikke kan arbejde selvstændigt i pressede situationer, grønne efterretningsfolk, der ikke kan levere de efterretninger, som soldaternes sikkerhed afhænger af, dårligt uddannede tolke, manglende overleveringer fra hold til hold, uklare regler for fangebehandling og regler for magtanvendelse, som slet ikke passer til den situation, som soldaterne bliver sendt ned til.
Når det gælder forsvarsledelsens evne til at forberede og organisere en international mission, lægger de tre forfattere ikke fingrene imellem, men regeringen slipper forholdsvist let. Venligheden til trods ender Berlingskes journalistteam dog med konklusionen, at Danmark gik i krig på et særdeles tyndt grundlag.
Hvis man synes, det kunne udtrykkes lidt stærkere, skal man nok hellere kaste sig over "Ja, hr. Statsmister" af Ekstra Bladets Cavling-vinder Bo Elkjær, "Plan of Attack" af Bob Woodward eller en af de andre gode bøger om emnet.


"Blindt ind i Basra – Danmark og Irakkrigen"
Af Michael Bjerre, Jesper Larsen og Karl Erik Stougaard
Gyldendal, 208 sider, 199 kr
Udkom 8. september

 

0 Kommentarer