Coronasnyd

Anklager kræver kæmpebøde til tidligere Børsen-chefer

Står det til anklageren, er det ikke slut med at uddele bøder i sagen om Dagbladet Børsens snyd med støttekroner

Dagbladet Børsen har allerede fået en bøde på omkring 325.000 kroner, efter at politiet har afsluttet sin undersøgelse af avisens snyd med corona-støtteordningen.

En bøde, der er to gange så høj som det beløb, der blev snydt for, og som ansvarshavende chefredaktør Bjarne Corydon har accepteret.

Men står det til anklager, er det ikke slut med bøder i sagen.

Anklager kræver nemlig en ”skærpet tillægsbøde på 650.000 kroner” til de tre tidligere medarbejdere, der er blevet tiltalt i sagen. Det fremgår af anklageskriftet, som Journalisten har fået aktindsigt i.

Tre chefer tiltalt

Sagen begyndte at rulle i april 2021. I sidste uge kunne politiets Enhed for Særlig Kriminalitet oplyse, at der er rejst tiltale mod tre tidligere ledende medarbejdere i sagen.

Der er tale om tre tidligere chefer, der alle er tiltalt efter straffelovens § 289 a, der blandt andet handler om at afgive urigtige eller vildledende oplysninger for at få tilskud eller støtte fra danske myndigheder.

De er til dels også tiltalt efter straffelovens § 21, der handler om medvirken til forsøg på forbrydelse.

De er samtidig tiltalt efter § 81 d, som under pandemien skærpede straffen for lovovertrædelser i sammenhæng med epidemien i Danmark.

Seks millioner til undersøgelse

Tilbage i april 2021 oplyste Bjarne Corydon, at han havde bedt en ekstern advokat undersøge et tip fra en whisteblower.

Tippet handlede om, at Børsen muligvis havde forsøgt at udskyde annonceaftaler i en periode for at modtage mere i coronastøtte, end man var berettiget til. Advokatundersøgelsen bekræftede den mistanke og kom frem til, at Børsen havde fået udbetalt 126.655 kroner for meget. Ifølge politiets efterforskning er beløbet 163.075 kroner.

De tiltalte skal ifølge anklageskriftet have anmodet Børsens sælgere om at begrænse salget af annoncer og udskyde eller skubbe omsætning til efter kompensationsperiodens udløb.

Fordi der blev indført dobbelt straf for corona-relaterede forbrydelser under pandemien, fik Børsen en bøde på lige omkring 325.000 kroner.

Fire medarbejdere, herunder tre i annonceafdelingen, blev fyret på baggrund af sagen. Børsen har brugt omkring seks millioner kroner på advokater og revisorer, der har undersøgt sagen.

0 Kommentarer