Over og under målet

Frygten for det lettilgængelige gennemsyrer ny bog, der paradoksalt nok netop handler om sproglig rådgivning.

* Klaus Kjøller:
"Tekst for viderekomne – tekstproduktion og sproglig rådgivning"
Samfundslitteratur
367 sider, 328 kroner

Tekst: Anne Villemoes, pressechef, FDB

ANMELDELSE. Et eller andet sted er det gået galt i identifikationen af målgruppen for "Tekst for viderekomne", som sprogmanden Klaus Kjøller har begået.

De godt 360 sider er et tæt, gennemført akademisk og teoretisk værk, der i sit ønske om at lære os at fortælle bedre og mere præcist, ganske overser en række forholdsvis banale, men også basale journalistiske principper.

Allerede forrest i bogen får vi at vide, at en del af den er rester fra undervisningslokalerne på Københavns Universitet. Og i det akademiske miljø passer de givet fint.

Men vi får også at vide, at bogen henvender sig til mennesker, der på en erfarent niveau beskæftiger sig med sproglig formidling i hverdagen – og her rammer den forkert.

Som erfaren kommunikatør med journalistisk baggrund ville det være velkomment med et indblik i den akademiske baggrund for det, der i hverdagen er blevet til sund fornuft, og bogen antyder da også, at det er det, den vil.

Men bag dens opbygning, sprogbrug og anvendelse af eksempler aner man den forudsætning, at læseren fortsat er under uddannelse og for eksempel har brug for at vide, at den offentlige forvaltning igennem en årrække har kæmpet med et sprog, der ikke tog højde for modtageren.

Det ved vi godt. Derfor er det udtryk for dovenskab og henten frem fra gemmerne, når det anvendte eksempel er fra 1973.

Det er også skudt under målet – og målgruppen – at anskueliggøre disponering af information ved at bede læseren om at sætte opskrift på havregrød i rigtig rækkefølge – så vandet ikke koger, uden at grynene er kommet i…

Bogen berører den sproglige afgrund, der kan herske mellem den akademiske og den journalistiske tilgang, men den udelader at forholde sig til diskussionen om frygten for det lettilgængelige i den akademiske verden.

Man fristes til at anføre, at netop den frygt gennemsyrer en unødvendig akademisering af et emne, der burde behandles til inspiration og motivation af læseren.

Vrisne Victor – og de andre

Det stærkt personfikserede bind 2 af krøniken om Ekstra Bladets liv holder det høje niveau.

* Gregers Dirckinck-Holmfeld:
"Tør – hvor andre tier. Bind 2: Vrisne Victor og hans hvalpe"
Ekstra Bladets Forlag
344 sider, 150 kroner

Tekst: Erik Lund, afdelingsforstander, Danmarks Journalisthøjskole

ANMELDELSE. Så er bind 2 om 100-års-jubilaren Ekstra Bladet (EB) udkommet. Den vil blive slugt af læserne af bind 1. For bind 2 udgør krøniken om EB i "vor egen tid" og dermed om avisens markante op- og nedture med store konsekvenser for det samlede mediebillede i Danmark.

Forfatteren og stilen er den samme som i bind 1: Gregers Dirckinck-Holmfeld i en engageret og intensiv krønike-stil, der passer fint til skildringen af EBs dramatiske indre liv. Formen er i orden.

Det er indholdet også. En rund anledning bliver alt for let også anledning til en alt for rund fremstilling. Det er vi sluppet for her – og tak for det! EB tør skrive kritisk om sig selv også i de fleste af de samtidshistoriske afsnit. Den slags er dansk presse ikke forvænt med i jubilæumsskrifter.

På bedste vis lever krøniken indholdsmæssigt op til EBs slogan og de to krønike-binds fælles titel: "Tør – hvor andre tier". Det giver værket en helstøbt form, hvortil også bidrager, at en så ferm billedredaktør som EB-veteranen Kate Bluhme får den løbende tekst, illustrationer og billedtekster til at fungere fint sammen. Vi oplever at befinde os dybt inde i EB-universet.

De hundrede års EB-historie skulle efter forlagets oprindelige planer kunne rummes i ét bind. Men den gik ikke. Emnet og projektet voksede. Især fordi Gregers Dirckinck-Holmfeld på Det Kongelige Bibliotek fandt den tidligere chefredaktør Ole Cavlings arbejdsdagbøger, der viste sig at være en enestående nøgle til forståelse af bladets liv gennem tre årtier.

