BOG: Jakob var her – Bogen om Ejersbo

FORFATTER: Rune Skyum-Nielsen 

FORLAG: Gyldendal (464 sider, 299,95 kroner)

Anmelder: Lotte Kirkeby Hansen, freelancejournalist og forfatter

Jakob Ejersbo brød sig ikke om alvidende fortællere. Han søgte forfattere, der var loyale over for den person, de havde givet stemme, og det er i den ånd, Rune Skyum-Nielsen har skrevet sin store bog ’Jakob var her. Bogen om Ejersbo’. 
Rune Skyum-Nielsen har nemlig givet fortælle-stafetten videre til de mennesker, der stod Jakob Ejersbo nærmest – familie, venner, kærester, forfatterkolleger og forlagsredaktører – og de skiftes i korte afsnit til at fortælle om den Jakob, de kendte. Vi er altså langt fra den klassiske biografi, hvor forfatteren formodes at ligge inde med sandheden eller i hvert fald med et nogenlunde endegyldigt billede af den portrætterede. 

Her får vi mange forskellige versioner, vi får den samme scene belyst fra forskellige vinkler, og som i en mosaik dukker billedet af en kompleks og evigt kæmpende Jakob Ejersbo op. I prolog og epilog samt i de intermezzoer, hvor Rune Skyum-Nielsen sammen med to af de nærmeste venner bestiger Kilimanjaro for at sprede Ejersbos aske, får man en fornemmelse af, hvorfor det fortællegreb er klogt.

Rune Skyum-Nielsens afsæt er nemlig dybt personligt. Som han skriver: ”Jeg havde følt mig hjemme blandt Jakobs figurer, mærkede en genkendelse helt ind i marven, noget, jeg ikke var vant til.” Han er båret af fascination og af lyst – eller måske snarere trang – til at lære det menneske at kende, som han aldrig mødte i levende live. 

Det kunne være blevet et alt for privat projekt, hvilket det er lige ved at blive i det ovennævnte afsnit, hvor der er en tendens til, at det bliver for udlæggende og forklarende. Og altså også en kende for privat. Men omvendt tjener det til at vise, hvorfor Rune Skyum-Nielsens metode i resten af bogen forekommer så velvalgt. Store dele af historien om forfatteren Jakob Ejersbo er allerede kendt og fortalt til hudløshed. Det abnorme gennembrud med ’Nordkraft’, det voldsomme sygdomsforløb, den alt for tidlige død og den imponerende posthumt udgivne Afrika-trilogi. 

Men hvad er nyt? Måske er det skildringen af kampen. Af et både råt og følsomt menneske, der var smeltet fuldstændigt sammen med sin skrift, og som kæmpede med sin altfortærende forfatterambition, der aldrig helt gjorde plads til andre. ”Når jeg bliver rask, skal det være slut med at skrive,” sagde han, da han havde fået at vide, at han var syg. ”Jeg gider ikke ende som forfatteren, der ingen familie har fået.” Men det nåede han som bekendt ikke.

Han forblev i outsiderens isolerede rolle, måske fordi han ikke – som Carsten Jensen i talen ved overrækkelsen af De Gyldne Laurbær roste hans romanpersoner for at gøre – turde udsætte sig selv for livet.