search

Blandede signaler på Fyens.dk

Bog: Forfatter: Forlag:

Formålet med opbygningen af Fyens.dk synes at være, at brugeren skal se så mange annoncer som overhovedet muligt.

Sitets redesign i september 2008 blev bemærket, fordi antallet af læsere røg i vejret med over 20 procent.
Jeg tror imidlertid ikke, at hemmeligheden bag denne succes er de såkaldt "hoppende skriftstørrelser", som blev indført med inspiration fra norske Verdens Gang, og som "alle de store landsdækkende medier" efter sigende skulle misunde fynboerne. Modsat Vg.no opererer Fyens.dk med ret lille størrelsesforskel på de enkelte ord i rubrikkerne, og det virker ofte tilfældigt, hvad der fremhæves. Resultatet bliver derfor visuelt rod, ikke kontrast.

Fremgangen skyldes snarere den solide lokale dækning med interessante historier, flittig opdatering og en klar grundopdeling med en dobbelt navigationsbjælke, hvor stoffet organiseres efter henholdsvis emneområder og lokalitet.
Fyens.dk giver et sympatisk indtryk, men signalerer samtidig udpræget lavbudget. Billeddækningen er af stærkt svingende kvalitet – de samme arkivfotos bruges igen og igen – og princippet om, at en tophistorie uredigeret kan flyttes længere ned på siden, sparer nok ressourcer, men forstærker oplevelsen af uorden og manglende prioritering.

At antallet af klik og viste sider er steget på Fyens.dk, skyldes nok også den nye redigeringsmodel. På første niveau får jeg som modtager kun to lunser information at tygge på. Vil jeg vide mere, end rubrik og billede fortæller, må jeg klikke mig videre for at læse artiklen. Her afbrydes læsningen af såkaldte "stoplinjer", som linker videre til relateret stof – der ikke åbner i et nyt vindue, men overtager pladsen fra den oprindelige artikel.
På hvert niveau møder jeg nye annoncer. Princippet svarer vel nærmest til at låse alle døre i et hus og så trykke reklamer på alle nøglerne – så kan man være rimeligt sikker på, at de reklamer nok skal blive set.

Ved at satse på annonceeksponering for enhver pris positionerer Fyens Stiftstidende sin website på linje med de gratis ugeaviser. Det kunne forklare, hvorfor der øjensynligt ikke tilstræbes visuel genkendelse fra papiravisen til nettet og tilbage igen. Det er to helt forskellige udtryk, helt forskellige publikationer.
Omvendt ønsker man, med kampagnejournalistik som trafikserien "Kom godt hjem", tydeligvis at etablere en brugeropfattelse af, at Fyens.dk er Fyens Stiftstidende på nettet.
Blandede signaler, med andre ord.

Fyens.dk er besøgt i perioden 1.-25.2.2009 med Firefox/Mac OSX samt Internet Explorer/Windows Vista.

Ole Munk er designkonsulent, grafisk formgiver og illustrator, uddannet som arkitekt med speciale i visuel kommunikation. Han anmelder websites i Journalisten med fokus på arkitektur, design og funktionalitet.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen