search

Anmeldelse: Vigtig dokumentar drukner i Rambo-brag

Dokumentarfilmens overordnede tema og personlige vidneudsagn er principielt vigtigt. Desværre overdøves væsentligheden af overdreven brug af special effects og forvirring over, hvem der taler til os. Journalisten anmelder 'We are journalists', der blev vist på DR2 i aftes

Hvor langt vil du gå for ytringsfrihed? Dokumentaren ’We are journalists’, produceret af Danish Doc Production, har sat sig for at undersøge det spørgsmål gennem den iranske journalist Ahmad Jalali Farahanis egen historie.

Ahmad Jalali Farahani er dokumentarens instruktør, og for ham er ytringsfrihed ikke en teoretisk pseudodiskussion om Dan Park-udstilling eller Dan Park udstilling-ikke. Det er et konkret spørgsmål om liv og død.

Han har været fængslet, tortureret og sat på dødslisten i Iran for at udøve sin ytringsfrihed, og af samme grund har han og familien været nødsaget til at bo i Danmark siden 2010. 

Filmen beskriver en tiltagende brutalitet fra regimets side, som i 2009 kulminerer, da det iranske folk går på gaden i oprør over præsident Ahmadinejads selvudråbte valgsejr. Regimets respons er tæsk.

Med andre ord har Ahmad Jalali Farahani en vigtig sag, men formidlingen glipper.

Dokumentarens scener bliver konstant akkompagneret af uhørt høje lydeffekter – dunkende puls og ond slåen på tromme.

Her taler vi ikke om understøttende stemningsmusik, som det doceres i en effektiv thriller, vi taler om decideret utroværdig computerspilslir.

Når der klippes i filmen, ledsages det ofte til lyden af et pistolskud indsat i redigeringsfasen, og når der vises optagelser af regimets vold, er det påført Rambo’ske geværladegreb cirka hver fjerde sekund.

Hvor en revolutionsdokumentar som ’Burma VJ’ troede på styrken af sine egne optagelser og lod en rørende stilhed sænke sig over billederne, ender ’We are journalists’ med at råbe så højt med følelsespåduttende special effects, at det – i hvert fald på undertegnede – virker ødelæggende for netop potentiel indføling.

Dokumentarens anden svaghed er manglende varedeklaration. Store dele af filmen fortælles gennem cirka 10 menneskers beretninger om regimets rædsler.

Fortællerne bliver hverken præsenteret med navn eller titel, man aner simpelthen ikke, om kilderne er politikere, fiskehandlere eller journalister.

I et iscenesat interview fortæller en ukendt kvinde eksempelvis grædende om en voldtægt til kameraet, idet en ukendt mand bag kameraet pludselig iler op foran kameraet og trøster hende med en smøg og et kram. Hvem er den mand? Er det intervieweren, og hvorfor er intervieweren ikke vores ellers interviewende instruktør?

Den forvirring tager til, når man som seer bliver oprigtigt i tvivl om, hvorvidt de forskellige filmsekvenser oprindeligt er regimets egne filmoptagelser, er aktivisters youtubeklip, er reportagefilmning af instruktøren selv eller er rekonstruktion. Tilsyneladende optræder det hele undervejs.

Dokumentarens lyspunkter er hverdagsscener fra Iran, når filmens kilder bliver rigtige mennesker – fra en konference, hvor kameraet spørger en journalist, om han har prøvet at blive fængslet for sine ytringer, hvortil han siger ’selvfølgelig’ i et grin, fordi spørgsmålet er åndsbollet, når svaret er åbenlyst.

Også fortællingens vendepunkt – en scene, hvori en demonstrant slås ihjel af regimet i 2009, og hverken Ahmed eller hans kolleger tør skrive om hændelsen – er stærk, for den rammer ethvert menneskes indre konflikt mellem ideologi og pragmatisme.

Ahmad Jalali Farahani og hans kollegers mod er exceptionelt, og som en tydelig berørt Ahmad fortalte efter biografvisningen, har kildernes angst for det iranske styres reprimander gjort filmen svær at producere.

Dokumentarens overordnede tema og personlige vidneudsagn er principielt vigtigt. Desværre overdøves væsentligheden af overdreven brug af special effects og forvirring over, hvem der taler til os.

’We are journalists’
Instruktion: Ahmad Jalali Farahani

Dokumentaren blev vist på DR2 den 11. november.

Ida Nyegård Espersen er freelancejournalist
 

Foto: Leila Malekmohammadi

Kommentarer
1
Per Meinertsen
13.11.14 18:24
Det er uhyre sjældent
Det er uhyre sjældent anmeldere beskæftiger sig med lydsiden på de film de anmelder, og det til trods for at lyden, og meget ofte musikken, er vigtige fortælleingredienser.
Dette er lidt underligt, men skyldes nok at oplevelsen ved lyd og musik er noget sværere at forholde sig til, da disse udtryk er mere abstrakte og normalt sniger sig ubemærkede ind i underbevidstheden sideværts fra, i modsætning til de mere konkrete billeder som kommer til os forfra.
Kun når lyden og/eller musikken bliver for meget – bliver for påtrængende i en grad som fx Ida Nyegaard Espersen beskriver i denne anmeldelse, lægges der ind i mellem mærke til den del af filmens udtryk.

Og i sådanne situationer er det godt og nødvendigt at nogen råber vagt i gevær, da uheldig brug af musik og effekter i alt for mange film og især tv-produktioner for lov at svække eller ligefrem ødelægge en filmisk fortælling.
Filmskaberne selv opdager det ikke nødvendigvis, da de lader sig forblinde og forføre af egen kreativitet og fortællekraft, og de synes selvsagt det er godt, det de laver.

At dømme ud fra anmeldelsen af den her aktuelle film, befinder vi os formmæssigt et pænt stykke oppe på svulstighedsskalaen. Dette er ærgerligt for så vigtig en film.
En mindre ambitiøs, dvs. en mere nøgtern redigering hvor musik og effekter var benyttet mere kultiveret, ville givetvis have klædt filmen. Og budskabet er jo som udgangspunkt rigeligt stærkt, så hvorfor al denne vulgære dramatisering?
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen