search

Anmeldelser

Bog: Forfatter: Forlag:

 

 
FORTÆLLING I FLERE SPOR

Med en fortælle-teknisk genistreg kamuflerer Jane Flarup den svære teori, så efterlader læseren med det indtryk, at storytelling er noget, der kan læres.

 

* Jane Flarup:
»Da manden ville lære dem at fortælle historier«.
Børsens Forlag
240 sider, 455 kroner

Tekst: Vivian A. Voldgaard, freelancer, www.thestorytellers.dk

ANMELDELSE. "I juni 1995 loggede en sundhedsmedarbejder fra Kasama, Zambia, sig på hjemmesiden til Centers of Disease Control and Prevention i Atlanta i USA og fandt oplysninger om, hvordan man behandler malaria."

Anekdoten har 29 ord. Tæl selv efter.

Sådan opfordrer journalist og cand. mag. Jane Flarup i sin bog "Da manden ville lære dem at fortælle historier". Anekdoten er en såkaldt springboard story – udviklet af Stephen Denning, tidligere topchef i Verdensbanken og ophavsmand til storytelling som forandringsredskab i organisationer.

Stephen Denning vil med historien overbevise sin ledelse om, at Verdensbanken skal udvikle sig til en vidensbank mere end en pengetank. Han vil med historien have ledelsen til at sige: "Tænk hvis det var vores viden, der var tilgængelig på den måde".

Ledelsen skal med andre ord stå på spring for at komme i gang med forandringerne, når de har hørt historien.

Det lyder såre enkelt, men Jane Flarups bog er et fantastisk godt eksempel på, at storytelling slet ikke er så nemt et begreb at få hold på. Gennem 240 velskrevne sider følger vi forfatterens betagelse, hendes bekymringer og endelig hendes befrielse, da det hele går op i en højere enhed til sidst.

Meget utraditionelt for en bog udgivet på Børsens Forlag er Jane Flarup selv en central figur gennem fortællingen. Vi kommer indenfor, da den karrierebevidste dagbladsjournalist står med sin førstefødte i favnen og indser, at en identitetskrise er faretruende nær.

Sideløbende følger vi en gruppe medarbejdere på Danfoss, der i selskab med Stephen Denning, skal forsøge at udvikle deres egne springboard historier.

Og endelig er vi med i det feltarbejde, Jane Flarup må igennem, for at hun i denne bog også kan levere et portræt af netop Stephen Denning.

Jane Flarup har skabt en bog, der heldigvis er alt andet end endnu en teoribog om storytelling. Kapitel for kapitel bakker de tre fortællinger hinanden op og skaber en scene, hvorpå selve storytellingen står – som en soloskuespiller, der med oprejst pande tager imod både roser og rådne tomater fra tilskuerne.

Roserne leveres ikke overraskende af Steve – som Denning udvikler sig til for Jane Flarup. Han er den evige fortaler for fænomenet, og han forstår ikke rigtigt, hvorfor både forfatteren og andre udefrakommende kan synes, at en lille fortælling på 29 ord kan være så svær at få hold på.

De rådne tomater bliver i begrænset omfang smidt af folkene fra Danfoss. Men til dels også af forfatteren selv. Hun er ikke bange for at blotte hverken sine følelser eller sin uvidenhed, og med den fortælle-tekniske genistreg får hun kamufleret den svære teori, så den stille og ubemærket flyder ind og efterlader læseren med det indtryk, at storytelling er noget, der kan læres. Også selv om man ved flere forsøg stadig får den lille anekdote til at fylde 31 ord i stedet for 29.

 

UDSENDT AF KONGEN

Ny bog om blandt andre Henrik Cavlings og Franz von Jessens reportager fra forskellige fronter før Første Verdenskrig afslører, at indkapsling af krigskorrespondenter ikke er en ny opfindelse.

