KLAP HESTEN OG GØR EN FORSKEL

Et det legalt at hade visse ord og udtryk? Selvfølgelig er det det, og når raseriet formuleres så elegant, humoristisk og pædagogisk som hos Ole Meisner, melder man sig straks ind i hadeklubben.

* Ole Meisner:
"Haderen"
Syddansk Universitetsforlag
46 sider, 79 kroner

Tekst: Stig Olesen

ANMELDELSE. På sigt kan man måske føle sig fremme i skoene, når man fra dag ét forsøger at sætte sit fingeraftryk ved at sidde med ved forhandlingsbordet, hvor øvelsen går ud på at have is i maven og få enderne til at nå sammen efter de forhåndenværende søms princip…

Ikke sandt, man har virkelig lyst til at gribe ud efter lugejernet, når man støder på én eller flere af de selvbestøvende og hårdføre sprogblomster, der i øjeblikket breder sig vildt i vores alle sammens ordbed.

Ole Meisner, journalist og sprogkonsulent ved Radioavisen, giver på befriende vis sit raseri luft i hæftet "Haderen", hvor han med havefræseren går løs på management-sprog, politikerfloskler, klichéer, computerengelsk, forkortelser, oversætterbøffer, gentagelser og andet sprogligt ukrudt.

"Haderen" er udkommet i DRs og Syddansk Universitetsforlags serie Mediedansk, og det fine ved hæftet er – ud over forfatterens sprogfornemmelse og humor – at det ikke beskæftiger sig så meget med, hvad der er rigtigt og forkert, men i stedet koncentrerer sig om alle de ord og vendinger, der kan gøre forfatteren rasende.

Herligt, for der er jo ikke noget som vrede, der fremmer forståelsen. Og hører man til dem, der får kvælningsfornemmelser af for længst autoriserede ord som forælder og islænder, er man ved at køre træt i reportager fra jordskælvsramte, borgerkrigshærgede og sultplagede områder, og har man fået nok af skandaler i bankmastodonten og mejerigiganten, så er der både trøst og inspiration i dette lille veloplagte smædeskrift.

For det er ikke kun politikere, pædagoger og management-konsulenter, der er storproducenter af klichéer. Journalister er det også. Et politisk kludetæppe, knaster i forhandlingerne, ondt i skatten, krisen kradser, tikkende bombe, store byttedag, et grumset valg og et tocifret millionbeløb er nogle af journalist-formuleringerne på Ole Meisners fyldige hadeliste.

Og så undrer han sig med rette over, hvorfor vi i årevis har besmykket politiske ubehageligheder som afgiftsbuketter, julegaver og forårspakker.

Så læs dette hæfte – og undgå at sove i timen.

 

DEN LILLE AVIS MED DE MANGE LIV

Kjertemindes Avis' historie fortalt i ny jubilæumsbog

* Svend Novrup:
"Kjerteminde Avis – En by og dens avis 1879-2004"
Udgivet af Kertemindeegnens Museer
256 sider, boghandelpris 298 kroner, pris for DJ-medlemmer 198 kroner

Tekst: Torben Poulsen, forfatter og journalist

 

ANMELDELSE. Det er noget af en kraftpræstation, journalisten og forfatteren Svend Novrup har leveret med sit digre værk om Danmarks mindste dagblads skelsættende 125 års jubilæum. Præstationen ligger ikke blot i det skrevne, men også i researchen. Novrup har læst samtlige 125 årgange, og det er stort set også det eneste kildemateriale, der har været til rådighed.

Det har været forfatterens hensigt at skildre symbiosen mellem avis og by, som gennem årene har været uløselig forbundne. Avisen har præget udviklingen i byen, men uden den lokale befolknings massive opbakning havde det lille, stadig konservative, dagblad for længst delt skæbne med andre provinsaviser.

At Kertemindes historie er vævet så tæt sammen med avisens, er både bogens styrke og svaghed. En styrke, hvis man betragter den som et bidrag til lokalhistorien, og en svaghed, hvis man som almindelig avisinteresseret læser skulle få lyst til at dykke ned i dette enestående stykke dansk dagbladshistorie. Der er ganske vist fine skildringer af det lokale liv og de mange farverige personer, der gennem årene har befolket den lille fiskerby, men at læse de alenlange opremsninger af små og store lokale nyheder bliver trættende i længden, selv om Novrup forsøger at sætte dem i perspektiv ved også at inddrage avisens dækning af væsentlige – og kuriøse – begivenheder i Danmark og verden.

Hver eneste af jubilarens tolv redaktører har fået deres eget kapitel, og mest fascinerende er det at læse om stifteren, typograf Ludvig Enoch Vergmann, der sammen med sin kone og senere sine børn formåede at kæmpe sig igennem alvorlige kriser og gøre Kjerteminde Avis til et levedygtigt foretagende.

Et livsværk, som efterfølgeren, forfatteren Maria Behrens, var tæt på køre i sænk, fordi hendes ego var for stort til lillebyen. Senere kom der mange andre kriser, men i dag fremstår avisen under Jørgen Wind-Hansens ledelse som en sund forretning med mod på fremtiden. Hvordan kan man have andet med et rekordoplag på 1.832 og mere end 10.000 daglige læsere (distriktsavisen har 40.000)?

En grundigere korrekturlæsning og et smartere layout ville have pyntet på jubilæumsbogen, der med sit rødbrune omslag ser lidt trist og 'museumsagtig' ud. Til gengæld er der ganske meget spræl i teksten.

 

LAD VERDEN MÆRKE DIG

Hvorfor vente på at blive opdaget, når du kan brande dig selv i stilling til de fede job eller opgaver? Ny bog går bag om otte berømte danskere.

* John de Summer-Brason:
»Berømmelsens anatomi – otte fortællinger om personlig branding«
Børsens Forlag 2004
284 sider, 299,00 kroner

Tekst: Helle Jørgensen, formand for FreelanceGruppen

ANMELDELSE. Personlig branding er noget, som alle bør spekulere i, hvis vi også i fremtiden ønsker at komme i betragtning til de gode job eller fede opgaver. Flid, dygtighed, god uddannelse eller hvide tænder gør det ikke alene. Der skal arbejdes systematisk med personligt indhold, strategi og produkt, hvis øvelsen skal lykkes. Og det uanset om man er fastansat eller freelancer.

Det er baggrunden for bogen "Berømmelsens anatomi". John de Summer-Brasons bruger sin uddannelse i blandt andet markedsføring og sin årelange erfaring som journalist og pr-mand til at gå bag om otte berømte danskeres evne til at brande sig selv. Bogen er bygget op af lige dele kommenterede interviews og uddrag af teorier om branding-strategier og markedsføring.

Sjovt nok har højst halvdelen af de otte berømtheder har haft teoretiske forudsætninger for at brande sig selv. Derimod er det sikkert, at de alle har haft personlighed, velvoksen selvtillid, et højt gearet drive og en nærmest usvigeligt sikker evne til at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Det kan så være en trøst for alle os, der aldrig når at få det rigtige diplom fra Handelshøjskolen, før vi søger at køre os selv i stilling på et konkurrencepræget arbejdsmarked.

Med bogen kan du ikke direkte lære at brande dig selv. Det er mere en inspirationsbog end en brugsanvisning eller fagbog. Til gengæld er skrivestilen veloplagt, og de kendte personer – der spænder lige fra Mærsk McKinney til Biker-Jens, fra Dan Turèll til Dronning Margrethe – får nye dimensioner, når man ser dem i brandingens nådesløse skær.

 

ALLE TIDERS ALMENDANNELSE

Digert Danmarks-værk beskriver fotografiets rolle og betydning gennem tiden – på godt og ondt, som manipulerende og orienterende medie

*
Mette Sandbye (red.):
"Dansk fotografihistorie"
Gyldendal
440 sider, 499 kroner

Tekst: Pia Funder, faglig konsulent i Dansk Journalistforbund

 

ANMELDELSE. Her er årets almendannelses-konfirmationsgave – på linje med "Hjortens flugt" og H.C. Andersens samlede værker. Bogen kan også være gaven til de lidt ældres runde fødselsdage – eller julegave.

"Dansk fotografihistorie" er et stort og rigt illustreret værk – en levende dokumentation af de sidste 160 år, fra de første daguerreotypier fra cirka 1839 til dagens fotografi med nye digitale teknikker.

Værket er skrevet af 16 forskellige forskere inden for dansk fotografi. Bogen fortæller om fotografiets betydning gennem tiden – på godt og ondt, manipulerende og orienterende. Og som dokumentation af vores egen historiske baggrund.

Værket dækker hele det fotografiske spektrum fra kulturhistorisk fænomen og dokumentationsmedie til kunstfotografi.

Daguerreotypiet blev lanceret i Paris 1839, og kun få måneder serere var vi danskerne med.

I begyndelsen blev fotografiet mest brugt til portrætter, som hurtigt blev allemandseje. For eksempel brugte man en kopi af sit portræt som visitkort. Alle de store øjeblikket i familien blev foreviget, og så blev fotoalbummet til – billederne fra det "lykkelige" familieliv.

Souvenirfotografiet kom frem i 1888, altså postkort, som blev sendt til familie og venner fra ferieområderne. Landskabsfotografier og billeder af 'de indfødte'.

Pressefotografiet kom ret hurtigt med. Med våde kollodium-glasplader stod krigsfotografen forrest på slagmarken og trykkede på gummibolden – for bagefter lynhurtigt at fremkalde pladerne i et medbragt mørkekammer-telt, medens kuglerne fløj om ørene på ham. Begyndelsen til 'øjebliksbilledet'.

I 1890 kom fotografen Jacob Riis med de første dokumentationer fra samfundets bagside, og i 1898 dukkede sportsbillederne op.

Den kliniske, medicinske fotografi har fået sit eget kapitel i "Dansk fotografihistorie". De første røntgenbilleder sammenlignes med nutidens højt teknologiske mikroskop-optagelser. Uundværlige dokumentationsbilleder i videnskabens udvikling.

Politifotografens arbejde bliver også gennemgået – fra de tidligste forbryderalbums over en omfattende samling af billeder af prostituerede kvinder til dagens højteknologiske fotografiske teknikker.

Fotografiet har præget kunsthistorien i 150 år, eksempelvis har mange berømte malere brugt fotografiet som arbejdsoplæg til deres værker. Alligevel har mange kunstkritikerne været negativt stemt over for fotografiet, der altid har kæmpet for at blive anerkendt som en selvstændig kunstart. I dette værk får kunstfotografiet oprejsning med sit eget kapitel. En andet beskriver reklamefotografiets udvikling, og så er der et specielt afsnit om Grønland som fotografisk objekt.

Bogen er ikke et leksikon eller en total kortlægning af det danske fotografis historie. Det er blot en lidt løs, inspirerende start på et sådant projekt – med en række individuelle artikler. Og det er rigtig godt, for det medfører nemlig, at man får lyst til at læse dette værk fra A til Z, som var det en spændende roman.

 

 

DET KVINDELIGE PERSPEKTIV

Alternativ, men tiltrængt fotohistoriebog om Europas kvindelige fotografer

*
Lena Johannesson og Gunilla Knape (red.):
"Women Photographers – European Experience"
Acta Univ. Gothoburgensis
383 sider. Nærmere oplysninger: http://www.hum.gu.se/~artwww/publikationer.htm

Tekst: Pia Funder, faglig konsulent i Dansk Journalistforbund

 

ANMELDELSE. Ikke mange kvindelige fotografer bliver nævnt i oversigtsværker om fotografiets historie, på trods af der de senere år er udkommet flere monografier om kvindelige fotografer. Denne bog er en alternativ fotohistoriebog – den handler bredt om de kvindelige fotografer i Europa.

Kvinder markerede sig helt fra fotografiets start som kunstnere, som hverdags- og portrætfotografer, som presse, som amatører og professionelle. Fotografiet blev et led i en begyndende frigørelsesproces.

I fotografiets tidlige år havde kvinder i de pæne, borgerlige miljøer havde ikke mange muligheder for at tjene deres egne penge. Blev man fotograf, var det ofte af nød. Hvis ens mand døde, var fotograffaget et rimelig respektabelt erhverv. Man kunne tilmed passe sine børn samtidig – blandt andet ved at gå i mørkekammeret om aften, når børnene var lagt i seng. Her fandt kvinderne en karrieremulighed. For nogle gjorde kvinder gjorde fotograffaget det socialt legitimt at gå skridtet videre og blive kunstnere – og komme ud i den store verden.

Bogens forside viser et portrætfoto fra 1900 af den norske fotograf Marie Høeg. Hendes hår er kortklippet, hun har en cigaretstump i munden og korslagte arme – et billede på den begyndende frigørelse fra de gamle kvinderoller.

Det var i øvrigt en proces, der ikke gik helt stille af. Dansk Fotografisk Tidsskrift beskrev eksempelvis det store problem, at fotograffaget var blevet et kvindefag – på trods af, at der 1920 ud af 4.000 registrerede fotografer kun var 400 kvinder.

Fotografiet udviklede sig og blev til specialiserede grene på hospitaler, universiteter og museer. Her blev de kvindelige fotografers store viden om de fotografiske processer i alt stilhed til gavn for uundværlig forskning, samtidig med at kvinderne tjente deres egne penge. 

Bogen består af ti artikler skrevet af forskellige kunsthistorikere og kunstteoretikere, hovedsagelig fra Sverige. Danske Tove Thage er også blandt bidragyderne.

Med fotografiet som hovedtema anlægger artiklerne forskellige vinkler på, hvordan kvinderne oplevede den politiske historie, livet og kulturen. Ikke mindst om fotografiet som en kunstnerisk del af det 19. århundreds moderne gennembrud.

Tove Thages artikel handler især om fotografen Louise Melchior (1839-1934), der kun nævnes med ganske få ord i bogen "Dansk fotografihistorie" (se den foregående anmeldelse, red.). Ved at skildre Louise Melchior arbejde og liv i nærmere detaljer kommer Tove Thage ind på mange af de centrale spørgsmål vedrørende kvindelige fotografer i forrige århundrede, blandt andet spørgsmål vedrørende deres ambitioner og mulighederne for kunstnerisk udfoldelse.

Denne bog udgør kun begyndelsen til en afdækning af fotografiets historie ud fra et kvindeligt perspektiv, men bogens metoder kan sagtens tjene som inspiration til videre udforskning af emnet.

Bogen er ikke en stor glittet sag med et hav af billeder. Den er trykt på gult genbrugspapir med lidt for små, grå billeder og meget tekst. Man skal se bogen som resultatet af et forskningsprojekt, og som sådan et vigtigt dokument i fotografiets historie. Den vil være fascinerende læsning for de historisk interesserede samt for kvindelige fotografer.