Anders Langballe Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Anders Langballe stopper som kommunikationschef i Dansk Ejendomsmæglerforening. Det skriver han i et opslag på LinkedIn.
Han har sagt sit job op, fordi ”nu skal der ske noget nyt for mig”.
”Nu slår jeg så en ny kolbøtte. Denne gang er den planlagt. For jeg vil prøve kræfter med et nyt arbejdsliv – jeg vil være selvstændig,” skriver han i opslaget.
Anders Langballe var tidligere politisk redaktør på TV 2 og udgav sidste år bogen ’Forfra’, hvor han fortæller om sin tid som politisk redaktør, hvor han blev ramt af to blodpropper og næsten mistede livet.
I opslaget kalder Anders Langballe det ”grænseoverskridende” at gå fra et fast job, men at han har nye idéer og planer på blokken. Blandt andet vil han fortsætte med at holde foredrag og arbejde videre med at sparre og hjælpe organisationer, virksomheder og andre.