Det var en misforståelse, som lå til grund for anholdelsen af en mand i Khashoggi-sagen tirsdag. Det oplyser politikilder ifølge Reuters.
Den anholdte mand blev antaget for at være mistænkt i sagen om drabet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi.
Men politikilder siger nu, at navne er blevet forvekslet, og at den anholdte vil blive løsladt.
Den 33-årige mand blev ifølge medierapporter anholdt af politiet i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris tirsdag.
På det tidspunkt blev det rapporteret, at det var et tidligere medlem af den saudiarabiske kongelige garde. En mand, som af FN var identificeret som en af Jamal Khashoggis drabsmænd.
Jamal Khashoggi blev slået ihjel på Saudi-Arabiens konsulat i den tyrkiske storby Istanbul i oktober 2018.
I en pressemeddelelse fra den saudiarabiske ambassade i Paris nægter landet, at den 33-årige skulle have været involveret i drabet.