* Mogens Meilby:
"Så til hest!"
Forlaget Ajour
163 sider, 138 kroner

Tekst: Torsten Ruus, Ekstra Bladet, reporter i blandt andet Irak, Afghanistan, Israel og Balkan-landene.

ANMELDELSE: En broget blanding af ukuelig idealisme, folkeoplysning, landskampstemning, løgn, manipulation og regulær underholdning.

To af dansk dagspresses legendariske krigskorrespondenter, Politikens Henrik Cavling og Nationaltidendes Franz von Jessen, beskrev ikke altid af et rent reporter-hjerte, hvad de så i årene før Første Verdenskrig.

De opfattede begge sig selv som uafhængige, men var samtidig villige kurerer og holdningspoliti for konger og krigsherrer, når de sadlede hestene og rykkede ud som den danske befolknings øjne og ører under fjerne himmelstrøg.

Henrik Cavling og Franz von Jessen var for 100 år siden underlagt lige så snærende bånd og krav om at dølge krigens værste gru som de reportere, der i dag må gå på kompromis med pressens idealer om frihed og uafhængighed og lade sig indkapsle af koalitionens styrker i Irak.

Det er en af de slående pointer i Mogens Meilbys nye, solide, underholdende og overraskende aktuelle bog "Så til hest!", som dykker ned i de første danske krigskorrespondenters arbejde og reportager fra den dansk-tyske krig i 1864 og frem til verdenskrigens udbrud i 1914.

Bogens to gennemgående hovedpersoner var helt bevidste om, at en korrespondent, der vil "holde sig til virkeligheden", må "nøjes med at gengive sine personlige indtryk", sådan som von Jessen noterede i et af sine åbne breve fra den russisk-japanske krig i 1904.

Men det plagede ikke hans journalist-sind at være – med et moderne udtryk – 'embedded' med russerne, og han lod sig gerne udnytte, da Christian IX og erhvervslivets top skubbede kraftigt på, så han som den eneste krigskorrespondent kunne beskrive krigen fra russisk side.

Folkestemningen var til fordel for japanerne. Men kongens datter var jo den russiske kejserinde Dagmar, og erhvervslivet havde dengang store interesser i Rusland. Så hvad gjorde Christian IX? Han udstyrede von Jessen med et ridderkors, et særligt kongeligt pas og titlen som kongelig kurér, og i sin iver gik korrespondenten ind på at lade sig censurere.

Franz von Jessen glædede sig senere højlydt over de fordele, han havde sikret sig som hoffets udsending.

Henrik Cavling var heller ikke tynget af en overdreven finfølelse. Han valgte for eksempel bevidst side i sine reportager fra det græske oprør mod tyrkerne på Kreta i 1896-97.

Og han tøvede ikke, da den dansk-fødte græske Kong Georg bad ham overbringe et kurerbrev til en hærfører på det tyrkisk besatte Kreta. En yderst farefuld mission, som Cavling gennemførte. Helten rapporterede med stor indlevelse og blev hyldet i Politikens spalter. Ingen satte spørgsmålstegn ved hans dobbeltrolle.

Bogen serverer ellers en perlerække af krigsreportager. Mange – ikke mindst under Henrik Cavlings signatur "ignotus" – præget af en subjektiv, følelsesfuld stil, som virker noget overspændt et århundrede senere.

Men der er også veloplagte beskrivelser af mudrede tilbagetog, dramatiske skudvekslinger, triste skæbner, savn og journalisternes tidløse had/kærligheds-forhold til krig. Reportager, der ville løfte enhver moderne avis.

Dengang dukkede korrespondenternes frontberetninger ofte op uger efter, at de var sat på papir med blyant i en fjern forlægning. Nyhedsformidling var der derfor ikke tale om. Slet ikke.

