Omar Marzouk og Anders Lund Madsen skal kommentere dagens nyheder i P1 morgen. I et interview med Journalisten.dk forklarer Anders Lund Madsen det blandt andet med disse ord: Mistelten, kronesiden og Beatles.
Han høstede stor succes som Sort Spejder sammen med den nu TV 2-ramte Anders Breinholdt. Men her til morgen gjorde Anders Lund Madsen så comeback i radioen. Hver morgen skal han på P1 kommentere dagens nyheder sammen med stand-up komikeren Omar Marzouk.
»Jeg kunne aldrig nogensinde finde på at forlade radioen. Radio er det absolutte medium, det er så enestående lækkert at lave. Man kan sige noget, og når man ikke har mere at sige, sætter man bare musik på. Problemet er bare, at på P1 kan man ikke sætte musik på. Det er den eneste mistelten, jeg ikke har taget i ed. Til gengæld kommer der radioavis, man kan skifte over til,« siger Anders Lund Madsen, der også har en anden grund til at elske radio.
»Der er minimal forberedelse, fordi det er live. Men vi har fået frie tøjler. Min tanke er bare, at hvis journalisterne på P1 Morgen først beskæftiger sig med et emne, så er døren jo lukket for, at jeg kan sige noget, der er endnu klogere. Så hvis de snakker om regeringsdannelse, er vi nødt til at snakke om noget helt andet,« siger han til Journalisten.dk.
Anders Lund Madsen og Omar Marzouk fik taget P1-mødommen her til morgen. For fremtiden skal de fire dage om ugen bruge cirka 5 minutter før hver radioavis på at kommentere dagens nyheder.
»Idéudviklingen har varet i alt syv minutter, så vi har ikke noget koncept, andet end vi skal forsøge at lave overblik i en konstant strøm af nyheder. Og der er P1 morgen det rigtige sted at være, for de er de bedste til at give overblik. At være overblik i det overblik, det er at være kronesiden på mønten,« siger Anders Lund Madsen og undskylder, at han ikke udtrykker sig klarere.
Anders Lund Madsen skal fortsat være vært for Det Nye Talkshow, der bliver sendt hver fredag. Han er selv lidt forundret over, at P1 Morgen har lukket ham og Omar ind i folden.
»Intet mangler på P1, jeg ved ikke hvorfor de pludseligt har spurgt. De tænker nok, at vi skal ind og sige noget sjovt – Omar er i hvert fald en sjov én. Men de har alerede en fantastisk humor selv, den er meget underspillet. Men om der er noget, der mangler i deres program? Nej, det synes jeg egentlig ikke, men det skal da ikke stoppe mig i at sige ja tak. Det er ligesom, hvis de ringede fra Beatles og spurgte, om jeg ville spille med – det er jo ikke fordi de mangler noget, men jeg ville stadig sige ja.«
14 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Nej rolig nu, Søren. Selv om der i denne tråd er nogle journalister, der åbenbart mener, at man ikke kan eller skal kritisere indhold, så er det naturligvis både tilladt og nødvendigt ifølge min opfattelse. Ellers kan man da ikke forholde sig til noget som helst. De journalister, der ikke mener, at man kan koble indhold og ophavsmand, skulle måske overveje at debattere fuldkornsbrød, hvor det i sagens natur er vanskeligere at finde ud af sådan offentligt, hvem der ødelægger dejen.
Så længe tonen er sober - modsat hvad der gælder de fleste andre steder på nettet - er det naturligvis et must at man kan diskutere, hvad der er skidt eller kanel.
Jeg skal ikke kunne sige, om Journalistens relativt nye redaktør vil opstille andre retningslinjer for, hvad man kan og bør, men da Dansk Journalistforbund ikke er en loge (i hvert fald ikke en, jeg ønsker at være medlem af) så der hviler ikke nogen særlig forpligtelse til at beskytte hinanden.
Sitet her kan også kun dårligt tåle at indskrænke debatten. Den er så minimal, at det da næsten ikke kan blive mere tyndt.
Jeg efterlyser ingen generel person-fnidder eller skyden på hinanden her på siden, da man bare kan gå over på andre blogs og finde masser af argumenter for, hvorfor journalister er det værste på jord, men jævnfør det jeg skrev før, er det nogle gange vanskeligt at afkoble produkt fra person.
Personligt har jeg ingen mening om det, Anders Lund Madsen udfolder sig med, da det er mange år siden, jeg har fulgt med i det.
Jeg synes faktisk, det var befriende - og relevant - endelig at læse sandheden om Anders Lund Madsen - så tak til Søren og Kim.
hvor er I dog nogle ømskindede tanter ... det er ok at bruge fagbladet til pseudonyheden: "Anders Lund Madsen gør comeback i radioen", men at kommentere og kritisere dennes position, det bør man holde sig fra.
Jeg har altså meget svært ved at finde noget som helst nedrigt i min egen kommentar, Jesper. Jeg har ligeledes svært ved at karakterisere det som smagsdommeri. Du er af en anden opfattelse - og har nu meldt dig ud af debatten - og sådan må det være.
Og så synes jeg i øvrigt, at vi skal lade Journalistens moderator bestemme, hvad der må skrives her.
Kære Søren Rathje
Det står dig frit for at mene og ytre dig, som du vil. Men hvad ligner det at bruge journalisternes fagblad som katapult til din galde mod Anders Lund Madsen. Andre steder på nettet finder du hjemmesider, afstemninger og blogs, der netop har til formål at diskutere hvilke tv-værter der nu har stukket næsen for langt frem. Besøg dem næste gang du har brug for at tilsværte mine kollegaer.
Mvh
Søren Larsen
Flere