Jakob Elkjærs bog er et must, men den har sine svage sider.

ANMELDELSE. Nedskæringer, underskud og klagesange præger medierne og dækningen af mediernes situation i Danmark og endnu mere i USA. Men ved siden af – eller rettere over – trives der en voksende begejstring for de nye muligheder for faget, som nettet giver.
Jakob Elkjær har skrevet en letlæst og spændende bog om dem, der redder journalistikken. Den sprudler af menneskehistorier om netop de journalister og redaktører, som står for den nye brug af nettet til undersøgende journalistik.
Han fortæller, hvordan journalister smelter fortælleformer fra tekst, lyd, foto, web-tv, databaser og grafik sammen. Og videre skriver han om overvældende læserinteresse, fremgang, blogs, nye nyhedstjenester med tweets og Facebook og om crowdsourcing, nye forretningsmodeller og internationalt samarbejde.
For mig var der en del kendte og også en række nye eksempler fra USA. Og i de kendte eksempler var det virkelig spændende at læse om personernes egne oplevelser og erfaringer. Og deres konklusioner om metoder.
Bogens design med konkrete råd i grå bokse gør den virkelig let at gå til. Det er flot, lækkert og brugbart.
Derfor: Læs den bog og bliv inspireret til at komme i gang.
Jakob Elkjær betoner selv, at eksemplerne hovedsagelig er fra USA. Alligevel dækker han også tre eksempler fra Danmark, nemlig Berlingskes gravergruppe med især historien om forbrydelsen, 3F/Fagbladet og Dorte Tofts blog om Stein Bagger, ligesom han bringer nogle generelle betragtninger om situationen herhjemme.
Det er klart noget af det svageste i bogen. Danske journalister har i mange år arbejdet med nogle af de samme metoder, som Elkjær skriver om fra USA – både i hjemlige projekter og over grænserne, men det er kun omtalt meget sporadisk.
For eksempel skriver Jakob Elkjær, at databasehistorien over døde hos 3F/Fagbladet vistnok er det eneste projekt med en søgbar database herhjemme. Det er det ikke. Mit bud er, at der har været omkring 100 af den slags.

Afsnittet om en forretningsmodel for undersøgende journalistik på nettet kunne også have fået tilført flere spændende elementer fra den diskussion, der foregår i det globale netværk for undersøgende journalistik, og som danske journalister er dybt involveret i.

Formen i bogen giver også problemer, fordi konklusionerne hos de enkelte personer nogle gange stritter i vidt forskellige retninger, og her må læserne selv gøre arbejdet, sådan som bogen er bygget op.

Et godt eksempel på det er spørgsmålet om crowdsourcing (aktiv brug af læserne i researchen). Hvad vil det egentlig sige? Er det et centralt element i undersøgende journalistik på nettet? Eller er det et opreklameret vildspor med kun få positive eksempler?
Begge synspunkter præsenteres og endda i flere nuancer spredt ud over bogen. Jakob Elkjær stiller dem ikke klart op over for hinanden og kommer ikke med sit bud på, hvad crowdsourcing er, og hvor vigtigt det er? Og hvor de uafklarede spørgsmål stadig er.
Desuden ville jeg gerne have set, at bogen gik dybere ned i nogle af de helt centrale tendenser i USA i øjeblikket. Det er for eksempel sammensmeltningen af databasejournalistik med interaktiv grafik på webben, som især New York Times står for.

"Sådan redder de journalistikken"
Jakob Elkjær
Forlaget Ajour
200 sider, 248 kroner