Men med forbehold for den indimellem klæge patos, som åbenbart gled ubesværet ned dengang, kan det ikke undre, at Cavling og von Jessen tilhørte den internationale korrespondent-elite. Ikke mindst i kraft af deres evne til at klare uanede strabadser og farer, til at formidle sprogligt, hvad de så, så de brændte lig næsten kunne lugtes, og til at skaffe sig kilder blandt konger og arbejdsmænd.

Det kan derfor ikke undre, at deres reportager også optog spalterne i store dagblade i de andre nordiske lande og i for eksempel Tyskland, England og Frankrig.

Mogens Meilbys bog lider under, at forlaget ikke har ofret plads til et hårdt savnet kort- og billedmateriale. Flere tekster kan stå alene, men som læser er det unødigt svært at danne sig det fulde historiske og geografiske overblik.

Men den mangel fjerner ikke det generelle indtryk af en læseværdig og relevant udgivelse. En understregning af, at umulige arbejdsvilkår og krigsherrers forsøg på at manipulere og forsøge at fremstille selv den blodigste konflikt som en klinisk øvelse til alle tider bukker under for den gode, selvoplevede reportage.

 

HER HAR DANMARKS RADIO KRØNIKENS AFLØSER

Den nyudkomne bog om Aller-familien gennem fem generationer er oplagt tv-stof.

* John Lindskog:
"ALLER – sådan har én familie gennem fem generationer bevaret magten over Nordens største bladkoncern".
Børsens Forlag
271 sider, 299 kroner

Tekst: Bodil Moes, journalist på Aller Press 1984-94

ANMELDELSE. Der er både Matador- og Krønike-kvaliteter i John Lindskogs bog "ALLER", der bærer undertitlen "Sådan har én familie gennem fem generationer bevaret magten over Nordens største bladkoncern". Det er der alt sammen – succes og nedture, intriger og ikke mindst et spændende persongalleri. Bedst af alt er dog fortællingen om det unge iværksætter-par Carl og Laura Aller, der uden at have penge med hjemmefra grundlagde virksomheden. Blot ti år senere stod de som ejere af Sophienholm ved Bagsværd sø.

Carl Aller gik ud af Folkeskolen for at blive litograf-elev, men samtidig eksperimenterede han hjemme på sit kvistværelse med at udvikle stentryk. Hans vindue blev efterhånden næsten helt sort, men i 1869 havde han opfundet, hvad han kaldte "Fotolithografi".

Da Carl var ordblind, var det hans kone, naboens datter Laura, der skrev og ansøgte om H.C. Ørsteds Legat på 100 rigsdaler. Priskomitéen blev imponeret over den unge mands hurtige og bestemte svar på en polyteknisk professors mange spørgsmål. Carl fik derfor legatet og samtidig det blå stempel, der betød, at Nationalbanken lod ham trykke nogle pengesedler. Da man bagefter tilbød ham jobbet som leder af et nyt seddeltrykkeri, sagde han imidlertid nej. Carl ville være bladudgiver.

I dag har Aller Press en egenkapital tæt på 3 milliarder og er Nordens største bladkoncern. Anderledes så det ud, da Carl og Laura i april 1873 med fælles iværksætter-gejst besluttede at begynde for sig selv.

Laura, 24, og Carl, 28, optog et lån til fem procent rente. Som sikkerhed stillede de alt, hvad de ejede af møbler og sengeklæder. Pengene blev brugt til et lille trykkeri, der fik navnet Carl Allers Etablissement.

Nogle håndarbejdsopskrifter, som Laura leverede til en mindre kreds, blev snart til Danmarks første ugeblad, Nordisk Mønster Tidende (i dag Femina).

Det var en stor succes, panteobligationen blev betalt ud efter et år, familien tjente penge og behøvede ikke mere at frygte, at fogeden ville komme efter deres bohave.

Laura tog sig af det redaktionelle, Carl af produktionen, men idéerne var de som regel fælles om. Laura sagde også straks ja, da Carl en dag spurgte: "Kan du ikke ved siden af alt det, du laver, samle stof til et nyt blad, som skal hedde Illustreret Familiejournal?"

