search

Anmeldelse af anmeldelse

Jeg hader anmeldelser og gamle sure mænd med alt for løse meninger og alt for stive håndled og pegefingre.

Jeg hader anmeldelser og gamle sure mænd med alt for løse meninger og alt for stive håndled og pegefingre.

Kulturjournalistikkens anmelderskare er befolket af mennesker med forventninger, krav og indsigter, som resten af verden ikke kan bruge til ret meget. Det er en verden af især gamle mænd, der anmelder alt fra børnebøger og ungdomskrimier til bryllupsfilm og tv-shows. En lillebitte lukket enklave af underlige personager, der kun kommer ud af deres semi- eller ærke-akademiske skab, når de skændes med hinanden om deres bijob for forlag og andre kulturinstitutioner, plankning af stof eller om en mening – deres ultimative sandhed i form af en nydeligt indpakket mening om en smag, sanset i et kort øjeblik.

Det handler ikke om piedestaler eller om en elite, der vurderer andres livsværker. Det handler om helt almindelige mennesker med en videregående uddannelse, der får løn for at træde ud af mængden og håne andres hjerteblod. For anmelderne er kun mennesker, primært mænd over 40 år. Dermed indgår de ikke altid i målgruppen for produktet. Men det er medierne ligeglade med. Når man har en anmelder, så anmelder han alt muligt. Målgruppe eller ej. Nogle gange afslører anmelderne manglende viden om det, de anmelder. Det virker, som om de ikke var åndeligt eller mentalt til stede under indtagelsen af produktet. Men den ene kerneværdi, som anmelderne især mangler, er respekt. Respekt for det arbejde, som er produceret, respekt for målgruppens forventninger, krav og indsigter. Respekt for kunsterne, der har udført arbejdet.

Så lad mig derfor straks præsentere en af undtagelserne for denne kritik: Anne Middelboe fra Information. Når hun anmelder teater, bliver man både klogere og gladere. Fx skrev hun før jul om julens teaterstykker: "Usynlige dukkespillere fører poesien gennem stjernerne, og organisten spiller med bare ben i engleskjorte, så kejser Augustus kan få sine folk talt op. Netop i denne mærkelige svævedans mellem det jordnære og det ophøjede rammer Gruppe 38 en julestemning, så man bliver helt stille og knuger den brunkagemand, som nogen anbragte i ens hånd undervejs."

Anne Middelboe respekterer dem, der leverer kunsten, og hun kritiserer, men altid med respekten helt fremme på forreste række og med indlevelse i produkt, kunstnere og målgruppe som overskudsagtige verbale sidemænd. Jeg får mulighed for selv at leve mig ind i nydelsen og efter endt læsning beslutte, om jeg har lyst til at se denne forestilling eller ej. Jeg forstår, hvad den indebærer.

Helt ude i den anden ende af spektret finder man sådan en som denne her. En mandlig anmelder bedømmer bryllupsfilmen "27 bryllupper": "I stedet for at blive ramt af brudebuketten, fejer filmen samtlige klicheer op fra kirkegulvet og fyrer dem af i snotten på sit publikum." Respekt for formatet? Næh. God og indsigtsfuld anmeldelse? Nej. Kan jeg bruge den til noget? Overhovedet ikke.

På nettet kan man i stigende grad følge, hvordan læserne reagerer på anmeldelserne. Her giver læserne restaurant Quinns i København fem kokkehuer, mens anmelderen giver stedet to: "Vi savnede fokus og en tydelig tone fra Irland. Denne aften var der for lidt Irish food og for meget Irish blues i køkkenet."

Hvem har ret? Er det alle kokkens venner, som har stemt? Eller er anmelderen for snævertsynet og lægger sin vinkel ned over anmeldelsen som en kvælende plastikpose?

"Nej, dette fantasi(mis)foster burde ganske enkelt aldrig have været produceret. Det er uinteressant, u-underholdende og utroværdigt, og tjener hverken som formidling af et stykke historie eller blot som en underholdende krimiserie. Og det burde folkene bag næsten have kunnet sige sig selv på forhånd," skriver Ekstra Bladet om serien Blekingegade.

Bagklogt, smart og fordømmende, men ikke særligt analyserende, indsigtsskabende eller interessant for mig som læser. Problemet er, at de anmeldelser, som virkelig sviner et produkt til, ofte ender med at være de sjoveste at læse. Dermed bliver det ukærligheden, sarkasmen og nedrigheden, der vinder over det indsigtsfulde, følsomme og æstetiske. Hvorfor er det så svært at skrive godt, hvis man skriver med ægte respekt? Tag et kursus hos Middelboe.

Det værste er dog Weekandavisens tillæg "Bøger". Jeg citerer fra seneste udgaves forside, indledningen:

"For et par uger siden anmeldte vi her i Bøger den afdøde galiciske poet Emilio Alvarez' Efterladte digte. Det var denne skribent, Lars Bukdahl, der var anmelderen. Nu kan jeg godt ærgre mig over.."

Og side 4: "Når jeg står ved poesireolen i en for alvor velassorteret amerikansk boghandel, eksempelvis St. Marks Bookshop i hjertet af Manhattan, gribes jeg uafværgeligt af en på samme tid frustrerende og frugtbar forvirring:…" (Forfatter: Lars Bukdahl)

Og tredje gang på side 10:

"Man læser Dickens hedder en fin, lille bog fra 1949 af professor Christian Elling om Charles Dickens' livagtige husbeskrivelser. For det gør man jo! Og man kan læse Dickens på mange måder; man kan læse ham akademisk, som jeg, Lars Bukdahl , gjorde, da jeg i tidernes morgen skrev universitetsspeciale om Vor fælles ven (1865); man kan – man kan ikke lade være, hvilket alvorligt forstyrrer den akademiske læsning – læse ham af ren læselyst, som jeg har gjort (alt for lidt) lige siden."

Det er indforstået og selvcentreret og fuldstændigt ubrugelig journalistik. Bukdahl omtaler sig selv, ham, Lars Bukdahl, først og mest indlevende. Bogen kommer bagefter. Modtageren, jeg, Lene Rimestad, kommer til sidst, hvis hun overhovedet er inviteret med til festen.

I bedste fald meningsløst og ligegyldigt. I værste fald skadeligt for kulturens mange ansigter og vores nydelse af den. Jeg foretrækker til enhver tid nettets mange produktomtaler og anmeldere frem for avisernes skarer af selvtilstrækkelige gamle stive håndled.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen