Puk Damsgård Andersen viser os Taleban-højborgen Waziristan indefra i en modig og ualmindelig familiekrønike, hvor hun konsekvent giver ordet til de mennesker, hun bor hos.

ANMELDELSE. Korrespondenten Puk Damsgård Andersen har taget imod et usædvanligt tilbud og boet hos en familie i det farlige grænseland mellem Afghanistan og Pakistan. Waziristan er kendt som en højborg for Taleban, et område styret af stammeregler, tradition og blodhævn.
Det er der kommet en ualmindelig og modig fortælling ud af.
Modig, fordi det er farligt at være lyshåret, kvindelig journalist fra Vesten i Waziristan. Puk Damsgård Andersen rejser iført burka ind i området, hvor der hverken er lov, orden eller mobilforbindelse. Under hele sit ophold er hun dybt afhængig af den familie, der har inviteret hende indenfor, og som lover at passe godt på hende.
Den sårbarhed gengælder familien ved at åbne op for nogle meget personlige overvejelser. Familiens overhoved, faderen Rustam Khan, fortæller om sit liv og sin tro. Han er meget religiøs og sidder klar hver morgen i stuen, når Puk Damsgård Andersen står op, for at gennemgå dagens vers i Koranen og forklare dem for hende. Det bliver også til en snak om livsvilkår. Rustam Khan vil have, at alle hans børn får en uddannelse.
Også børnene er åbne og ærlige. Det er sønnen Janan, der har inviteret Puk Damsgård Andersen inden for i sin families skød. Han fortæller, hvordan hans store drøm om at blive soldat blev knust, fordi han er platfodet. Han fortæller, hvorfor han nød at se World Trade Center styrte i grus på tv-skærmen, og hvordan han i 2001 slyngede sin Kalashnikov over skulderen og besluttede at dø som hellig kriger. Og hans mor fortæller, hvordan hun tiggede ham om at blive.
Fortællingen er ualmindelig, fordi Puk Damsgård Andersen har valgt en journalistisk disciplin, der mildest talt er svær. Hun lytter. Når Rustam Khan forklarer, hvorfor kvinder kun skal arve det halve af mænd, så lytter hun. Når Janan fortæller, at han ville være hellig kriger, så lytter hun. Nogle gange giver hun modspil, men hun modsiger kun i ét tilfælde, hvor Rustam Khan udtrykker sin beundring for Hitler.
Da Osama bin Laden for nylig blev dræbt i Pakistan, flød visse vestlige medier over med jubelskrig og skældsord. For Osama bin Laden var ond. Brænd op i Helvede, skrev både britiske og amerikanske aviser på forsiden. Sort på hvidt.
I det skær er det befriende at give ordet til Puk Damsgård Andersen og lade hende genfortælle den grusomme og romantiske familiekrønike i Waziristan. Det gør det muligt at se det utilnærmelige område, og dets beboere, indefra.

Andreas Marckmann Andreassen er freelancejournalist fast tilknyttet Journalisten

 "Ulvehjerter"
Puk Damsgård Andersen
Politikens Forlag
234 sider, 250 kroner