Anmeldelse af  "Krisekommunikation" af Winni Johansen og Finn Frandsen.

Når en sommerfugl basker med vingerne et sted på kloden, forplanter bevægelserne sig lynhurtigt til resten af verden. Det kaldes sommerfugleeffekten.
Sådan en sommerfugl blev trykt i Jyllands-Posten i september 2005 i form af 12 Muhammed-tegninger. Straks rullede en lavine, der endte med, at mejerigiganten Arlas produkter blev hevet ned af hylderne i hele Mellemøsten, tegnerne blev udsat for mordtrusler, og det danske flag blev brændt af i gaderne af vrede muslimer.
Ingen havde forudset rækkevidden af tegningerne. Ingen havde tænkt på, at kriser i vore dage er et fænomen, der så at sige opstår, før de er der. Og at krisen også er der, når den er slut – nu blot på et lavere blus. Man kan sige, at krisen er en retorisk slagmark for en masse aktører, som pludselig dukker op og bliver afgørende for krisens forløb. Hvem skulle have troet, at Arlas krise kom til at omfatte danske kvindeorganisationer? Hvem skulle have troet, at en avisside ender som en diplomatisk krise? Hvem skulle have troet, at Arla, der hidtil har været kendt for en aggressiv strategi over for sine danske stakeholders, kom ned på knæ og bønfaldt om fred? Faktisk er Arlas image kommet overraskende positivt ud af krisen.
Set i bagklogskabens klare lys er det logisk, at en global verden oplever globale kriser. Men globale kriser får også helt nye aktører – stemmer – som vil have noget ud af krisen. Og når krisen kører, handler det ikke længere om brandslukning og damage control, men om at bruge krisen til image genopretning og til at skabe gode relationer til interessenter og aktører inde i og uden for organisationen.
Kriser er ikke længere et onde, der kan undgås og bekæmpes. Krisen er en permanent tilstand i vores turbulente verden. Brugt fornuftigt kan krisen være god, ja måske ligefrem som et ønskværdigt kommunikationsredskab, der skal tænkes ind i virksomhedens ledelse. Det var jo den gamle Harvard-professor Michael E. Porter, der sagde, at strategi skal man tænke, før det er nødvendigt. Det er krisen et ultimativt eksempel på.
Alt dette og meget mere er beskrevet i en ny bog, om hvordan virksomheder og organisationer kommunikerer godt og dårligt, når krisen raser. Og lad det være sagt med det samme: Hvor tit oplever man en tyk, videnskabelig bog, der er let læst, lærerig og tilmed underholdende og yderst velskrevet. Det er en bog, der har ligget på mit natbord i en uge og er blevet slugt fra ende til anden. Tak for det. Bogen sprudler af det overskud, der gør komplicerede emner simple. Masser af eksempler fra nær og fjern, som man nikker genkendende til, og som man faktisk har savnet "den rigtige kriseforklaring" på. Dertil kommer, at læseren får det meste af litteraturen om kriseforskning genfortalt, så enhver kan være med – og når målgruppen hedder praktikere og forskere, er bogen et fremragende bud, der rammer begge. Forfatterne er to af vores fremmeste forskere på området, begge ansat ved det energiske Center for Virksomhedskommunikation på Handelshøjskolen i Århus. Og indholdet er testet på studerende og erhvervsfolk herhjemme og i udlandet. Hertil kommer, at bogens opfattelse af kriser som sprogspil på retoriske slagmarker er en helt ny tilgang, som placerer de to forfattere i spidsen af international kriseforskning.
For hvem, der tror, at kriser handler om at lave en standardopskrift, som man henter ned fra hylden, når det brænder på, er bogen skuffende læsning. Dertil er vores verden blevet for kompleks, uforudsigelig, global og sommerfugle-agtig. Men den, der har mod på at gå i dialog med en bog, der indregner både afsendere, modtagere og det, der sker mellem mennesker – forfatternes videnskabelige betegnelse er "den retoriske arena" – er der fantastisk oplysende læsning, som kan bruges mange andre steder end lige netop erhvervslivets kriser.
Bogen har været længe undervejs. Det borger for kvalitet. Måtte den blive en bestseller.

»Krisekommunikation«, Winni Johansen og Finn Frandsen, forlaget Samfundslitteratur. 388 sider, 498 kr.