Avisen som reolsystem

Bog: Forfatter: Forlag:

The Guardians nye iPad-app er det hidtil mest overbevisende og originale bud på, hvordan man kan udforme et elektronisk dagblad på læsepladens betingelser.

ANMELDELSE. Ganske som de tidligste biler lignede hestevogne, har pionererne blandt avis- og magasin-apps båret umiskendeligt præg af deres udspring: Aviser og magasiner.
Blandt andet derfor har det undertiden været lidt svært at se, hvad det lige var for vigtige behov det ny publiceringsformat skulle opfylde … bortset fra den behagelige fornemmelse af luksus, det uomtvisteligt giver at kunne læse sin danske morgenavis på kanten af en italiensk swimmingpool.
At den såkaldte tablet har potentiale til at ændre vore læsevaner, synes med ét mere sandsynligt, nu hvor britiske The Guardian har lanceret sin længe ventede iPad-app. Som overhovedet ikke ligner en avis. Den ligner et Mondrian-maleri. Eller måske snarere en Montana-reol.
At bevæge sig rundt i den giver samme gode fornemmelse, som når man spadserer omkring i en særlig vellykket bygning eller bruger et redskab, der er rigtig godt designet. Omgivelserne er enkle, smukke og funktionelle, og betjeningen føles naturlig og intuitiv fra første besøg.
Arkitekturen er gribende enkel, bygget op omkring et grid af kvadrater, der kan sammensættes til blokke af varierende størrelse. Typografien er stramt afpasset efter modulnettet, hvilket bidrager til den gennemførte oplevelse af kvalitet.
Indholdet hentes fra papiravisen, og omformningen til tablet-udgave sker halvautomatisk; et script analyserer avissidernes indhold og omformer det, så det redaktionelle hierarki bevares. Udgiverens ambition er at give læseren samme fornemmelse af overblik, som når man bladrer igennem en "rigtig" avis, hvor overskrifter og andre "landingspladser" giver smagsprøver også på de historier, man vælger at springe over. Helt sådan virker det nu ikke – blandt andet fordi en del rubrikker, tro imod den angelsaksiske journalisttradition, er mere elegante end informative.
App'en lægger således mere op til pluklæsning, end den giver papiravisens følelse af overblik. Til gengæld er det en udsøgt fornøjelse at læse de altid velskrevne artikler, sat med The Guardians unikke brødtekst, på en iPad. Og når artiklerne illustreres med videoklip, føles det som at være med i Harry Potters univers.
Kritiske røster har påpeget, at Guardian på iPad er forældet på udgivelsestidspunktet præcis som papiravisen, og at der for eksempel ikke er plads til læserkommentarer. Men behovet for løbende opdatering opfyldes jo på The Guardians særdeles velfungerende website, som iPad-udgaven i øvrigt linker flittigt til. App'en er noget andet.
Det skal blive spændende at se, hvordan den elegante, men kraftfulde farvepalet, som markerer de forskellige sektioner, samtidig med at den skaber en autentisk Guardian-atmosfære, vil komme til at virke, når der – forhåbentlig for udgiveren – begynder at optræde 'rigtige' annoncer på siderne. I de første fire måneder er hele butikken sponsoreret af Channel 4, hvis annonceplads bliver erstattet af avisens egenannoncer, når publikationen downloades uden for Storbritannien.
App'en, som er bygget til iOS 5 og kun virker på en iPad 2, er gratis frem til 13. januar 2012, hvorefter et månedsabonnement vil koste 9,99 pund.

Ole Munk er designkonsulent og grafisk formgiver, uddannet som arkitekt med speciale i visuel kommunikation. Ekstern lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han anmelder websites i Journalisten med fokus på arkitektur, design og funktionalitet.

0 Kommentarer