Bog: Udenrigsminister i krig og fred
Forfatter: Per Stig Møller
Forlag: Gyldendal (468 sider, 350 kroner)

Anmelder: Johs Lynge, freelancejournalist

Efter erindringsbogen ’Dage og kampe’ er den pensionerede politiker Per Stig Møller klar med sin – ligeledes velskrevne – version af den epoke, han (næsten) udelod at omtale i sidste omgang. Af rimelige grunde, da hans knap niårige periode i nullerne som udenrigsminister vel bød på flere 'udfordringer' for Danmark end noget årti siden 1940’erne: Krigsindsats i Afghanistan og Irak, Muhammedkrisen, formandskab for EU med østudvidelsen som kulmination, foruden en række yderligere presserende sager. Det er der blevet en lang, men spændende bog ud af. 

For eksempel om konfrontationerne med Kina grundet Dalai Lamas besøg i Danmark, hvor trådene, ligesom i mange andre tilfælde, perspektivrigt trækkes tilbage til tiden, før udenrigsministeren her i landet hed Per Stig Møller (lamaen lagde vejen her forbi første gang i 1973). Ligesom under Muhammedkrisen skulle Møller og co. i 2009 forholde sig til, hvorvidt man ville undskylde over for den kinesiske regering – og i den forbindelse i øvrigt afgive løfte om ikke at modtage den tibetanske lama igen.

”Endnu en diplomatisk krise var opstået på grund af Danmarks vilje til selv at afgøre, hvad der tegnes, og hvem vi møder i Danmark, og endnu en gang var den blevet lagt ned, uden at Danmark gav efter.”

Ja, vel næppe noget at komme efter der.

Undervejs tillader Per Stig Møller sig også at glæde sig over, at Danmark i hans ministertid via en ”vedholdende, loyal og langsigtet alliancepolitik” blev ”bemærket og værdsat” af USA.

Ja, han modtog sågar en såkaldt ”honourable mention” i Repræsentanterne Hus, og oven i hatten kunne hans chef indtage topposten i NATO.

Hvad gavn Danmark lige havde af Anders Fogh Rasmussen på den post, er dog svært at afgøre.

Møller fremhæver, at hans eget arbejde med den såkaldte Roadmap for Peace i Mellemøsten blev nemmere af, at Danmark ”leverede internationalt”. Her handler det med lidt andre ord om de risikotunge bidrag til de forfejlede angrebskrige mod Afghanistan og Irak, der kostede mange milliarder kroner og 51 danske soldater livet (at fredsplanen i Mellemøsten i øvrigt mislykkedes, burde vel lige nævnes i samme ombæring af Møller?).

Derudover var vi nu så privilegerede, at vi hurtigt fik en dansk statsborger hjem fra Guantanamo, fremhæver Møller også – uden at nævne at denne forhærdede jihadist fluks fremsatte trusler mod danske ministre og bebyrdede vores efterretningstjenester med yderligere arbejde; indtil han drog i kamp for de hellige krigere i Syrien. En ”vedholdende” loyalitet med visse omkostninger, må man sige (til Møller).