»Man skal turde være i magtrummet uden nødvendigvis at være en brøleabe, men så brøleaberne tager os alvorligt.«
Ordene er Anne Katrine Lunds. Hun har 15 års erfaring som selvstændig kommunikationsrådgiver og er ekstern lektor i kommunikationsrådgivning på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX).
Hun fik i fredags æren af at runde KL's Kommunikationsdøgn i Kolding af med et oplæg om, hvordan man får ledelsen til rent faktisk at lytte til kommunikationsafdelingen.
Foran et talstærkt publikum af kommunale kommunikationsfolk på Hotel Comwell indleder Anne Katrine Lund med en anekdote om, hvordan man ikke gør.
I sit eget arbejde med at træne kommunikationsrådgivere var hun for nylig på besøg hos en stor organisation, hvor kommunikationschefen netop havde holdt oplæg foran topledelsen.
»Hun startede med at sige tak, fordi I vil lytte til os fra kommunikationsafdelingen, for kommunikation er faktisk vigtigt. Og vi har lavet en analyse af, ja eller analyse og analyse, vi har set lidt på, hvordan… og så kan i godt regne ud, hvad der skete i det rum. Det var en virkelig god analyse. Men ingen tog den alvorligt, når man indtager rummet med lillepige-attituden og hovedet på skrå,« siger Anne Katrine Lund.
Bliver for ofte koblet på i sidste sekund
Hun påpeger, at det mange steder er et reelt problem, at kommunikationsafdelingen ikke for alvor har ledelsens tillid.
»Jeg møder så mange rådgivere, der ærgrer sig over, at deres leder ikke rigtig lytter efter alle de gode råd, de giver. Og jeg kender det også fra min egen krop. Når I har de allermest håbløse ledere, som slet ikke vil lytte efter, så sender I dem jo videre til et eksternt bureau eller sådan en som mig,« siger Anne Katrine Lund, hvilket får salen til at bryde ud i latter.
»Når der skal laves rigtig forandringskommunikation, så bliver vi alt for ofte koblet på i sidste sekund for at lave nogle lækre slides til vores ledere. Vi skal have dem til at forstå, at det ikke er ren overflade, vi skal bruges til, men at vi skal med ind i magtrummet og lave den dybe strategiske sparring, som vi bliver brugt alt for sjældent til,« siger Anne Katrine Lund.
Hun peger på, at kommunikationsfolk også selv har en god del af ansvaret, hvis ledelsen ikke lytter efter.
»Vi budskabstræner lederne, men vi glemmer tit det, vi selv prædiker. Vi drukner ofte vores travle ledere i proces frem for at gå direkte til vores konklusioner og bakke dem op med en risikoanalyse af, hvor galt det kan gå, hvis vi ikke gør sådan og sådan,« siger Anne Katrine Lund.
Topledere kan også være bange
Det er her, vi kommer til angst og frygt som et nyttigt værktøj. For topledere kan også være bange, slår Anne Katrine Lund fast. Bange for at gå på tv eller stå på scenen og tale til hundredvis af medarbejdere.
»Alle målinger viser, at kommunikation er på top tre over de ting, som topledere har det svært med. Det er ikke let, det vi beder dem om. Toplederne får også ondt i maven. De siger det bare ikke til jer, for man kan jo ikke være højt på strå og så have det dårligt med at kommunikere. Men det kommer nogle gange frem, når de hiver en ekstern som mig ind. En kommunaldirektør sagde til mig for nylig: "Jeg får tynd mave hver gang, jeg skal møde mine medarbejdere",« fortæller hun.
»Vi skal finde ud af, om vores ledere er ligeglade med kommunikation, eller om de i virkeligheden er angste for den. Hvis de er angste, skal vi finde ud af, hvad de er angste for. Og hvis de er ligeglade, skal vi finde ud af, hvordan vi gør dem tilpas angste til at ville forstå os. Angst er nyttig, hvis man skal have folk til at lytte,« siger Anne Katrine Lund.
Hun understreger, at hovedudfordringen ikke længere er at få lederne til at forstå, at kommunikation er vigtigt.
»Det ved de fleste godt i dag. Der er heller ingen grænser for, hvor meget de bruger alle hurra-ordene. De ønsker dialog, at være åbne og transparente. Men vi skal turde holde dem op på det og fortælle dem, når det, de gør, ikke hænger sammen med det, de siger.«
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Maja, 5 år, ser Journalisten ligge på bordet med Politikens redaktør på forsiden:
- Han ser godt nok virkelig flot ud. Men også lidt underlig, ikke? Man kan se på hans øjne, at han må have oplevet noget, som han ikke kan lade være med at tænke på. Ellers ville hans øjne ikke se sådan ud.
(Lad de små børn komme til chefgangen!)