Kort før middag torsdag sluttede anklagemyndighedens procedure med krav om, at alle seks tiltalte dømmes efter anklageskriftet. Specialanklager Morten Frederiksen fremhævede afslutningsvist, at der var tale om særligt skærpende omstændigheder – systematisk overvågning af mindst 135 personer mod betaling – som gjorde det muligt at hæve strafferammen, så sagen ikke er forældet: Overvågning i døgndrift for at tjene penge.
Frederiksen sagde, at krænkelsen gjaldt helt afgørende samfundsmæssige interesser, muligheden for at et betalingssystem kan fungere i tillid uden en selvbestaltet Big Brother. Gentagne gange har vi siden kreditkortets opfindelse hørt skrækhistorier om en Big Brother, som vi fik at vide ikke kunne findes, men så kom han i denne sag. Og tilmed med oplysninger, der havde sikkerhedsmæssige konsekvenser i forhold til eksempelvis statsministerens eller kronprinsens opholdssteder.
Og anklager Henrik Uhl Pedersen tilføjede, at risikoen for at nedbryde tilliden til kreditkortsystemet var alvorlige.
Det hele var for at skaffe oplysninger til historier. Tjene penge. Målet var at skrive de bedste sladderhistorier. Midlet var langvarig kriminalitet med overtrædelse af straffeloven.
Kravene om straf til hver enkelt sammenfattes her:
Kravet om straf til kreditkortkilden PBH lød på to et halvt til tre års fængsel ubetinget, ”da der er tale om grov kriminalitet”.
Han skal, ifølge anklageren have den strenge straf, fordi han tog initiativet og brød tilliden i Nets, og han solgte oplysninger til Se og Hør for at tjene penge, en betaling på op imod 400.000 kroner. Han blev ikke lokket ind. Han ringede ind og sagde, hvor de kongelige var. PBH har ikke udtalt sig under sagen. Fortjenesten kræves desuden konfiskeret.
Kravet om straf til tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup lød på op imod to års ubetinget fængsel.
Begundelsen var især, at Qvortrup havde det egentlige ansvar – han skulle ikke dømmes som medvirkende, men som den egentlige handlende. Han havde begået den kriminelle handling ”i forening” med kreditkortkilden. Han var ikke medvirkende, men handlende. Han aftalte lønnen, bestikkelsens omfang. Han var øverst ”i det kriminelle hierarki”, mens de øvrige lå under hans niveau og skulle dømmes som medvirkende. Han havde, sagde anklageren, indset, at tys-tys-kilden ikke kunne have retmæssig adgang til oplysningerne. Det er ikke en formildende omstændighed, at han var der i kort tid, for han skabte præcedens for brugen, og han ignorerede advarsler. Straffen skal være betydelig for at afskrække enhver.
Kravet om straf til den kortvarige midlertidige chefredaktør Per Ingdal lød på halvandet til to års ubetinget fængsel.
Der var blandt andet den begrundelse, at han som både ansvarshavende chefredaktør og udgiverdirektør havde haft en handlepligt til at standse ulovlighederne, og dermed blev hans passivitet en accept af ulovlighederne. Anklagemyndigheden mener, at Ingdal skrev en ”alibi-mail”, da man ved fyringen af Ken B. Rasmussen frygtede, at han måske kunne hævne sig ved at fortælle om tys-tys-kilden. Afskrækkelse var kernen i kravet.
Kravet om straf til tidligere chefredaktør Kim Henningsen lød på op imod to års ubetinget fængsel.
Kravet om straf til tidligere journalist Kasper Kopping lød på 8-10 måneders fængsel, nærmere 10, og retten må overveje, om straffen helt eller delvist kan gøres betinget.
Efter en samlet vurdering af anklagemyndighedens samlede indlæg lægges der åbenlyst vægt på hans langvarige deltagelse, en afgørende rolle med den tætte kontakt til kreditkort-kilden, formildingen til kollegerne og hans erkendelse af, at det var målet, ikke midlerne, der optog holdet, og at han også fortsatte, da Qvortrup havde forladt huset – ordren var der ikke mere. Han fortsatte og var begejstret for kilden. Han havde ikke noget overordnet ansvar.
Kravet om straf til journalist Ken B. Rasmussen lød på 8-10 måneders fængsel, og retten må overveje, om straffen helt eller delvist kan gøres betinget.
Det blev begrundet med, at anklagemyndigheden ikke troede på hans forklaring om en nærmest passiv rolle. Han havde modtaget 333 sms-beskeder med 662 oplysninger fra kreditkortkilden, som han også havde omtalt som ”for vigtig til at miste”.
Anklager Henrik Uhl Pedersen sluttede sin gennemgang med temaet om, hvorvidt der var formildende omstændigheder for pressefolkene, men nej. Det var sladder, ikke journalistik af samfundsmæssig interesse.
Ovenstående er skrevet på basis af en sammenfletning af de argumenter, der blev fremhævet af senioranklager Morten Frederiksen i den generelle procedure og anklager Henrik Uhl Pedersen, der fremlagde anklagemyndighedens strafpåstande.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg håber virkelig, at dommeren følger anklagerens anbefalinger, for de pågældende journalister har jo gjort det stik modsatte af, hvad en god journalist burde gøre.
En rigtig journalist ville da sætte en ære i at afsløre, at en EDB medarbejder i Nets sad og overvågede kendte danskers gøren og laden med deres kreditkort, og at han tillige forsøgte at sælge de oplysninger, som derved var kommet til hans kendskab.