ANMELDELSE. I en tid, hvor traditionelle medier styrtbløder på stribe, og flertallet af de nye døjer med at finde forretningsmodeller, der kan bære, markerer altinget.dk sig som en sjælden succeshistorie. Med lige dele dødsforagt og snusfornuft har journalist Rasmus Nielsen siden årtusindskiftet opbygget et nyhedssite, der nu giver ham og et halvt hundrede medarbejdere smør på brødet, og som nyder respekt både i og uden for medieverdenen. Ikke mindst blandt de politikere, der er ophavsmænd og -kvinder til det meste af, hvad altinget.dk skriver om.

 

Efter et par indledende år, hvor altinget.dk lignede det sidegadeprojekt, det i realiteten var (selv om postadressen fra dag 1 har heddet Christiansborg), begyndte formen stille og roligt at udvikle sig i mere professionel retning. I 2009 sammenlignede jeg i herværende blad sitets visuelle udtryk med et pænt, men let støvet kommunekontor. Behovet for en modernisering er med tiden blevet mere påtrængende, og her efter sommerferien kom den så – i form af et redesignet, responsivt site, skabt i samarbejde med Peytz & Co – en helt ny visuel identitet, signeret Scandinavian Branding … og faktisk også et nyt navn, idet suffixen .dk nu skønnes overflødig. Fra nu af hedder det bare Altinget.

 

Førstehåndsindtrykket er godt. Ikke ét støvkorn ligger tilbage fra tiden før 11. august; det enkle, farvestærke visuelle udtryk ånder umiskendeligt 2014. Og grundlæggende fungerer sitets responsive arkitektur fint, hvilket især smartphone-brugerne kan glæde sig over; den bestandige zoomen ud og ind ligner et overstået kapitel. Hvis man altså kan læse de små bogstaver. Den ny typografi har sine svagheder, som jeg vil komme tilbage til.

 

Pladsøkonomi er vigtig, når en hel webforside skal klemmes sammen på en smartphone-skærm. I Altingets tilfælde fylder det grå menufelt mere end nødvendigt, og da man samtidig har valgt at placere et – som oftest ret intetsigende – foto over rubrikken, tvinges brugeren til at scrolle for overhovedet at se, hvad tophistorien går ud på. Det kunne løses mere elegant.

 

Altingets ny logo er derimod en lille genistreg. Det nytegnede navnetræk er applikeret på et rektangel med lige dele rødt og blåt. Enklere og mere direkte kan det vel ikke signaleres, at sitet beskæftiger sig med politik?

 

Også de 18 betalingsportaler, der udgør Altingets hovedindtægtskilde, har fået hver sit todelte rektangel, hvori identitetsprogrammets ni forskellige farver kombineres efter et sindrigt system baseret på en ”gruppefarve” og en ”produktfarve”. En logik, der imidlertid set fra brugerside fremstår ugennemskuelig og i nogle tilfælde kontraintuitiv. Hvad laver for eksempel den orange farve i miljø-portalens logo? Og hvorfor optræder den blå farve pludselig på arbejdsmarkeds-portalen, når de to grundfarver bortset herfra er reserveret ”moder-logoet”?

 

Navnene skrives med et helt nyt skriftsnit, Almedia, tegnet af Scandinavian Branding. De bløde kurver giver skriften karakter, og den fungerer fint i logoerne, knap så godt i de mindre henvisninger.

 

I det hele taget kniber det med sitets læselighed, især på smartphonens lille skærm. Den ny brødskrift Geogrotesque er smuk og moderne, men sættes meget småt og er visse steder tæt på ulæselig. Læg hertil rubrikskriften Montserrat, og vi har tre – hver især glimrende, men stærkt forskellige – skrifter. Summen bliver småskizofren. Og at Altingets nyhedsbrev fortsat sættes med Arial, styrker ikke harmonien.

 

Sitets søgefunktion var en af de detaljer, jeg kritiserede i min fem år gamle anmeldelse. Det er blevet bedre, men stadig ikke helt godt, idet responsiviteten her er løst lidt klodset. Søgeresultater kan filtreres med en menu, hvor brugeren vælger mellem artikler, debat, spørgsmål og så videre. Helt fint på desktop, hvor resultaterne står ved siden af menuen; men på smartphonen fylder menuen hele skærmbilledet og skjuler således de resultater, der var målet for min søgning.

 

Små irritationsmomenter, der kan løses og utvivlsomt vil blive det, omend sikkert i samme sindige trav, som har præget sitets hidtidige udvikling. Altingets ny look udstråler det overskud, 14 gode år naturligt fører med sig, og virker tilstrækkeligt tidløst og slidstærkt til – med behørige justeringer – at kunne holde om ikke lige så længe, så i hvert fald ind i næste årti.