Laura samlede ikke bare stof, men hun blev Familiejournalens første redaktør og sikrede arvefølgen ved at føde to drenge med de rigtige gener – Axel, der viste sig at have faderens tæft for trykkeri, maskiner og teknik, og Valdemar, der blev en idérig bladmand og sin mors efterfølger i redaktørstolen.

Parrets eget liv mindede i stigende grad om de romaner, som Laura bragte i Familiejournalen. En dag tog hendes mand til Sophienholm for at se på nogle mistbænke til sin have, men blev så betaget af stedet, at han kom hjem og fortalte, at han havde købt den store, hvide ejendom ned til Bagsværd sø.

Der var også landauere med liberiklædte kuske, masser af hjælpende hænder og senere fødslen af to døtre. Det var en familie, der havde det hele, men også skønnede på det.

John Lindskog skal virkelig havde ros for alt det, han ved interviews med mange mennesker har skaffet til veje. Som i andre slægter gik sejheden og ukueligheden i arv til mange af efterkommerne, men indimellem glippede det med det økonomiske overblik.

Således var koncernen sidst i 1960erne i så alvorlig en krise, at pengekassen i Valby var ved at være tom. John Lindskog fortæller, hvordan firmaets regnskabschef tog en stor, slidt jordemodertaske med ind i Nyropsgade, hvor Allers reklame- og annonceafdeling lå. Her tog han hele kassebeholdningen med sig til Valby, hvor pengene hurtigt blev pakket i lønningsposer!

"Ejede Tutta virkelig Se og Hør?" hedder et af bogens kapitler, der spændende beretter om det blad, der på et tidspunkt reddede koncernen. For denne anmelder er det et sjovt gensyn med den kvinde, jeg som barn – på grund af hendes "krigsmaling" – nærmest var bange for, mens min mor og de andre odenseanske journalistkoner fandt det kritisabelt, når Tutta Rosenberg erklærede: "Jeg skal i hvert fald ikke være barnevognschauffør!"

Styr på Thomas Rosenberg havde konen i hvert fald. til gengæld havde han som chefredaktør sikret familien godt – med en kontrakt, der betød, at han efter sin fratræden fra Se og Hør stadig fik løn efter oplag. Da hans efterfølger, Mogens Emil Pedersen, kaldet MEP, hurtigt fik sat oplaget op med 40.000, kunne Rosenberg derfor ringe og takke for lønforhøjelsen!

Der er flere eksempler på, at nogle af efterkommerne ikke arvede Carls og Lauras økonomiske overblik, og man må virkelig håbe, at de to ikke fra det himmelske kunne se regnskabschefen med jordemodertasken på vej for at beslaglæge annonceafdelingens kassebeholdning.

Til gengæld ville det sikkert glæde parret at konstatere, at mens familiebladhusene i provinsen og selv den berlingske familie er væk, har deres livsværk – nogle gange mirakuløst – overlevet.

 

LILLE HISTORIE I EN STOR BOG

Kim Fabers portræt af den aids-syge Esther kalder på en etisk diskussion – og stor respekt

* Kim Faber:
"Esthers bog – om at overleve med hiv/aids"
Politiken Bøger
191 sider, 179 kroner

Tekst: Jørgen Poulsen, generalsekretær, Dansk Røde Kors

ANMELDELSE. Jeg har engang fornærmet den halve journaliststand ved at påstå, at der ikke findes små historier – kun små journalister. Lad mig straks understrege, at Kim Faber ikke er en af dem. Hans bog med den bibelske titel "Esthers bog" er fremragende journalistik. Netop ved at sætte fokus på den lille historie opnår Kim Faber at gøre også de meget komplekse problemstillinger omkring hiv og aids nærværende for læseren.

Vi rystes, vi gribes og vi bliver dybt engageret i en menneskeskæbne – og gennem Esther kommer vi til at interessere os for alle de elementer, der er en del af Afrikas aids-svøbe, blandt andet fattigdom, manglende behandlingsmuligheder og verdens ligegyldighed.

Kim Faber går et skridt videre. Han bruger ikke blot Esther som afsæt, men "caster" også sig selv ind på banen. Dermed ender han i en journalistisk gråzone. Han involverer sig personligt, og dermed bliver det ikke kun Esthers, men også Kim Fabers bog. Han involverer sig selv, sin familie og sit blad i historien og går ind og tager et personligt ansvar for Esthers skæbne.

Det er en overskridelse af journalistiske grænser, som jeg synes, det er vigtigt at diskutere.

Selv giver Kim Faber sit eget svar ved at henvise til kollegaen Lasse Ellegaards læresætning om, at det meste er lovligt, så længe man lægger det åbent frem. Og det gør Faber, men jeg synes nu mere det ligner en undskyldning over for hans kolleger.

Jeg havde faktisk foretrukket, at Kim Faber bare havde konstateret, at det er nødvendigt for historien – at det gør historien bedre. Han er en forbandet god journalist – og hvad der tjener til at gøre historien bedre, behøver han hverken Lasse Ellegaard eller nogen anden til at give lov til.

Før Kim Faber er arkitekt, journalist eller forfatter er han først og fremmest menneske, og han kan ganske enkelt ikke sætte sine medmenneskelige principper ud af kraft. Min konklusion er, at han hverken kompromitterer sig selv eller faget. Han er meget bevidst om snitfladerne og han ved godt, at han på en måde udnytter Esthers situation, men han kompenserer for det efter bedste evne. Respekten for Esther lyser ud af hver linje.

Jeg har læst bogen og skriver disse linjer fra Kenyas hovedstad Nairobi – og pludselig bliver jeg ramt af en overskrift i en af dagens aviser: "Far dræber sin 11-årige datter, fordi hun er syg". Jeg genkender Fabers spørgsmål til Esther, da hun ikke uden videre kan få sine børn testet, fordi man er bange for, hvad familierne vil gøre ved de børn, der viser sig at være smittet. Det risikerer at koste dem hele familiens indtægt, hvis der skal være råd til behandling. Svaret står i dagens avis.

Kim Fabers spørgsmål til Esther lyder, som om hun ville være i stand til noget lignende. Svaret får man ved at læse bogen.

Rent faktuelt giver bogen et overblik over, hvor langt man er kommet på forskellige områder som behandling, forebyggelse, vaccine og beskyttelse. Den giver også en klar fornemmelse, hvor langt der kan være fra det internationale samfund og regeringskontorer til de fattige afrikanske landsbyer.

Måske kunne jeg have ønsket mig, at Kim Faber kiggede lidt mere kritisk på, hvad der egentlig sker med de penge, som verden giver blandt andet via den globale aids-fond.

Bogen viser, at ngo'er, kirkelige organisationer og lokale frivillige trods alt kan gøre en forskel for Esther og alle hendes medbrødre og søstre – og at de ikke har meget at gøre det for.

Virkeligheden er også, at der er midler, der er meget længe om at komme helt ud i landsbyerne at arbejde, fordi de mange steder i Afrika hænger fast i regeringskontorerne. Men det kommer måske i fortsættelsen?

Jeg har egentlig altid haft svært ved at acceptere, at mennesker som Esther skal stille op som kulisse for vores behov for viden. Men Kim Fabers måde at formidle det på kalder på respekt, selvom Esther får udleveret ting, som hendes værdighed ville have forbudt hende, hvis ikke hun havde været i den forfærdelige situation, hun er.

