ANMELDELSE. Man siger, at når du råber ad et barn, så hører det ikke ordene. Barnet opfatter kun vreden. Sådan har jeg det med ytringsfrihedsdebatten og de andre store debatter, der er oppe i tiden. Jeg hører ikke længere ordene. De debatterende (‘de voksne’, om man vil) hører kun sig selv og dem, de er enige med. Derfor var jeg på forhånd lidt skeptisk ved at skulle læse Charbs 88 siders manifest, der skulle blive hans sidste indlæg i dén debat.

Charb befinder sig på en mærkelig måde inde i midten af det hele, som en religionskritisk deltager, der ikke tilhører nogen af fløjene, og som derfor både blev hadet af radikale islamister og af store dele af venstrefløjen, der beskyldte ham for islamofobi. Elsket af den yderste højrefløj var han heller ikke; derude er man jo meget glad for kristendommen.

Fra den position – som et af debattens store omdrejningspunkter – er manifestet en opsummering af, hvad der driver ham, men også en reaktion på de forskellige sager, der har været (retssager, brandattentater, diverse debatter).

Hans syn på problemerne er i grunden slet ikke så firkantet og skingert, som det ofte gøres til. Som ateist er han naturligvis modstander af religioner og religiøse magthavere. Men han skelner meget skarpt mellem kritik af islam (af venstrefløjen kaldet islamofobi) og racisme. Det er bogens måske vigtigste pointe, at islamkritik ikke er det samme som racisme: ”Mens vi diskuterer, om det er udtryk for racisme eller ej at kalde Koranen for en åndssvag bog, vrider racisterne sig af grin.”

Herudover anklager han massemedierne for at puste til ilden og give de radikale muslimer alt for meget opmærksomhed. Massemediernes generaliserende billede af muslimerne mener han er langt værre end de karikaturer, han selv og de andre tegnere bidrog med på Charlie Hebdo. Journalisternes ensidige vinklinger og salgsfikserede fokus på karikaturtegningerne bidrager til frygten og forvrænger billedet af muslimerne (og mange af debattørerne har en interesse i at misforstå karikaturerne, da det giver opmærksomhed). Han anklager endda en stor del af de venstreorienterede for reelt at være lige så racistiske som højrefløjen, fordi de ser muslimen, før de ser mennesket.

Manifestet er en kritik af religioner. Men det er også en mere overordnet kritik af alt, hvad der er helligt, som for eksempel det franske flag og den nationalisme, det symboliserer. Man er ikke i tvivl om Charbs væmmelse ved autoriteter og magthavere, om det så er stater, religioner, eller massemedier.

Jeg fornemmer hos Charb en større respekt for det enkelte menneske, end man finder hos andre toneangivende ateister, for eksempel Richard Dawkins, som har en langt mere overlegen attitude. Skråsikkerheden har de til fælles, men Charb har respekt for individets ret til at tro, selv om han ikke deler troen. De religiøse magthavere derimod, dem foragter han.

Charbs bog er i sin form tættere på et læserbrev eller en lang passioneret tale end et egentligt manifest. Dertil er den for løs i formen og sine steder en kende tegneserieagtig. Som når Charb sammenligner religiøse bøger med kogebøger:

”Din nabo bager pandekager uden gluten, fordi han er allergisk? Der står ikke noget i Den Hellige Skrift [kogebogen] om hans tilfælde? Brænd din nabo, den gudsbespotter. Han bruger for meget smør, når han smører sin kageform? Død over ham.”

Det havde været en sjov tegning. Men jokes i et manifest? Naarjh.

Og det er bogens eneste svaghed. Jeg vil i stedet anbefale at læse den som et vigtigt og nuanceret indlæg i diskussionen om ytringsfrihed og blasfemi. Fra en mand, som endte med at blive offer for andres unuancerede syn på det samme.

BOG: Hvordan de som råber islamofobi i virkeligheden går racisternes ærinde

FORFATTER: Stéphane Charbonnier (Charb)

FORLAG: Informations Forlag

88 sider, 99 kroner

Anmelder: Philip Ytournel, bladtegner, Politiken