Med Radio24syvs fødsel for et år siden røg jeg ud af arbejdsløshed og ind på kanalens kulturprogram i rollen som sidekick for kultureliten. Kanalcheferne Brügger og Bertelsen mente, at jeg var bedst, hvis jeg blev holdt lidt uden for det hele. Nu, et år senere, har jeg kuppet mig til en hovedrolle i kampen mod almindeligheden.

Hele balladen startede ellers så godt her i afdelingen. Vi så os selv som en slags journalistisk Thylejr, med Krudtugler på køl og ret til at ryge indenfor og et enstemmigt nej tak til hæve/sænke-borde. Vi skulle om bagved og nedenunder og være en vild og varm mikrofonfinger i øregangen, vi var, kort sagt, klar til at sprænge banken med vores kanalchef-certificerede ret til frie fald og frisindede formater.

Vi på Radio24syvs kulturprogram AK24syv var så tændte, at var der gået en tilfældig mellemleder forbi ude på gangen af den slags med billig blazer og spidse sko, ja, så havde vi rullet ham i tjære og fjer lige på stedet. Hele vejen ud til Ørestaden eller deromkring. Verbalt, altså.

Nu er der gået et år, jeg er lige blevet mellemleder, eller rettere en slags redaktør. Og vi har for længst fået hæve/sænke-borde, og så sent som i forgårs fik vi en ny, flot opvaskemaskine med vario speed-funktion, og mens jeg skriver det her, kan jeg se, at den stadig står pænt indpakket midt på mødebordet, som en slags elephant in the room – som man siger på engelsk. Altså det indlysende problem, som ingen rigtig tør gå i lag med.

foto: Rasmus Weng Karlsen

Hvor det for et år siden handlede om at lave intens og vedkommende radio, som var det vor sidste dag på Jorden, så kan jeg se drømmen om dueslag, brødristere, frugtordning, drikkevandsautomater og egne kontorer med fjernvarme og personlig printer komme krybende. Man kalder det DR-syndromet. Derude får de passiv stress af den slags. Passiv stress. Jeg kan kun nikke høfligt og medgive, at jeg heller ikke har tid til at tage opvasken, mens jeg føler mig hjemsøgt af den sidste sætning i radioens erklærede programmission, som lyder: “Det eneste, vi frygter, er det almindelige”.

Nu er jeg så heller ikke ansat på helt normale vilkår. Dels sidder jeg slet ikke fysisk på Danmarks nye taleradio i centrum af København, dér kommer jeg stort set kun om aftenen, hvor jeg er den ene af værterne på kanalens kulturprogram ved navn AK24syv. Til daglig sidder vi i et øvelokale i det fjerneste hjørne af Kødbyen, indrettet af såkaldte pikpunkere og nu besat af en broget flok freelancere aka ‘eksterne leverandører’, der overtager senderen, når mørket falder på fra 18.05 til 3 om natten.

De andre, de fastansatte, hører til på hjørnet af H.C. Andersens motorvej, hvor også Peo­ples Group, der ejer os sammen med Berlingske Media, har hjemme. Vi kalder huset for ‘Danske Bank’, fordi de kedelige kontorlandskaber suger al spøg og skæmt ud af dig. Indretningsdesignere har efterhånden fået frisket det hele lidt op, men det er altså stadig ikke nogen fest at spadsere igennem nyhedssekretariatet, hvor de er pressede af evig medie-monitorering og konstante deadlines. I den forstand misunder jeg ikke nyhedshajerne på kanalens flagskib, for i den verden er succeskriteriet vist at få flest mulige lyttere.

For os mørkemænd handler det mere om dedikerede lyttere, hvorfor de galoperer derudad med skum og støn, mens vi andre slentrer rundt og selv synes, vi får nogle vildt spontane og alternative radio-tanker. Men jeg må sikkert snart indse, at andre journalister før mig har forsøgt at revolutionere branchen med impro-interviews og gak gak i gågaden, men at de fleste vender tilbage til synops og sædvane. Eller bare ender som en parodi på sig selv a la Anders Lund Madsen.

Måske kan jeg også ende min nedadgående karriere som medieklovn. Jeg er ved at være der. Især, når jeg stjæler frikadeller i Peoples Group-kantinen, hvor os Kødby-freelancere ikke må spise af buffeten, medmindre vores chef, Peter Engel, har ringet til deres chef, Jørgen Ramskov, så han kan orientere kokken om antallet af ekstra gæster. Nogle gange tager ingen af dem telefonen.

Sådan er det, når man har sparet fedtlaget væk, altså de mellemledere, som især kanalcheferne Mads Brügger og Mikael Bertelsen (kaldet M&M) så ofte har udtrykt var skyld i den tiltagende djøfisering af Danmarks Radio. På Radio24syv er der ellers ikke langt fra spørgsmål til svar, hvis man spørger chefen selv. Det er selvfølgelig positivt, synes jeg, for Ramskov lukker og låser aldrig sin dør. Han er jo typen, der går med ørering og hører heavy (lyder rygtet!), og han siger selv, at der ikke er noget at skjule eller stjæle på chefkontoret, hvorfor jeg flere gange er gået direkte ind for at få en akkreditering til Roskilde Festival eller få en fornemmelse af, om mine seneste satireindslag egentlig er sjove. Jørgen vil gerne have mere at grine af.

Han ville gå i krampe, hvis han vidste, hvordan jeg har skabt mig for at få magten i vores Thylejr af en kulturafdeling. Jeg startede som en form for drillepinds-agtig sidekick for en række profilerede kulturikoner såsom Michael Thouber, Mikkel Munch-Fals, Kristian Leth og Simon Kvamm. Sidstnævnte ville hellere have sit eget soloshow, så det fik han. Jeg blev hurtigt træt af blot at stå på sidelinjen, så en dag i december blev jeg hjemme i seng, på den Maude-agtige måde, fordi jeg var sur over, at vores mest faste vært, Michael Thouber, hele tiden afbrød mig og ligesom skar mig af med den ene arm – som om han var en bom ved en betalingsring. I øvrigt var Thouber også alt for positivt indstillet over for kultureliten, argumenterede jeg. Af og til virkede det, som at han inviterede sine kunstparnas-venner ind i studiet og med et vift med en charmeklud affejede alle kritiske eller blot drilske spørgsmål. Af vores koncept fremgår det ellers, at vi skal hoppe på bakterierne i kulturens mundhule, så Thouber, ham kuppede vi ud.

Nu er han chef på DR2, mens jeg stadig spiller i danmarksserien rent prestigemæssigt. Det har jeg funderet en del over. Til gengæld får vi her på kanalen omtale, som om vi var FCK. Eller måske rettere Brøndby, som man jo frit og fordomsfuldt gerne må hakke på.

Jeg har efter pres fra konen også prøvet at strejke for at opnå færre aftenvagter. Jeg var alene om aktionen og måtte hurtigt sande, at når det handler om solidaritet i radioværts-branchen, så står der altid en opkomling på spring, der gerne vil skubbe et halvgammelt røvhul som mig ud over kanten. Det er derfor, jeg har bidt mig fast og ranet magten til mig. Thylejren er afblæst, det flippede radioeksperiment er sat på standby. På den måde minder jeg om Radio24syv.

Jeg fortalte kanalchef Mads Brügger om den her opgave med at skrive en personlig årsberetning til Journalisten. Han bad mig bringe en præcisering. Han sagde, at jeg jo ikke behøvede at give det indtryk, at det var den rene kolbøttefabrik. Og dér replicerede jeg selvfølgelig, at hvis han tænkte på visse af de nu fritstillede aften- og natteværter, så ville jeg gerne være mand for at understrege deres faglighed. Personligt savner jeg talkshow-vært Morten Vammen, som konsekvent gik til grænsen – og gerne over – med sin bevidsthedsudvidende no bullshit-form og et svært kulørt gæste-galleri af pornostjerner, våbensmuglere, storsvindlere, okkultister og så selvfølgelig almindeligt kendte og ukendte kulturpersonligheder.

Foto: Rasmus Weng Karlsen

På et tidspunkt var der en antisemit, der ringede ind og gav sit besyv med. Dér gik grænsen, måske fordi Vammen næste aften genudsendte samtalen og dermed slog et ekstra slag for den nogle gange så svært håndterbare ytringsfrihed. Senere på sæsonen ringede han selv ind til programmet Nattevagten og udgav sig for at være lytter (hvilket han jo unægteligt var), hvilket DR-programmet Detektor dog lancerede som en skandale. Ledelsen på 24syv har beklaget begge hændelser, men balancen er hårfin. Michael Jeppesen slap i sit program Forfra af sted med at bruge udtrykket ‘den skide jødelobby’ om den jødiske sags nok så kendte lobbyvirksomhed. Her var problemet ordet ‘skide’.

Klager er ofte et spørgsmål om, hvem der helt konkret lytter med på et givent tidspunkt, og her har vi lært, at det overvejende er Mosaisk Trossamfund og Detektor, der sidder klar med en potentiel surley på notesblokken. Et freaket talkshow er erstattet af almennyttig rådgivningsradio, vi sejler fra de vilde farvande og tilbage til de trygge øer, vi kender. Snart er også de tider talte, hvor vi i vores kulturprogram rabler op om Lars von Triers stofmisbrug, Jonathan Spangs lille tissemand, Rasmus Seebachs småt begavede sangtekster, L.O.C.’s selvelskende sell-out, ja, nævn et tabu eller noget, der ligner, og vi har været der.

Alene af den grund frygter jeg på en måde både større lytterkrav og flere lyttere. De 10.000 ører, vi har (vi tæller nu i ører, hvorfor vi har 5.000 flere end de andre programmer), klager nemlig ikke, medmindre jeg synger ‘Nirvana – på danske læber’. Jeg møder gamle damer, der decideret elsker, at vi ikke taler ned til vores tilhørere, jeg møder teenagere, der roser os for at forklare og analysere den ofte indforståede kulturindustri, så også begyndere kan være med. Jeg skrev sgu en autograf i sommerferien. Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg har endda været vært i flere omgange på DR2.

Siger vi journalister ikke altid, at det er det hele værd, hvis bare man har én dedikeret lytter/seer/læser derude? Én, man gør den berømte forskel for? Jeg tænker, at det er ok at være smal, hvis man er det i bredden. Det er i hvert fald bedre end at servere smalkost for den brede masse. På den led nærmer 24syvs frie fald sig måske en landingszone. De siger, at kanalens programmer er blevet downloadet millioner af gange, men det tæller ikke i lytterstatistikken. Måske bliver denne moderne måde at lytte radio på overset af branchen, fordi de fleste forbundsfæller dybest set fryder sig over, at kanalen svæver rundt i bunden af sinus-kurven.

Foto: Rasmus Weng Karlsen

Selv om der indholdsmæssigt ikke er langt fra spørgsmål til svar på 24syveren, altså fra ide til indslag og fra menig til overordnet, så kan der sagtens være langt fra top til bund. Kommunikationsmæssigt, altså. Det er hændt, at jeg er mødt op i studiet, og så er snakkegrejet skiftet ud fra headset til hængemikrofon, hvilket ingen lige fik fortalt. I ugevis lød jeg, som om jeg stod på bunden af en skraldespand, fordi ingen fortalte mig, at hvis man drejede mikrofonen, var der et rødt logo, som gemte på det mikroskopiske hul, man skulle tale ind i. Men jeg er jo ikke tekniker, forsøgte jeg. Hvordan skulle jeg vide, at …? Never mind, lød svaret. Tag fat om den stav og kæmp! Se, det lugtede lidt af revolution. Med le og høtyv indtager vi DAB-båndet.

Jeg skal ikke kede nogen med alle de fødsels­vanskeligheder, der følger med, når kun et eneste hovedstudie kører 24/7, og man i farten overtager fugtige hørebøffer og forkerte tekniske indstillinger. Jeg har lært at padle i spandevis, når udstyret strejker, og der igen er indført nye passwords, uden at det blev mailet videre. Vi kalder det at falde i et snakkehul.

Det er almindelig kendt, at snakkehuls-turbulens kan give udslæt på pionerånden, hvorfor jeg savner en rigtig pilot. Eller bare en slags omvandrende opslagstavle af kød og blod, der får de strukturelle problemer til at flette fingre i radiofonisk vellyd.

Forleden opdagede jeg, at der er startet et nyt program sent fredag aften, der hedder Kultur i ugen, som er et sammenklip af morgen-og eftermiddagsmagasinernes formidling inden for emnet kultur. Men var det ikke os aftenfolk fra AK24syv, der laver kulturprogrammerne? Og skal vi ikke snakke sammen så? Ved nogen, om vi dobbelt-formidler? Har kulturprogrammerne mon det samme emne og den samme gæst på forskellige tidspunkter? Jeg aner det ikke, for jeg har ikke tid til at tjekke. Jeg har jo selv ansvaret for 11 timers radio om ugen, og i den forstand er jeg klart med på at eksperimentere løs for et statsligt tilskud, der end ikke levner plads til professionelle teknikere around the clock. Hvert program står selv for lyden, og der har vi måske taget munden for fuld.

Jeg er godt klar over, at jeg hermed leverer skyts til de kritikere, der netop mener, at kanalen har knas med både lyd, struktur og gæster, der går i ring. Bestemt, og man skal altid indrømme sine fejl, ligesom journaliststanden jo heller aldrig har været bange for at erkende alskens fordomme.
For eksempel var redaktør Palle Weiss fra Jyllands-Posten hurtigt ude med en svada om, at 24syv var en ekskluderende fest for en eksperimentel og ironiserende skare, hvilket allerede dengang mindede mig om, at medier altid er hinanden værst.

Da kanalen blot var tre dage gammel, mente debattøren Michael Jalving, at 24syv var udsat for gruppesex. Således skrev skribenten på kommunikationsforum.dk:
“Betragtet som et kollektiv ligner de et ‘anstændigt’ gruppeknald mellem Liberal Alliance, de Radikale og Feministisk Facebookparti. Østerbro møder Tisvilde, Bernadotteskolen mingler igennem med Krebs Skole og hænger ud med de cafelækre fra Frederiksberg. Gement sagt: københavnere med alt for meget ego, alt for meget trip og gennemgående alt, alt for lidt at have det i.”

Til sidst i klummen understregede Jalving, at han ikke havde ansøgt om nogen stilling på 24syv. Han fik så senere ansættelse i form af en håndfuld æterbårne historietimer her i foråret. Sådan kan det gå.
Også dagbladet Politiken skruede sig selv op til konspiratoriske højder, da de forsøgte at føre bevis for, at en flok journalistiske outsidere nu havde rottet sig sammen i en ny form for indspisthed. Til det har jeg hørt svaret: På de programmer, vores eksterne produktionsselskab har været involveret i, er helt ukendte og uprøvede værter blevet hentet ind direkte fra sidegader i hovedstaden og evighedsstudier i provinsen.

En nattevagt klagede på kforum.dk over, at han ikke blev forlænget, og så var der pludselig en ny kritisk historie fra nærværende fagblad, som kort fortalt gik ud på, at det var synd, at han som freelancer ikke fik vagter i september måned. Journalisten får travlt fremover – hvis man agter at skrive om alle de freelancere, der ikke automatisk bliver forlængede. Ja, det er synd og skam, men uomtvisteligt branchens vilkår. Tag det fra én, der selv har været på fornavn med a-kassens konsulenter. Så altså kan jeg her fra min lille, usikre stol konstatere, at der tilsyneladende ingen grænser er for, hvor småt det må være, når en ny mediekanal skal have albuehug af de store og forsmåede i klassen.

