search

Ægteskabet mellem fryd og skuffelse

Bog: Forfatter: Forlag:

Tilfældet har villet, at jeg var blandt publikum, da Mads Nissen qua sit indiskutabelt grænseløse talent fik frit valg på alle hylder til Årets Pressefoto 2012 og kunne gå hjem med intet mindre end fem priser bl.a. som årets pressefotograf. Hans billeder fra Camp Bastian hører med deres smukke farveholdninger, klare kompositioner og skæbnesvangre indhold til mine favoritter udi krigsreportagen, og så er Nissen desuden en sprudlende fortæller, som man kunne høre i vinter til Zetland Live. Måske netop fordi jeg har oplevet ham live, er hans billeder blevet en del af mit mentale fotoarkiv placeret med selvfølgelighed på samme hylde som Henri Cartier Bresson, Joe Rosenthal, Capa og alle de andre. Derfor har jeg haft sommerfuglesværmende høje forventninger til hans længe ventede bogprojekt Amazonas – i en grad, at min overstrømmende positive anmeldelse nærmest havde skrevet sig selv, før jeg overhovedet fik sat mig til tasterne.

Måske er det disse uendeligt høje forventninger, der gør, at mødet med Mads Nissens bogværk er dømt til at skuffe: Og tag endelig ikke fejl. Jeg elsker hans billeder. Allermest de allerede ikoniske skud fra Eldorado do Juma – den illegale guldmine i Brasilien, hvor de umenneskelige arbejdsforhold under højtryksslangernes kviksølv-spulen står i smertelig kontrast til Nissens gudesmukke diagonal kompositioner, skabt af vandsøjler, brandslanger og et landskab, der er ved at få vendt vrangen ud på sig selv i guldfeber. Et andet billede af en venezuelansk kvinde af yanomamie-stammen foran sin parcelhusstore hytte af tørrede palmeblade har allerede fået en plads i mit mentale arkiv i mappen med “teksturer, kontrast og eksempler på overraskende grafisk skønhed”. Også Nissens ubegribeligt intime billeder af de evigt vandrende bolivianske Chimanes-nomader afbildet sovende i vejkanten mellem sprutflasker og med børn hængende på ryggen eller ved patten er uforglemmelige. Og drengen, der med stor omhu lægger sten på sten hen over en grusvej som et stykke LandArt midt i håbløsheden, danner en smuk og poetisk afslutning på bogen. Det er således ikke i selve Mads Nissens fotografiske værk, at min skuffelse ligger på lur. Der er i værkets møde med bogen som medie. Når man har hørt Mads Nissen selv fortælle røverhistorier fra Amazonas, når man har set hans værker på stor- og 21-tommers skærm, virker en bog, hvor den sorte farve lægger sig som olie på vand og skiller sig fra selve billedet pludselig mistrøstigt gammeldags og klaustrofobisk. Alle rigtige fotografer skal åbenbart stadig lave en fotobog (og Nissens har tilmed en ryg i junglebladgrønt lærred, det er utilgiveligt too much). Men, kære Mads Nissen, kan vi ikke få et multimedielt værk fra din hånd næste gang i stedet?

 

Julie Asmussen er grafisk designer, underviser på Update og pr-medarbejder

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen