Angreb på vinderfoto

Det algeriske styre forsøger at lukke munden på det franske nyhedsbureau AFP ved at fremstille Pressphoto of the Year 1997 som manipulation.

Det algeriske styre forsøger at lukke munden på det franske nyhedsbureau AFP ved at fremstille Pressphoto of the Year 1997 som manipulation.

Hendes portræt er gået verden rundt som symbolet på det algierske drama, hvor op mod 75.000 civile er blevet dræbt af islamiske terrorister. Oum Saad blev fotograferet af det franske nyhedsbureaus algierske fotograf Hocine – han foretrækker at holde sit efternavn hemmeligt af hensyn til sin familie – efter massakren på op mod 100 indbyggere i landsbyen Benthala den 23. september sidste år.
Billedet, som viste en kvinde i dyb sorg efter tabet af sin familie, blev i februar udnævnt til Press Photo of the Year 1997. Nu har »Madonnaen fra Benthala«, som hun er blevet kaldt, stævnet Hocine for æreskrænkelse sammen med lederen af AFPs kontor i Algier, Alain Bommenel og AFPs nyhedschef i Paris, Yvan Chemla. Den eneste fejltagelse, AFP vedkender sig, vedrører identiteten af de slægtninge, Oum Saad mistede. Det drejede sig ikke, som først antaget, om hendes børn men om hendes broder og dennes familie.
»Billedet blev taget på det sted og det tidspunkt, vi har offentliggjort. Og det krænker ikke kvindens ære eller privatliv. Vi har på alle måder respekteret god presseskik,« siger AFPs fotochef, Jean-Francois Lemounier, som af hensyn til den forestående retssag ikke ønsker at kommentere sagen yderligere.
Men franske og algierske journalister er ikke i tvivl om, at det i virkeligheden er det algierske styre, som har fået kvinden til at anmelde AFP. Og at hensigten er at diskre-ditere det franske nyhedsbureau.

AFP skal makke ret
»Sigtelsen er et forsøg på at få AFP til at makke ret. Det er en politisk retssag,« siger en fransk kilde med nært kendskab til sagen.
Det er også holdningen i Reporters Sans Frontières, som beskytter forfulgte journalister verden over.
»Man vil give AFP mundkurv på. Kvinden har ikke selv fundet på at indgive anmeldelse. Der står andre kræfter bag,« siger Jean-Francois Julliard fra Reporters Sans Frontières.
Denne påstand underbygges af flere forhold. Kvindens advokat er også advokat for regeringsorganet Horizons, som startede kampagnen mod pressefotoet ved at beskylde AFP for billedmanipulation.
Beskyldningen blev tilbagevist, da et uafhængigt algiersk dagblad offentliggjorde et lignende billede taget af en anden fotograf og fra en anden vinkel.
Dertil kommer, at AFP længe har været på kant med det algierske styre, som sidste år i en periode inddrog akkrediteringen til en af bureauets journalister. Og tidligere i år kritiserede premierministeren fra parlamentets talerstol AFP for at opfinde massakrer og overdrive antallet af ofre.
Præsident Liamine Zerouals regering er særdeles nærtagende med hensyn til kritik af styrets bekæmpelse af den islamiske terrorisme. Man afviser enhver kritik af styrets evne til at komme terrorismen til livs og nægter desuden, at elementære menneskerettigheder sættes ud af kraft i Algeriet som påstået af flere internationale menneskeretsorganisationer.
Samtidig er både algiersk og udenlandsk presse underlagt meget vanskelige ar-bejdsvilkår. Kritiske algierske aviser er rask væk blevet suspenderet på ubestemt tid, og det er ikke tilladt at importe-re udenlandske aviser. Kun meget få udenlandske jour-
nalister får udstedt visum og får de indrejsetilladelse, kan de kun bevæge sig rundt i landet ledsaget af en militær-
eskorte, som i praksis forhindrer journalisterne i at researche frit.
»AFP er det eneste udenlandske nyhedsbureau, som endnu har en fast stab i Algeriet, mens for eksempel Reuter og AP nøjes med stringere. AFP er derfor den vigtigste kilde til nyheder fra Algeriet og afgørende for den internationale dækning af situationen i Algeriet,« siger Jean-Francois Julliard.

0 Kommentarer