Personligt gør det et stort indtryk på mig at opleve, hvordan Kim Faber placerer sig selv helt tæt på Esther og hendes familie. Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage til begyndelsen af 80erne, hvor jeg var korrespondent for DR i Sverige. Myndighederne havde interneret en aids-syg på et sygehus på grund af smittefaren. Jeg besluttede at lave et interview med manden til TV-Avisen. Det skulle vise sig at have store vanskeligheder. Svensk tv betingede sig, at lydmand og fotograf ikke måtte komme ind på stuen med den smittede, men skulle filme gennem en glasrude. Desuden skulle mikrofon og ledninger destrueres efter brug. Hertil kom bemærkninger om, at det nok ikke var gavnligt for min egen karriere at sidde på sengekanten hos en aids-syg i fjernsynet.

Det er glædeligt, at vi i dag nærmest ikke ænser, at Kim Faber næsten sidder i skødet på en hiv-smittet.

For os i Røde Kors er bogen "Esther" en håndsrækning. Når jeg prøver at fortælle om de mennesker, vi skal hjælpe – blandt andet nogle af de flere end 700.000 forældreløse børn i Zimbabwe – føler jeg mig ofte afmægtig. Jeg fortæller om de frivillige – mange af dem selv hiv-smittede – og forfalder tit til sætninger som "det er meget værre, end I tror". Fabers måde at kommunikere det budskab på er en hjælp til alle os, der kæmper mod aids.

Det er en kamp, vi aldrig kan vinde uden indsigt, medfølelse og solidaritet. Tak for indsatsen til både Kim, Thomas, Esther og hendes mand Michael.

FORUDSIGELIG ÅRBOG

Måske er der metaltræthed at spore i Politikens velrenommerede fotoafdeling

* "Øjenvidner – 2004 som Politikens fotografer så det"
Politikens Forlag
192 sider, 129 kroner

Tekst: Oddleiv Apneseth, fotograf for Bergens Tidende i over 20 år, vinder af andenpræmien ved World Press Photo i 1996 samt adskillige priser ved Årets Pressefoto i Norge.

ANMELDELSE. Et godt fotografi er en sjældenhed. Pressefotografiet er en billedbulimisk foreteelse, og man kan fundere over, hvilken af to følgende påstande, der mon er mest korrekt:

1) I forhold til de mængder af pressefotografier, som produceres, er det forbavsende få, der påkalder sig nævneværdig interesse.

2) I betragtning af den travlhed og de mangfoldige opgaver, de fleste pressefotografer har, så produceres der forbavsende mange interessante fotografier.

Politiken er måske den avis i Norden, der tager pressefotografiet mest alvorligt. Avisen har en journalistisk-visuel konsekvens og seriøsitet, som er sjælden. Derfor er det med stor forventning, man bladrer gennem årets udgave af "Øjenvidner" – i håb om at få tilført lidt tiltrængt optimisme på standens vegne.

Årets udgave af "Øjenvidner" rummer som forventet en præsentation af Politikens tilstedeværelse i de fleste store begivenheder i det forgående år, såsom EU-udvidelsen, krigene i Irak og Afghanistan, aids og krig i Afrika, jordskælvet i Bam, terroraktionen i Madrid, fodbold-EM og så videre. Og selvfølgelig er størstedelen af bogen viet Danmark, politik, dagligliv, sport, og kultur – og ikke mindst kongehuset. Bogen afspejler en forudsigelighed i temavalget, som desværre kan synes lovligt konventionel. Man skal lede længe efter visuelle overraskelser, usædvanlige eller udfordrende journalistiske vinkler.

Alligevel er her selvsagt mange gode fotografier, og tryk og præsentation er upåklagelig. Direkte imponerende er i den henseende præsentationen af sort/hvide fotografier. Jan Grarups gitter-billede fra børnefængselet i Basra (side 48-49) er et af bogens mere bemærkelsesværdige. Det skiller sig ud med sin grafiske elegance og emotionelle styrke.

