Anmeldelse af Susanne Hegelund og Peter Mose: Håndbog for statsministre.

Bogen beskriver, hvordan et fravær af politisk ledelse i større eller mindre grad har huseret i det danske folkestyre gennem de seneste godt 20 år. Og den fokuserer især de politiske ledelsesudfordringer, som de har set ud for særligt V, K, S og DF siden Helle Thornings indtræden på den politiske scene som leder af socialdemokraterne.

Som form veksler bogen mellem citater og forfatternes egne vurderinger af de mest spektakulære optrædener på den politiske scene de seneste år.

Når man færdes i den ikke nærmere definerede gruppe af mennesker, som har politik og presse som professionelt omdrejningspunkt, så tæller mængden af detaljer og viden om, hvad man ved om sager, personer og relationer, utrolig højt. På den skala klarer »Håndbog for statsministre« sig godt.

Bogen er skrevet af Susanne Hegelund, der er erhvervsredaktør i DR Nyheder, og Peter Mose, der er pressechef for Ledernes Hovedorganisation. Man mærker, at de begge har erfaring med både ledelse og politiske journalistik. Bogen har mange detaljer med om sager og begivenheder, der hver for sig har spillet ind i politisk ledelse i de seneste fem-ti år. For mange vil en stor del af 'sladderhistorierne' være velkendte, men bogen må roses for sin præcision, der vidner om gode kilder.

For folk, der ikke færdes hver dag i disse kredse, er bogen med sin subjektive indføring et godt værktøj til hurtigt at få et indblik i, hvordan musikken spiller i det ledelsesmæssigt understimulerede rum, som dansk politik udgør.

Formen er dejligt letlæselig og flyder let mellem emner og personer. Man tages som læser ved hånden, kommer ind i hovederne på masser af politikere – og med til møder hos endnu flere.

Bogens problem er, at mange af indføringerne stopper, bedst som det begynder at blive interessant. De to forfattere er ikke kede af at give deres egen mening, dom eller fordom til kende i brødteksten mellem bogens mange citater, men alligevel har man på fornemmelsen, at forfatterne har et lag mere at byde på. Kom nu frem med, hvad I ville have gjort, hvis I stod i Bendts, Helles ellers Anders' sko! Og kom nu med jeres ledelsesmodeller for, hvad der er problemer og løsninger – gerne i tabelform og ikke blot som overordnede problemstillinger med henvisning til dansk og international ledelseslitteratur.

Kuriositeterne i bogen er generelt interessante og vidner om et stort researcharbejde. Men når en observation af, hvordan skiftende statsministre udskifter møbler og malerier i Statsministeriet knyttes sammen med Schlüters håndtering af fastkurs-politikken, så vinder lysten til tekniske sprogblomster desværre over det samlede kunstneriske indtryk.

VK-regeringen beskrives i bogen som en koncern med Anders Fogh Rasmussen som koncernchef. I mange af de øvrige i ledelsesbetragtninger fastholdes koncernmodellen som forklaringsramme, når forfatterne vurderer, hvad der er god og dårlig ledelse.

Bogen rummer desuden en god forklaring på, hvordan kontraktpolitikken ændrer kommunikationsmåden i dansk politik. Det faktum, at man udelukkende går til valg på konkrete løfter, beskrives indgående, og vi får mange gange at vide, at Anders Fogh gør, hvad han kan for at holde 'tidsplanen'. Problemet med en sådan løftepolitisk tilgang beskriver bogen elegant gennem citater fra embedsmænd:

»Alle dumheder skal realiseres,« som en departementschef citeres for at sige.

Det ville have været rart, hvis de ellers modige forfattere havde beskrevet, hvad det betyder for en koncern, at dét er opfattelsen blandt ledende medarbejdere.

Det kunne også have været rart, hvis forfatterne havde turdet trække linjen endnu videre og stillet spørgsmålet på folkestyrets vegne: Hvad med demokratiet som bestyrelsesmedlem? Har det stemmeret i den nye koncernstruktur, som forfatterne lancerer?

 Susanne Hegelund og Peter Mose: »Håndbog for statsministre«, Gyldendal, 375 sider, 299 kroner.