Nichemediet NB-Økonomi, der beskæftiger sig med politisk økonomi, får Anette Claudi som ny midlertidig redaktør fra 15. august.
Det skriver Arne Ullum, chefredaktør og stifter af NB-Økonomi, på LinkedIn.
Anette Claudi erstatter Peter Risager, der indtil videre har været ansat som journalist på halv tid og som stedfortrædende redaktør. Stillingen som redaktør er midlertidig, da NB-Økonomis mål er at finde en fagøkonomisk uddannet redaktør.
”Mens vi leder efter sådan en profil, vil Anette Claudi lede sitet i det daglige og udvikle en række af de journalistiske elementer. Holdet bag NB-Økonomi vil ud over redaktøren bestå af journalist Christina Yoon, researcher og analytiker Oliver Axel Gantriis Johansson samt mig selv, der, ud over at være chefredaktør for hele butikken, vil fortsætte med at levere artikler og analyser til NB-Økonomi,” skriver Arne Ullum.
Anette Claudi har tidligere været redaktør på Journalisten, på TV Avisen, redaktionschef på Politiken og senest kommunikationschef i HK Privat. Hun forlod stillingen i HK Privat i oktober sidste år, efter at medarbejderne havde rejst hård kritik af hendes ledelsesstil. Det fik Anette Claudi til at miste tilliden til medarbejderne og opsige sin stilling.
”Glæder mig vildt til at være 100 % journalist og 100 % digital på det sejeste start-up-medie i vækst – sammen med et ambitiøst hold. Det bliver godt!” skriver Anette Claudi på LinkedIn.