Derimod svækkes mange af bogens andre billeder af deres egen overtydelighed. Man har fået ren kedsommelighed ud af ministerkontorerne, og man kunne vel næppe forvente andet. Værre er det, at man får en tilsvarende ligegyldighed ud af at opsøge og portrættere 15 familier i 15 EU-lande. Her afslører fotoafdelingen i Politiken svagheder inden for portrætgenren, som de øvrige portrætfotos i bogen ikke i nævneværdig grad kan rette op på.

Politiken har været til stede i fattige lande og rapporterer de samme historier, som alle andre aviser gør år for år. Lidelseshistorier, sygdom, fattigdom og ruiner. Mange af disse fotografier hører blandt bogens bedre, men vi har set dem utallige gange før. Det er bare endnu en påmindelse om, hvilke udfordringer journalistikken har over for den fattige og fremmede verden.

Sportsfotografierne lider under samme ritualsyndrom, men i den branche har man naturligvis også langt mindre muligheder for variation.

Mange af skildringerne af dansk dagligliv hører til bogens bedre. Her kommer mangfoldighed og livfuldhed til deres ret i fotografier, som bærer præg af en nær og kompetent tilstedeværelse, eksempelvis ved skildringer af fængselsmad, dinglende teambuildere, badedage og et forbrugsorgie i gult. Samme nærhed oplever man ved rydningen af Pusher Street på Christiania.

Derimod finner jeg præsentationen af kongehuset direkte kritisabel. Her må man undres over den propagandistiske attitude, som farver billederne og journalistikken – en mentalitet, som desværre er alt for velkendt fra mit eget hjemland.

Hvide tænder og pompøst arrangeret lykke præger alle fotografierne af de kongelige repræsentanter, hvad enten de gifter sig eller velsigner et hvilket som helst sted med deres royale tilstedeværelse.

Værst bliver det dog, når kronprinsparret beærer Grønland med et officielt besøg i juli 2004. Resultatet er en serie fotografier, der er præget af mangel på kritisk sans og manglende vilje til at skildre eller antyde kulturforskelle mellem den danske højadel og grønlænderne. En enkelt undtagelse finder man i Martin Lehmanns smukke og tvetydige foto af en væg med plakat (side 102-3), som dog punkteres effektivt af billedteksten: "Et synligt bevis på kronprinsparrets popularitet i bygden Itilleq."

En anden billedtekst lyder: "Selv ikke en million myg kan holde beboerne i Hunde Ejland væk, når der er kongeligt besøg." Det har Politiken måske nok ret i, men journalistikken kan også tolkes i den retning, at den fremstiller grønlænderne som eksotiske og urimeligt underdanige. Kronprinsparret smiler som sædvanlig bredt, som de står dér iført grønlandske sælskindsbukser. Billedtekst nummer 3: "Alt hvad der kan krybe og gå i Uummannaq er ude for at tage imod tronfølgerparret."

Holdningen til urbefolkningen på Grønland bekræftes ufrivilligt i Camilla Stephans portræt af voldtægts- og voldsmanden Ole Møller (side 124-25), som afsoner sin livstidsdom "tusinder af kilometer fra sin fødeby Upernavik." Portrættet afslører intet, udover at manden med den angrende holdning kommer fra en del af Danmark, som Politiken burde se det som sin opgave at problematisere på mere kompetent vis.

Som læseren turde have forstået, har årets udgave af "Øjenvidner" for denne anmelder været en skuffelse. Bogen bekræfter tesen om, at det virkelig gode fotografi er en sjældenhed, og at de fleste pressefotografier har begrænset effekt, når de løsrives fra deres daglige funktion i avisen.

Det kan skyldes tilfældigheder, at årets udgave er så svag, men det kan også skyldes en vis metaltræthed i Politikens velrenommerede fotoafdeling. En slitage, som kan skyldes det kommercielle åg, der kan mærkes i de fleste veletablerede avisredaktioner i vor del af verden.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen