Det er egentlig påfaldende, at det netop er 67-årige Wallraff, der igen må genopfinde sin egen metode og gå undercover i den kyniske virkelighed.

For siden den berømte reporters bog om sit liv som tyrkisk gæstearbejder har hele generationer af journalister haft næsegrus beundring for tyskerens maskerings-metoder. Ja, selv i Danmark er skæg og blå briller (og en mikrofon i knaphullet) efterhånden standard, når endnu en jysk bilforhandler og andre små fisk skal hænges til tørre. Men når det gælder om at hjælpe de allersvageste og afsløre de mest magtfulde menneskeforagtere, så må Wallraff altså stadig selv trække i arbejdstøjet og forfatte sine harmdirrende anklageskrifter. Dels i rollen som hjemløs i 15 minusgrader, dels iført hårnet og hygiejnebind på en slaveanstalt, hvor de bager brød til discountkæden Lidl. Eller, når han lader sig spraye sort af en maskemager fra Paris for at forestille en somalisk krigsflygtning (men undskyld mig, mest ligner en hvid mand med for meget skocreme i fjæset), ja, så bliver det sgu med livet som indsats, at man kører i tog med en flok racistiske fodboldbøller. Modigt, ja. Forudsigeligt, ja. Og hvorfor ikke bare sætte det skjulte kamera på en ægte negermand? Fordi Günter Wallraff har sine egne metoder. Han forklæder sig for at demaskere. Han identificerer sig med de udstødte og de undertrykte, og som en stemme fra en svunden tid tegner han dermed et trist billede a la Huxleys fremtidsfabel om den fagre nye verdens totalitære kaste-samfund.

Det er en ægte indigneret, men helt igennem subjektiv propagandamaskine, Wallraff kører i stilling. Han vil tage fra de rige og give til de fattige, og havde han været dansk politiker, ville jeg straks stemme på ham, så han kunne vække vores selvdøde fagforeninger til live og måske få Socialdemokraterne til at bekymre sig om rigtige tabere frem for sms-resultatet i X Factor.

Personligt har jeg aldrig før læst et ord af Wallraff, og det er heller ikke for de litterære kvaliteter, man skal kaste sig over Agent Günters missioner. Wallraff beskæftiger sig ikke med scenisk dramaturgi og berettermodeller. Hans blæk er dyppet i bitter forargelse, og reportagesamlingen fremstår således svagest, når den retoriske patos tårner sig op, og de moralske pegefingre stikker unødigt ud. På den anden side, så er det vaskeægte og grænseoverskridende journalistik, som burde være pligtlæsning for både praktikanter og chefredaktører.

PS. Det hedder sig, at man pisser på faget, når man sjusker med sproget. Så det er ganske enkelt ikke Wallraff værdigt at oversætte hans bog med så mange eksempler på omvendt ordstilling og mangel på både ord og kommaer. Det er noget uvæsen i en ellers væsentlig bog.

"Fra den fagre nye verden. Ekspeditioner til landets indre"
Af Günter Wallraff.
Forlaget Per Kofod
331 sider. 299 kroner.