Foto: Rasmus Weng Karlsen

Hvis historikeren Jalving, for eksempel, kigger lidt på, hvordan andre kanaler i sin tid blev modtaget, kunne han skrive en glimrende etårs-fødselsdagsklumme om, hvor fjendske medierne var over for for eksempel DR2, da den kanal gik i luften 30. august 1996. Først var der skriblerier om, at folket blev tvunget til at se DR2 til fordel for en anden kanal i fællesantenne-foreningen. Lidt som når P2 måtte vige for 24syv. På selve TV 2 klagede de dels over, at deres kanal formentlig ville blive kopieret, dels var TV 2 jo normalt nummer 2 på folks fjernbetjeningsknap (DR1 var i den forstand traditionelt nummer 1, forstås), så den plads ville DR2 nok også indtage, og det var jo stærkt forvirrende for alle de stakler, der sad hjemme ved kakkelbordet. Så var der sagen om, at DR2 krævede en særlig antenne, at det var spild af licenskroner, og den nye type antenne ville give dårlig lyd. Altså blev DR2 udråbt som national gøgeunge, allerede inden tæppet gik. Også af politikere.

Daværende medieordfører for Venstre, Helge Sander, skrev i en kronik, at ingen havde bedt om, efterlyst eller savnet en kanal som DR2.
Politiken stod klar til at døbe DR’s lillebror ‘den hemmelige kanal’, og umiddelbart efter premieren kunne man læse, at det ikke umiddelbart virkede, som om DR2 havde noget nyt at byde på. Det daværende dagblad Aktuelt udråbte hurtigt DR2 som en seer-fiasko, og så sent som i 1998 skrev dagbladet Information, at DR2 stadig havde svært ved at finde en profil.

Som i dag blev mediehetzen sat i værk af føren­de dagblade, som villigt trykte læserbreve, hvor folk imellem klager over, at Tivoli nu forlangte to kroner for et toiletbesøg, og at træerne på Højbro Plads var blevet fjernet, formulerede, at de var ved at ‘brække sig over, at DR2 blev finansieret via en forhøjelse af licensen’. Lidt som når Politiken velvilligt lader debattører kalde 24syv for noget ‘lommefilosofisk lort, der straks skal levere pladsen på FM-båndet tilbage til P1’.

Som om man er tvangsindlagt til at høre på ‘snakke-revolutionen’. Nå, men i dag er alle, inklusive medierne, vist enige om, at DR2 er en ubetinget succes. Jeg tror endda, at det er fremme i skoen at mene, at DR2 var bedre i gamle dage end nu.

Jeg betragter 24syv som DR2 på radio. Det er et ganske frivilligt valg, hvor de fleste burde kunne finde sig et lille yndlingsprogram. Ligesom Politiken har sine gode sider, men også er et frivilligt valg, som i øvrigt selv får 60 millioner om året i mediestøtte, plus momsfrihed. Det er fint for mig, i skatteborgernes og mediemangfoldighedens navn.
På den led er ideen om 24syv måske mindre tosset, end man tror, og så kan det da godt være, at radio-revolutionen udeblev (i første omgang), og at sådan én som mig og mine gæster bare snakker og snakker, derinde i hørekassen. Men jeg er foranlediget til at tro, at hvis man blot er nysgerrig nok, så vil man erfare, at alle har noget på hjerte. Man skal bare høre godt efter!

Og så sad jeg her bag et hæve/sænke-bord og så mig selv skrive noget banalt, nemlig det, vi frygter mest her på kanalen: At jeg ville ønske, at især medierne ville lukke øjnene og forsøge at betragte 24syv som en helt almindelig radio. Det er det, den skide opvaskemaskine hvisker om derhenne på mødebordet. At vi er mere almindelige, end man tror.

Foto: Rasmus Weng Karlsen