Bog: Lise Nørgaard – De første 100 år
Forfatter: Jacob Wendt Jensen

Forlag: Gyldendal (400 sider, 300 kroner)

Anmelder: Johs Lynge, freelancejournalist

Det er Lise Nørgaard her, der og alle vegne i mediebilledet for tiden. Matadormor runder nemlig nu det skarpeste af alle hjørner, og DR har i den anledning haft de gamle bånd til rensning og farveboosting og genudsender serien om livets gang i Korsbæk i 30’erne og 40’erne, der har en slående lighed med Lise Nørgaards opvækst i Roskilde. Hvor mange der ligesom landets statsminister, ifølge egen nytårstale, har brugt 534 timer på at se serien gennem årene, er ikke godt at vide – men de fleste har vel kunnet holde sig lidt under de 20 gange, Lars Løkke har været den igennem.

Selvfølgelig slipper man ikke for Matador-snak i Berlingske-journalisten Jacob Wendt Jensens biografi om dansk presse og tv-dramatiks grand old lady. Men i centrum står hendes fortælling, over diverse delikate frokoster med forfatteren, om den lange, seje vej fra grossererdatter, og hjemmegående husmor in spe, til landets mest fremtrædende kvindelige journalist. Fortællingen er sovset lidt rigeligt ind i privatlivs-petitesser til denne læsers smag; men omvendt er (u)balancen mellem livet som mor til fire, med to ægteskaber, og det hæsblæsende arbejdsliv i en (macho)mandeverden af i går nødvendig at få belyst med lidt blottet privatliv. For eksempel i form af Nørgaards 50 år lange brevveksling med en anden pioner inden for stilbevidst kvindekamp mod mændenes mediemonopol Eva Bendix, der døde for nylig. Mens Nørgaard slog sine folder på borgerlige aviser, Politiken og Berlingske, var Bendix beskæftiget på Socialdemokraten (det senere Aktuelt). Med forskellige familiære og politiske udgangspunkter var de ikke enige om alt, men kampen for ligestilling – uden dårlig samvittighed på familiens vegne – brændte de begge for (foruden sladder om ”datidens kendte i den danske medieverden”, som vi snydes for grundet Nørgaards føling med ”injurielovgivningen”). Det var en kvindekamp med flere dimensioner: At blive selvforsørgende (og dermed skilsmisseduelig), at få aborten fri og at transformere avisernes husmoderlige kvindesider til kritisk forbrugerstof.

Og der er flere dimensioner, hvor det kommer fra, både hvad oplysnings- og underholdningsværdien angår, med en fortælleglad fødselar, der gerne må tage 100 år til – hvis bare statsministeren og medierne vil holde lidt igen med Matador-dyrkelsen så længe.