Bog: She Said: Breaking the Sexual Harassment Story That Helped Ignite a Movement

Forfatter: Jodi Kantor og Megan Twohey

Forlag: Penguin Press, Random House, LLC

(310 sider, 260 kroner)

–

Bog: Catch and Kill: Lies, Spies, and a Conspiracy to Protect Predators

Forfatter: Ronan Farrow

Forlag: Little Brown and Company, Hachette Book Group

(448 sider, 220 kroner)

Er der virkelig brug for to bøger om Harvey Weinstein fra tre af USA’s dygtigste, Pulitzerpris-vindende, undersøgende journalister? For alle, der har fulgt blot en smule med, da #metoo-bevægelsen tog fart, er det et relevant spørgsmål.

For i takt med afsløringerne af overgrebene, den nu herostratisk berømte badekåbe, brusebadene og Weinsteins trusler, som alle blev afsløret nærmest i takt fra The New York Times og The Newyorker, der er de to medier, de tre forfattere arbejder på, meldte en vis træthed sig også; en ”nu ved vi det, tak”-attitude, som også har været tydelig i dækningen i de danske medier af både #metoo som bevægelse og Harvey Weinstein, som i øvrigt i december just har indgået et dyrt forlig med flere af de kvinder, som anklager ham.

Men til dem, der måtte tøve – og jeg tænkte selv over, om jeg orkede at læse de to bøger, da de udkom for et par måneder siden – kan jeg blot sige: Glem alt om Weinstein-fatigue.

Disse to bøger burde være grundpensum på enhver journalistuddannelse, og alle med interesse i medier og journalistik bør kaste sig over dem øjeblikkelig. Det er der flere grunde til.

For det første fordi de er velskrevne og hamrende spændende. Som læser bliver man væltet omkuld og revet med i rasende fart over stok og sten som i den bedste krimi. Og nej, man kan ikke nøjes med den ene bog. For nok dækker de samme historie om afsløringen af Weinstein (’She Said’ tager sagen om udnævnelsen af Brett Kavanaugh til højesteretsdommer med – det er en skam, og den slutning kan fint springes over), men vilkårene for de tre undersøgende journalister er radikalt forskellige.

Weinsteins metoder udgør det direkte, rå og uhyggelige element. Truslerne mod skribenter og medier, undvigelserne, de monster-dyre advokater, overvågningen af dem og brugen af tidligere Mossad-agenter med falske identiteter i firmaet Black Cube er som hentet lige ud af en Hollywood-thriller.

Men for det andet, og en særlig gevinst for mediemennesker, er begge bøger lærestykker udi kunsten at bedrive afslørende journalistik. Og når det gælder vilkårene for udøvelsen af journalistikken, adskiller de sig radikalt.

Makkerparret Kantor og Twohey har verdens fineste avis, The New York Times, i ryggen hele vejen igennem deres forbilledlige arbejde. Vi kommer bogstavelig talt med helt ind i kontorerne, og vi hører om diskussionerne og møderne bag en journalistisk arbejdsproces med vilkår, som danske journalister kun kan drømme om. Bag det undersøgende arbejde og research – først og fremmest om, hvordan de to langt om længe får rædselsslagne kvinder til at tale og ikke giver op, heller ikke efter at den ene og så den næste verdensberømte Hollywood-stjerne afslår at tale – ligger en avis, hvor ressourcerne synes uendelige. Der gives tid til arbejdet. Fakta-tjekkerne arbejder natten igennem, og de tilknyttede redaktionschefer i kulissen er selv levende legender i amerikansk journalistik – også selv om ingen ’almindelige mennesker’ har hørt om det. Dean Baquet, New York Times’ chefredaktør, er en redaktør, alle vi skrivende drømmer om: Empatisk, skarp, ubøjelig og lynende intelligent. Og altid på sandhedens og sine journalisters side. Her tøves ikke, når Weinsteins stjerneadvokater truer med retssager og erstatninger og forlanger udleveringer af materiale eller kilder.

Kontrasten til Farrows arbejdsplads, NBC, kunne ikke være større. NBC er også et prisbelønnet og normalt dybt respekteret medie; og dertil USA’s næststørste tv-station med 7,5 millioner seere (kun slået af CBS, der ligger på 9 millioner). Men her har journalisten, Ronan Farrow, bestemt ikke ledelsens opbakning. Tværtimod forsøger cheferne med alskens krumspring og afledningsmanøvrer at lægge Farrow hindringer i vejen, efter at de først har givet ham en valen opbakning.

Farrow opdager bagefter, hvordan Weinsteins og hans filmselskabs magt går hele vejen til toppen af NBC, hvor cheferne bøjer sig, og hele maskineriet retter ind. Farrow modarbejdes til det sidste, og til slut er der kun ham selv og hans producerkollega – der ligesom Farrow også ender med at sige op – som holder fast i historien.

NBC har efterfølgende været ude i et forsøg på massiv damage control i de amerikanske medier, men skaden er sket. Farrows dokumentation er enestående og overbevisende. De fleste vil kende udfaldet: Farrow går til The New Yorker, der senere bringer historien med flere detaljer end The Gray Lady, blot få dage efter at Kantor og Twohey har breaking news i NYT om Weinstein i oktober 2017.

The rest is history. Så det er ikke Weinsteins serie-overgreb, der gør disse to bøger til de bedste, jeg har læst om journalistik i det seneste tiår. Det er den fabelagtigt velskrevne historie om vilkårene for at afsløre magtens top i den på mange måder pilrådne amerikanske underholdningsindustri, der gør de to bøger til årets mest oplagte julegave til mediefolket.

Dertil kommer, at ’Catch and Kill’ også går i dybden med netop den praksis, som har givet navn til bogen (altså ’fang og dræb’-metoden, der kort sagt går ud på, at magtfulde mænd som eksempelvis USA’s nuværende præsident indgår aftaler med visse tabloid-medier om, at disse ’fanger’ en opsigtsvækkende historie, hvorefter historien ’dræbes’ mod et vist beløb. Så vidt jeg ved, er det ikke en praksis, der findes i Danmark). Få fat i de to bøger. Du vil ikke fortryde.

 Annegrethe Rasmussen er USA-korrespondent og chefredaktør