BOGANMELDELSER

Spin – nu også på dansk

En velkommen, seriøs, men også lidt usammenhængende antologi om et vigtigt modefænomen

• Mie Femø Nielsen (red.):
  "Spin, selvfremstilling og samfund – public relations som reflekterende praksis"
  Forlaget Samfundslitteratur
  359 side, 318 kroner

Tekst: Rasmus Jønsson, ekstern lektor ved Roskilde Universitetscenter

ANMELDELSE. Fandtes der et barometer over nye ords indtog i det danske sprog, ville ordet spin i øjeblikket ligge helt i top. Der bliver snakket om spin som aldrig før, og set i det lys kan det undre, at der ikke er mere dansk litteratur, der tager fat i emnet. Nu er der heldigvis kommet en bog, "Spin, selvfremstilling og samfund", der på en grundig måde behandler emnet.

Bogen, som er en antologi med 11 bidrag af praktikere og teoretikere, giver et solidt indblik i spin, branding og pr. Det gode ved bogen er, at det tydeligt skinner igennem, at strategisk kommunikation ikke er en let og luftig genre, men derimod et komplekst håndværk, som det kræver en bred og refleksiv optik at arbejde med. I en tid, hvor for eksempel fokusgrupper og spindoktorer nærmest er blevet bandeord i den offentlige debat, er det rart at læse en bog, der signalerer, at strategisk kommunikation også kræver omtanke, fordybelse og solide analyser.

Læserne af "Spin, selvfremstilling og samfund" får både indblik i konkrete cases og i mere overordnede teoretiske og metodiske overgange, og denne kombination gør bogen meget anvendelig for de mange studerende, der efterhånden arbejder med kommunikation på landets uddannelsessteder. Men også for folk, der praktisk arbejder med strategisk kommunikation, er der masser af inspiration at hente.

Set i forhold til bogens længde – 359 sider – vil de fleste praktikere nok læse de forskellige indlæg løsrevet. Forhåbentligt kommer der snart flere af den slags bøger, for den berører et felt, der i dansk kontekst er næsten uopdyrket.

Mange forklaringer – få løsninger

Ny bog om arbejdsafhængighed lægger mere vægt på reaktionsmønstre og omgivelsernes reaktioner end på løsningsmodeller.

• Pernille Rasmussen:
  "Når arbejdet tager magten"
  Hans Reitzels Forlag
  208 sider, 249 kroner

Tekst: Lene Sarup, redaktionssekretær og tillidsrepræsentant, Fyens Stiftstidende

ANMELDELSE. Lad det være sagt med det samme: Cand.psych. Pernille Rasmussens bog "Når arbejdet tager magten" må være møntet på alle os andre, der føler, at vi har magt over arbejdet.

Workaholics har næppe tid eller tålmodighed til at læse den – dertil er den for grundig og for lidt resultatorienteret.

Når man, som jeg, har haft et forhold til en nær ven, der i årenes løb blev stedse mere fraværende, svær at lave aftaler med og tilsvarende nem at stresse i forsøg på kontakt, så lød bogen som gaven til mig, der stadig mener at have en vis grad af overblik over både mit og vennens liv og en holdning til, at forholdet bør kunne intensiveres – også selv om vi begge har et krævende arbejde.

Jeg læste bogens 176 sider nettotekst med ønsket om at få klarhed over, hvad jeg kunne gøre – eller tidligere burde have gjort – for at hjælpe min ven. Her var udbyttet forstemmende:

Skæld ikke ud – det kan få den arbejdsafhængige til at gemme sig endnu mere i arbejdets tryghed.

Udtryk dine ærlige behov for samvær i stedet. Yes – men det havde og har ingen effekt.

Sig, at personen arbejder for meget: Jamen, her kommer jo netop en af de arbejdsafhængiges værste sider op: Fornægtelsen. "Jeg skal lige igennem dette projekt – så begynder der at blive luft igen – og jeg får mere tid …" Hvor mange gange er det ikke lige, man har hørt det, når man forsøger at opretholde nære relationer til arbejdsnarkomanen?

Bogens bagsidetekst viser da også, at frem for at forsøge at lave en 'gør det selv'-bog så henvender forfatteren sig til personer, der arbejder professionelt med arbejdsmiljø og mennesker, der af andre grunde har interesse for emnet.

Den lægger vægt på at beskrive den arbejdsafhængiges reaktionsmønstre og omgivelsernes oplevelse af disse – mens løsningerne er indskrænket til et enkelt kapitel, der kommer med forslag til den arbejdsafhængige selv, familien og arbejdspladsen. Men for lidt og for vagt – hvis jeg skal bruge det til noget som tillidsmand med ønske om at skabe forbedringer for mine stressede kolleger.

Bogen skal have point for et flydende og forståeligt sprog og gennemgangen af den historiske udvikling frem til vores nuværende arbejdsmarkeds struktur. At arbejdsafhængighed så kun opfattes i forhold til den enkeltes hovedbeskæftigelse – jobbet – er uforståeligt.

At anmelderen bruger en feriedag på at skrive en anmeldelse til et andet medie, end det hun arbejder for, kan ud fra den definition så ikke komme ind under begrebet arbejdsnarkomani.

Måske af samme grund scorer jeg heller ikke alarmerende højt på det indsatte spørgeskema, der afdækker, om mine arbejdsvaner er usunde. At min familie så ikke er af samme opfattelse, det vil jeg drøfte med den, når jeg snart får mere tid …

Mennesker, der efter lønarbejdet bruger hovedparten af fritiden på foreningsarbejde, dygtiggørelse inden for deres felt eller frivilligt socialt arbejde, kan efter min mening søge nøjagtig den samme bekræftelse og dermed vise de samme tendenser som den arbejdsafhængige – og derfor løbe ind i de samme problemer, som Pernille Rasmussen beskriver i sin bog, hvis de hører til enten de tvangsprægede, de perfektionistiske eller de ambitiøse typer.

Ud med landminer og nullermænd

Kirsten Rasks nye håndbog i stavningens kunst er pædagogisk, overskuelig og grundig indtil det pinagtige.

• Kirsten Rask:
  »Kunsten at stave«
  Forlaget Grafisk Litteratur
  112 sider, 300 kroner

Tekst: Gert Smistrup, tidligere lektor på Danmarks Journalisthøjskole og sprogchef i Det Berlingske Hus.

ANMELDELSE. Chefen til sekretæren: »Hvis De er i tvivl om, hvordan et ord staves, så slå det efter i Retskrivningsordbogen.« Sekretæren: »Jamen jeg er ikke i tvivl.«

Langsomt og ubønhørligt drives man ind i den rolle, man under ingen omstændigheder ønskede, rollen som sproglig og grammatikalsk Jeronimus.

En dag sidder man med sin avis eller foran sit tv og hører sig selv vrisse. Hvor gerne man end vil, kan man ikke holde sine vrantne grynt tilbage. Som om man er begyndt at lide af verbal inkontinens.

Det skyldes stavefejlene. Og ikke bare dem, men også de plumpe sprogfejl, der beror på uvidenhed og på fravær af sproglig fornemmelse hos dem, som udsætter skribenternes ædle værktøj for jævnlige omsorgssvigt.

Langt de fleste journalister forulemper ikke sproget. Hovedparten færdes hjemmevant i det med næsten søvngængeragtig sikkerhed. Men det er ikke dem, jeg vrisser ad, og det er heller ikke dem, Kirsten Rasks håndbog »Kunsten at stave« henvender sig til med solide råd og vejledning.

Det er de andre, det drejer sig om – dem, som kan få sig selv til at skrive kloark og stråtægte huse og skovridder og orlovsfartøj og umæglende dyr og et svigende nederlag og de arveste fjender og en gotisk knude samt stribevis af andre bommerter.

Kirsten Rask har haft alt for let ved at finde eksempler til sin bog, og de stammer så at sige alle fra den trykte presse.

På fagets vegne skammer man sig over vrimlen, og hvis sproget kunne ømme sig, ville der stige en jævnlig jamren op fra bogens blade sammen med en stille bøn: Giv os pernittengrynske korrekturlæsere tilbage. De vil kunne rette op på det, som journalisten eller stavekontrollen ikke har forstand på.

Eksempelvis får man næppe vrøvl med stavekontrollen, hvis man skriver gå for lutter koldt vand eller komme op på de høje navler eller hammer og sejl. Derimod ville man nok høre fra korrekturlæseren.

Nogle af fejlene skyldes uvidenhed om den vedtagne norm, andre skyldes almindeligt sjusk og slask. Når for eksempel en studievært i tv taler om at vende det blinde øje til, så kan vi seere ikke undgå at tænke, om han/hun også vil sætte kikkerten for det døve øre? Og vi ved, at sådanne tankespring er landminer og giver støj.

Men de, som står på sidelinjen og kæfter op for at fastholdt det korrekte sprog, skriver læserbreve og sprogklummer i medierne – blandt andet fordi de kender forskel på lugte og dufte, på ligge og lægge, på hængte og hang, på ad og af, på nogen og nogle, samt alle de andre 'klassikere' – føler ofte, at de råber i skoven uden at få svar.

Kirsten Rask er en af dem. Med »Kunsten at stave« har hun med drabelig omhu været rundt i alle krogene (som en hjemmehjælper af dem, der var i 'gamle dage') og fået det hele med, også alle nullermændene.

Ydermere indeholder bogen et afsnit om at sætte kommaer, uhyre vigtigt i denne tid, hvor der kan spores et begyndende kaos. Eksempelvis tager hun fat på det famøse 'idiotkomma', som fører sig meget frem for tiden i dansk dagspresse.

Som håndbog er »Kunsten at stave« storartet, grundig indtil det pinagtige, pædagogisk og overskueligt bygget op, ideel at kunne slå op i for dem, der ejer tvivlens nådegave.

Og måske vil så gryntene foran fjernsynene og vrissene hen over aviserne måske forstumme, og fred og harmoni vil sænke sig over de små hjem.