Bind 1 bærer undertitlen "Fæle Frejlif og hans drenge", bind 2 "Vrisne Victor og hans hvalpe". Ud over at knytte de to bind sammen signalerer undertitlerne, at krøniken er en stærkt personfikseret fremstilling – hvilket i dette tilfælde har den i indlysende berettigelse, at akkurat sådan er EB-universet.

Fremstillingen bygger både på skriftligt materiale og interviews med tidligere og nuværende medarbejdere – samt ikke mindst på indholdet i avisen. Det meget forskelligartede materiale kan muligvis enkelte steder resultere i en noget ujævn fremstilling.

Men fordelen ved variationen i kilder er uomtvistelig: Vi kommer rundt både i avisens eget liv og i det samfund, hvor avisen så ofte har sat dagsordenen. Langt fra at være en skildring af jubilaren isoleret formår fremstillingen på bedste vis at integrere presse- og samfundsperspektiver. Forfatteren formår med en ultra-kort karakteristik eller en præcis replik tegne også de lange linjer i et udviklingsforløb, noget som krønike-formen ellers kan have svært ved at rumme.

Med krøniken således fuldbyrdet behøver læseren ikke at vente på medieforskernes udlægninger på større historisk og mere teoretisk afstand. Den nu foreliggende umiddelbart tilgængelige fremstilling, der naturligvis også inddrager forfatterens egne observationer, giver adgang til fuld forståelse af de mange forskellige faser i EBs historie, nederlagene lige så klart vedgået som sejrene.

Den bedste journalistik er den, der forstås af alle. Dogmet blev formuleret af Harald Mogensen i 1959 i et brev til medarbejderne, ledsaget af manende eksempler. De kunne behøves. For Ekstra Bladet var direkte lukningstruet, indtil Victor Andreasen – "Vrisne Victor" – med forstand på både tekster og tal trådte til og indledte himmelflugten mod de 250.000 i dagligt oplag.

Oplaget blev senere, i et til tider næsten frit fald, reduceret til i omegnen af det halve. Med krønikens udblik til trykte som elektroniske konkurrenter bliver begge bevægelser gjort begribelige.

Mest fascinerende er det naturligvis at følge opturen. Dirckinck-Holmfeld når at indfange opturen fra de allerførste faser: Ledende EB-medarbejderes besøg hos den fra Finland til Sverige indvandrede bladstrateg Carl-Adam Nycop og imitationen af hans tanker om "de sælgende momenter" bag bladstart og avisekspansion. Nycop skabte og udviklede Expressen som "tabloid-skole" for hele Nordens løssalgspresse. EB tog Nycops filosofi til sig, men tilpassede aviskonceptet danske forhold.

EB havde længe hovedkonkurrenten B.T. på hjernen. Først da EB ophørte med i sin rådvildhed at plagiere B.T. og i stedet fandt udenlandske forbilleder, kom fremgangen.

Harald Mogensen var – ofte overset, men klart vedgået i krøniken – med til at skabe nogle af forudsætningerne. Men det altafgørende bladmæssige spring til EBs særstilling på det danske avismarked kom med Victor Andreasen. Han har i krøniken heltestatus. Han fik vendt en selvforstærkende opgivende stemning på avisen. På blot en måned fik han medarbejderne aktiveret og indgydt tillid til fremtiden. Han blev – som ofte fremhævet, ikke mindst af ham selv – bladets redningsmand. På EB nåede han, hvad han ville – tilmed på rekordtid, drevet af talent, ambition, magtbegær, prestige og bulldoginstinkter. Krøniken får det meste med. Hvad der måtte mangle, kan man læse i Tove Ditlevsens "Kære Victor – breve fra Tove Ditlevsen til Victor Andreasen 1972-76".

Satsningen på kampagnestoffet, især de banebrydende boligkampagner, der gav EB ny identitet og legitimitet, følger krøniken nøje til og med 2003. Boligkampagnerne er blevet en slags evighedsmaskine for EB og har været med til at udvikle de journalistiske research-metoder også uden for EBs egne spalter. Tilsvarende skildres nyudviklingen af side 2 som en særlig opinionsgenre, der først var lidt tam, men som senere fik form af syngende lussinger.

Gangstermetoder på Christiansborg med gensidig gidseltagning (eller blot "journalister-jager-politikere" for nyheder, "politikere-jager-journalister" for profilering) bliver til godt stof i krøniken. Spillet i den politiske landsby bliver demaskeret og Krags berømte replik "Man har et standpunkt, indtil man tager et nyt" tids- og stedfæstet: EB den 18. marts 1967.

Victor Andreasens chokagtige afgang fra EB direkte til Berlingske Tidende, offentliggjort som en solohistorie i Information, er krønikens gåde – og hele krøniken vinder i troværdighed ved, at forfatteren på de givne præmisser lader gåden forblive en gåde. Kildematerialet rækker ikke til andet. Men tolkningsmulighederne er mange og i sig selv et udtryk for, hvor mangeartede facetter Victor Andreasen rummede. Mest sandsynligt er det, at guruen forlod EB, fordi han ikke kunne blive chef på Politiken. Med hans egne ord: "Jeg vil hellere spille 16. violin i Det Berlingske Hus end 2. violin i Politikens Hus."

Væk var han. Krøniken er ikke Victor Andreasens historie, men den er lige ved at blive det. Og heldigvis vendte Victor Andreasen tilbage til EB. Men magien var borte. Krøniken får en anden tone, især da "Vrisne Victor" for anden gang i 1975 sygemeldt forlader bladet og fra 1976 definitivt er ude af spillet. Afskrevet af sig selv og bladet. Igen har krøniken ikke den forklaring, der efterspørges. Men atter engang kan man måske læse sig til mere hos Tove Ditlevsen.

Sven Ove Gade blev i chefstolen igangsætter og administrator af mange bladkampagner. Deres historie på de indre linjer delagtiggør krøniken os også i. Gade fremstår som en ny chefredaktørtype, der gerne ville øve indflydelse på idéerne, men ikke nødvendigvis ønskede magt for magtens egen skyld.

Endnu et vagtskifte når krøniken at indfange: Gades farvel og Hans Engells overraskende goddag – som overraskelsesmoment kun overgået af forbløffelsen ved det bladpolitiske ægteskab mellem Jyllands-Posten og Politikens Hus. Her er krøniken så tæt på begivenhederne, at den forholder sig rent registrerende.

Længere tilbage underholdes og belæres man af de mange tangenter, den bevæger sig ud ad. Skulle man undervejs miste orienteringen og ønske sig hurtigt tilbage til hovedsporet i fremstillingen, behøver man såmænd hverken at ty til indholdsfortegnelse eller personregister. Man kan nøjes med de nærmeste illustrationstekster, der på bedste vis resumerer, konkluderer og perspektiverer – nærmest en art krønike i krøniken.

Sjusket og rodet

Kjerteminde Avis beskrives i endnu en ny bog – som gør et discount-agtigt indtryk, både hvad indhold og udseende angår.

* Peter Schmidt:
"Ord og År. Stort og Småt. Kjerteminde Avis i 125 år"
Forlaget Mariteam
228 sider, 150 kroner

Tekst: Torben Poulsen, forfatter og journalist

ANMELDELSE. For nylig anmeldte jeg her i Journalisten Svend Novrups bog "Kjerteminde Avis – En by og dens avis", men det viser sig minsandten, at der er udkommet endnu et værk om Danmarks mindste dagblad i anledning af 125 års jubilæet i oktober. Forfatteren er journalist Peter Schmidt, der har kaldt sin bog "Ord og År. Stort og Småt. Kjerteminde Avis i 125 år.

At dømme efter forordet betragter Schmidt, som bor i Munkebo, ikke sin bog som en konkurrent til den "officielle" jubilæumsbog, men snarere som et supplement. Den er en del af et større bogprojekt, "der skal skildre hele den fynske presse og en række af personerne i den", som forfatteren bebuder.

Efter 80 siders gennemgang af Kerteminde Avis' historie følger mere end 140 siders løsrevne noter om små og store begivenheder i bladets levetid. Forfatteren foreslår selv, at noterne kan bruges til at quizze med … hvornår var det nu det var?

Måske er der enkelte lokalpatrioter, der kunne finde denne leg underholdende, men for den almindelige læser er noterne uinteressante, fordi de hverken sættes i relation til avisens liv eller til det samfund, den beskriver.

Det er altså kun en tredjedel af bogen, der handler om jubilaren, og spørgsmålet er så, om vi får noget nyt at vide i forhold til jubilæumsbogen. Jo, der er enkelte små anekdoter, som ikke står at læse hos Novrup, og så kommer vi godt nok en del videre omkring. Adskillige steder i bogen glemmer forfatteren nemlig helt, at det er historien om den lille avis, han er i gang med at fortælle, fordi han fortaber sig i personerne. Ikke mindst er Schmidt fascineret af Maria Behrens, der var redaktør fra 1915 til 1918. Beretningen om hendes, ganske vist fantastiske, liv som forfatter, eventyrer og svindler fylder hele 22 sider, og der er også blevet plads til et udførligt kapitel om den konservative politiker Christmas Møller og hans gode gerninger. "Men tilbage til Kjerteminde Avis", som forfatteren skriver nogle gange, når han opdager, at han vist har tabt målet af sigte.

Der er ingen tvivl om, at Peter Schmidt ved meget om det, han skriver om, men jeg må desværre sige, at han formidler sin viden skidt. Det er en forfærdelig sjusket og rodet bog, både hvad indhold og udseende angår. Teksten er skrevet med fed skrift hele vejen igennem, bortset fra et enkelt sted hvor der er skiftet til normale typer for at få teksten på siden til at passe. Et andet sted bliver skriftstørrelsen sat op af samme årsag. De aftrykte fotos står blegt og utydeligt på siderne og forstærker indtrykket af, at der her er tale et discountprodukt, som på ingen måder kan måle sig med den officielle jubilæumsbog.

Formidlingsmæssig slinger i valsen

Nyt værk om journalister og deres kilder rejser mest af alt spørgsmålet om, hvorfor kloge bøger behøver at være så uendeligt uinspirerende skrevet.

* Nete Nørgaard Kristensen:
"Journalister og kilder – slinger i valsen?"
Center for Journalistik og Efteruddannelse
315 sider, 268 kroner.

Tekst: Mette Vibe Utzon, journalist, DR-TV

ANMELDELSE. Jeg ved ikke, for hvis skyld denne bog er blevet udgivet. Måske til glæde for Nete Nørgaard Kristensens kolleger udi den videnskab, som journalistik er blevet på universiteterne. Måske for de studerende, som bestemt vil blive klogere af at læse bogen – hvis de da holder ud så længe. Men nok ikke for mig – eller andre læsere, som er sprogligt bedre vant eller bare alt for dovne til at holde ved, når formuleringer som denne er de gennemgående:

"Jo større relevans et emne har for modtageren, og/eller større usikkerhed om emnet, som modtageren oplever, fordi han eller hun mangler viden, des større vil behovet for orientering være, og det giver mulighed for en større dagsordensættende effekt fra mediernes side."

A-wa?!!

Det er mig en gåde, hvorfor kloge bøger behøver at være så uendeligt uinspirerende skrevet!

Emnet er ellers både relevant og alvorligt nok: Hvordan er journalisters forhold til deres kilder?

I hvor høj grad har kilderne – eksperter, pressechefer med flere – indflydelse på det journalistiske produkt? Journalisters vigtigste adelsmærke er for de fleste af os uafhængighed af de samme kilder, som vi ofte har så hårdt brug for. Og som vi på grund af sjusk, stress eller dovenskab (vælg selv) i hvert vores medie til tider lader os forlede af. Hvordan klarer vi koblingen? Og hvor meget er vi i virkeligheden i stand til at gennemskue kildernes interesser og påvirkning af vores artikler og programmer?

Forfatteren har udspurgt 572 journalister om alt fra kildekritik til kulturjournalistikkens aktualitetskriterium. Men for en udøvende journalist med læsebrillen på har bogen til tider tendens til at ophæve det banale og indlysende til videnskab.

Og hvor vigtigt emnet end er – og man kan jo kun glæde sig over, at Nete Nørgaard Kristensen sætter sig for at afdække problemet – så er sandheden nok desværre, at denne bog i virkeligheden måske burde være vedblevet at være det, den oprindeligt var – en eksamensopgave.

Denne læser kedede sig i hvert fald grumt.

Jeg greb mig selv i – efter adskillige forsøg på at læse bogen med lige så stor grundighed, som den er skrevet – at bungy-jumpe gennem bogen: Bladre og slå ned tilfældige steder i desperat jagt på interessevækkende sætninger.

Spørgsmålet melder sig, om man ikke med god ret kan stille de samme sproglige krav til en bog af denne type, som man gør til en journalistisk artikel eller en radio eller tv-udsendelse om samme emne: Hvis du gerne vil have, at jeg skal høre din historie, så fortæl den på en måde, så jeg lytter.

Så selv om emnet er både interessant, relevant og vedkommende, er bogen det desværre ikke.

I hvert fald ikke for denne halvstuderede røver – og praktiserende bruger af de kilder, som bogen handler om.

I lyst og nød

42 år på Kristeligt Dagblad udgør det altdominerende omdrejningspunkt i Jens Ravn-Olesens erindringer.

* Jens Ravn-Olesen:
"Rod, vækst og erkendelser"
Unitas Forlag.
235 sider, 228 kroner

Tekst: Erik Lund, afdelingsforstander, Danmarks Journalisthøjskole

ANMELDELSE. En journalistisk karriere af de nu meget sjældne: Helt uden passage gennem redaktionelle svingdøre!

Så usædvanligt fremtræder Jens Ravn-Olesens erindringer, knyttet sammen af 42 år på Kristeligt Dagblad som blandt andet kirkeredaktør og politisk redaktør. Også 30 års medlemskab af Folketingets presseloge er med til at give erindringerne pondus.

Hertil kommer så elevtid på en provinsavis på tærskelen til tv-alderen: Vejle Amts Folkeblad var for Jens Ravn-Olesen porten til journalistikken og verden, dengang verden endnu var avisernes. Og verden så ud, som de beskrev den!

Men det er Kristeligt Dagblad, der er erindringernes altdominerende omdrejningspunkt. Begyndelsen var den bedst tænkelige: Redaktør Edv. Petersens legendarisk venlige, velmenende og tålmodige modtagelse af en ny medarbejder. Slutstationen var nået i en meget ung alder.

Provinsjournalistens allround ballast førte til fast forankring i kirkestoffet. Fra dette højt prioriterede stofområde anskues Edv. Petersen som Kristeligt Dagblads "pater familias" og afløseren Bent A. Kochs som en moderne visionær virksomhedsleder, der fuldbyrdede forvandlingen fra menighedsblad til moderne dagblad.

I 1966 blev Ravn-Olesen medlem af Folketingets presseloge. Kirkestoffet blev på samme tid fast forbundet med det politiske stof og udenrigsstoffet, befordret af lange rejser og længerevarende udlandsophold – alt sammen akkurat betids nok til, at ungdomsoprøret kunne skildres som en kulturkamp efterfulgt af et folkeligt oprør mod både eksperter og ideologier.

Jordskredsvalget i 1973 var den naturlige konsekvens. Det ændrede meget, også mediernes dækning af det politiske stof.

De mange partier og det forhold, at skiftende regeringer måtte sikre flertal for deres lovforslag, før de kom i Folketingssalen, betød, at landets fornemste talerstol blev reduceret fra et forhandlingsforum til et udstillingsvindue. Journalisterne begyndte i stedet langt mere at interessere sig for, hvad der blev forhandlet i kulisserne.

Fjernsynets voksende dominans fremmede denne udvikling. Ifølge forfatteren egner tv sig helt enkelt ikke til dybdeborende journalistik. I 1970erne blev det mere afgørende, hvorledes toppolitikerne klarede sig på tv, end hvordan de klarede forhandlingerne.

Forfatterens uvilje mod medierne i rollen som den fjerde statsmagt gennemsyrer bogens politiske afsnit, hvor politik og journalistik æltes sammen – ikke at han har noget imod afslørende journalistik, der tjener hans ideal om det samarbejdende folkestyre, men fordi den egentlige drivkraft ofte har været sensationen for sensationens egen skyld.

Med 1990erne kom tro og etik ind som stofområder i vækst i dansk dagspresse. Med Erik Bjerager ved roret er Kristeligt Dagblad efter en farefuld færd på nicheavisens smalle sti manøvreret ind i en mere gunstig position med oplagsfremgang og stærk synliggørelse af avisen i det samlede mediebillede.

Ravn-Olesens erindringer er først og fremmest kontrast-beretningen om den trange vej, der gik forud, og om de mange bedrifter, der blev øvet i det dulgte. Uden dem havde avisen ikke været her i dag.