Anmeldelse af Harry G. Frankfurt: Om Bullshit

For 20 år siden afholdt den pensionerede moralfilosof Harry G. Frankfurt et foredrag på Princeton University under overskriften "On Bullshit". Foredraget blev trykt i et tidsskrift og senere også i en essaysamling. Først efter at teksten i årevis havde cirkuleret i universitetsverdenen som et stort antal fotokopierede sider, besluttede universitetets forlag at udgive teksten i bogform. Nu er den blevet oversat og udgivet på dansk.

I mellemtiden er teksten blevet kult. Harry G. Frankfurt var den første til at tage det frække ord 'bullshit' i sin pen, og siden der udkommet en lang række bøger om bullshit i management-sproget og lignende. Sidste år blev sågar et bullshit-bingospil lanceret: Spilleplader med modeord som 'globalisering', 'fokus' og 'koncept' i stedet for tal deles ud til deltagere på møder eller konferencer. Når man hører taleren sige et af de ord, der står på spillepladen, streger man det ud. Den, der først har pladen fuld, rejser sig og råber 'bullshit!' af sine lungers fulde kraft.

"Om Bullshit" indeholder imidlertid mindre sjov og ballade, end titelordet lover. Bullshit er en alvorlig sag for forfatteren, der har som sit erklærede mål at lave en filosofisk råskitse over bullshit-begrebets struktur og betydning. Det meste af den korte tekst går derfor med på ophøjet akademisk vis at distancere bullshit fra lignende begreber som 'humbug', 'varm luft' og 'bluff'.

Omtrent halvdelen af det korte essay bruger forfatteren på at forklare forskellen på bullshit og løgn. Bullshit er, når nogen siger et eller andet uden at bekymre sig om, hvorvidt det er sandt eller ej. Løgneren er nødt til i et eller andet omfang at forholde sig til, hvordan tingene faktisk er, for at kunne sige det modsatte. Derfor – konkluderer forfatteren – er bullshit en større fjende af sandheden end løgnen.

Desværre synes det ikke at være faldet Harry G. Frankfurt ind, at flere forskellige former for bullshit kan sameksistere, og derfor ender han med at fordømme den i enhver form. Der lader for eksempel ikke til at være forskel i Frankfurts optik på den slags bullshit, der lukkes ud i medierne af politikere, journalister og andre magtpersoner, og så den slags, der fyres af på et halvmørkt værtshus efter indtagelse af 10-20 dobbelte whiskysjusser.

Det bliver ikke nemmere af, at forfatteren konsekvent afstår fra at give konkrete eksempler på bullshit – hvilket bringer teksten selv faretruende tæt på selv at blive opfattet som bullshit. Særligt når forfatteren indledende skriver, at 'et af de mest iøjnefaldende træk ved vores kultur er, at der er så meget bullshit'. Hvis fænomenet er så udbredt, burde det nok være muligt at pege fingre af en bullshitter eller to. Men det kan også meget vel tænkes, at den gode Harry G. har tænkt, at vi som læsere selv skal afgøre, hvad der er bullshit.

Personligt mener jeg, at flere gode eksempler kan findes i oversætterens forord.

"Bullshit-snakkeri, vil mange nok mene, hærger den offentlige debat ligesom vampyrer, der suger blodet ud af vores årer. Bullshitterne inficerer os alle, og hvis vi ikke tager affære, bliver vi ligesom dem," skriver Christian Kock, der dog heldigvis mener, at det vil være muligt at 'tage udledning af offentlig bullshit i opløbet'.

Det er naturligvis en gang bullshit. Hvad vil Christian Kock gøre? Indføre bullshit-censur og forbyde bullshittere at udtale sig i medierne? I så fald kunne man starte med at lukke de fleste danske aviser. Christian Kock lyder ligesom Mao Tse Tung, der forbød sine revolutionsforkæmpere at vrøvle (hvilket i øvrigt siger noget om, at problemet ikke er begrænset til den såkaldt vestlige kultur).

Selvfølgelig er det at foretrække, hvis ministre og andre magtpersoner leverer andet end bullshit, når de udtaler sig til offentligheden. Bullshit er irriterende for den, der forventer sig mening af sproget.

Men at bullshit skulle kunne udhule sproget – sådan som også Harry G. Frankfurt lægger op til – er at male fanden unødigt på væggen. Tværtimod vil jeg mene, at en god velformet omgang bullshit er med til at holde sproget varmt og kommunikationslinjerne åbne. Lad den journalist, forfatter eller meningsdanner, der ikke har fyret en gang lort af på en sløv dag, kaste den første sten.

Christian Kock har klogeligt undladt at oversætte bogens titelbegreb til dansk. Et rigt antal mulige danske synonymer, heriblandt mundlort, tågesnak, nonsens, ævl, ordflom, pølsesnak og mange flere, er dog trykt på omslagets inderside som mulige forslag til danske oversættelser. Men når oversætteren har valgt ikke at oversætte titelbegrebet, burde han nok have været konsekvent og ladet være med at oversætte de begreber, Harry G. sammenligner med. Det giver ingen mening at sammenligne det engelske bullshit med det danske 'udenomssnak'- sådan som det sker i Christian Kocks ellers sikkert udmærkede oversættelse – uden at anføre den engelske betegnelse.

Harry G. Frankfurt hæver pegefingeren lige vel højt over et fænomen, han kun i nogen grad formår at forklare. Alligevel er "Om Bullshit" stærkt anbefalelsesværdig. Bogen tager ikke mere end en eftermiddag at læse, og indeholder en vigtig besked til alle, der dagligt arbejder med sproget.

Harry G. Frankfurt: Om Bullshit, på dansk ved Christian Kock, Gyldendal, 87 sider, 100 krone