Anders Krab: Vores iPad-produkt bliver helt unikt

På fredag går Børsen i luften på iPad. Det bliver med seks opdateringer - dagligt - og to gange live tv, fortæller chefredaktør Anders Krab-Johansen til Journalisten.dk. Se forsiden af Børsen iPad, og hør om de øvrige planer.

På fredag går Børsen i luften på iPad. Det bliver med seks opdateringer – dagligt – og to gange live tv, fortæller chefredaktør Anders Krab-Johansen til Journalisten.dk. Se forsiden af Børsen iPad, og hør om de øvrige planer.

"Den her mur skal ned."

Anders Krab Johansen fortæller begejstret, mens han peger på en meterlang hvid væg, som i årevis har forskanset hans kontor fra resten af Børsens redaktion på 3. sal i Møntergade i København. Når døren er lukket, er signalet oven i købet noget nær utilnærmelighed.

Men det skal laves om. Væggen skal erstattes af glas, så medarbejderne kan følge direkte med i livet inde hos deres nye ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør.

Og sådan er Anders Krab-Johansen godt i gang med at lave om på det meste, siden han overtog styringen efter Leif Beck Fallesen den 1. januar.

Knap var han trådt ind ad døren, før han droppede samarbejdet med TV2 News. Og da RB-Børsen (100 pct. ejet af Ritzau) købte Nyhedsbureauet Direkt, meldte Anders Krab-Johansen, at Børsen ikke længere kunne bruge Direkt. Børsens abonnenter skal nemlig vide, at fremover er alt indhold, de får leveret af Børsen, unikt.

Det samme gælder med Børsen iPad, der med nogle få dages forsinkelse går i luften på fredag. Hvis ellers alt går vel.

Lige nu arbejdes der på højtryk med teknikken og studiet, for som noget helt særligt får Børsen iPad live-tv to gange dagligt, der skal konkurrere direkte med finansnyhederne på TV2 News.

»Det her er ikke bare en avis på en skærm. Det er et produkt, hvor vi benytter alle de muligheder, som iPad giver,« fortæller Anders Krab-Johansen, mens han fremviser nogle af de første testudgaver af Børsen iPad.

Umiddelbart er der dog stor genkendelighed i avisen. Samme matte lyserøde farve, samme logo, og når man bladrer i avisdelen, som også kommer på iPad, så får man samme indhold.
Men derudover så tilbydes brugerne en del nyt:

Allerede klokken 20 vil man fremover på Børsen iPad få hele debatten med analyser og kommentarer, noget af kultur-universet, da kulturjournalisterne fremover skal skrive specifikt til iPad, og derudover dele af de øvrige nyheder. Hvis ellers man er abonnent på avisen. Og klokken 22:30 er hele morgendagens avis så online – foruden det ekstra materiale i form af fotoserier og grafik, som Børsen iPad også vil byde på.

»Der, hvor vi først og fremmest kommer til at adskille os, er med live-tv, som man både vil kunne se på iPad, iPhone og PC. Om formiddagen sender vi omkring fem minutter klokken 10, mens den sene udsendelse klokken 17 nok bliver omkring 15 minutter. Men da der ikke er noget program bagefter, så får udsendelsen den længde, vi synes er passende.«

Studieværterne bliver i øvrigt de velkendte: Tina Riising og Mai Zeilund Jessen, der tidligere var en del af den nu opsagte aftale med TV2 News.

Anders Krab-Johansen fremhæver, at Børsen iPad bliver det første iPad-medie i Danmark, som går direkte ind og konkurrerer med de gængse tv-medier.
Det sker som følge af hele måden, som Børsen har valgt at betragte iPad-mediet på. Det vil sige som blot endnu en platform, hvor Børsens eksisterende brugere også er til stede.

Anders Krab-Johansen finder en powerpoint frem på sin computer – "Børsen 24/7", der har været brugt som internt værktøj – og viser, hvordan Børsens "kunder" skifter medier i løbet af dagen: Selve avisen læses til morgenkaffen og peaker allerede omkring klokken 7. Dernæst flytter Børsen-folket over på mobilen, som de især tjekker for nyheder på vej til arbejde og særligt frem til klokken 9. Herefter kører Borsen.dk i arbejdstiden. Mest i starten af dagen for siden at flade ud efter 15-16 stykker. For allerede før fyraften er brugerne rykket over på BørsenTV, der topper ved 16-17-tiden. Lidt forskudt følger TV2 News, der topper ved 17-18-tiden. Og endelig herefter er det, at Børsen iPad skal tage over.

Det er i hvert fald målet.

Amerikanske undersøgelser viser nemlig, at medieforbrugere med interesse for erhvervs- og finansstof anvender iPad som deres absolut foretrukne medie i løbet af aftenen og særligt i timerne fra klokken 20 og frem til midnat.

»Jeg tror, at folks medievaner kommer til at ændre sig voldsomt. Men det er også vigtigt at gøre sig klart, at iPad er blot en platform. Lige nu er der en masse hype omkring iPad. Den er fantastisk smuk og kan en masse, men om et år er det noget andet. Derfor siger vi, at indholdet er det vigtigste. Og så handler det om at være der, hvor folk er,« erklærer Anders Krab-Johansen.

»Tidligere skelnede man mellem avisen og de digitale platforme. Den opdeling er forkert. I stedet er det vigtigt for os, at Børsen som et stærkt erhvervsmedie er til stede på den platform, som vores kunder anvender, når de er til stede.«

Som en konsekvens heraf bliver der ikke tale om at satse på et særligt salg af Børsen iPad. Tværtimod bliver produktet en del af den abonnementspakke, som Børsens læsere, seere og brugere har betalt for, første gang de valgte at blive kunder i butikken.

»Er du kunde hos os, så skal du vide, at vi leverer på alle de platforme og lige præcis det format, du har brug for. Og med dit abonnement til 3300 kroner om året får du adgang til det hele med dit password. Derfor prøver vi ikke at lave et kæmpe salg via app. I stedet handler det om at overbevise folk om, at det er nødvendigt med et abonnement på Børsen.«

Tager man et kig på testudgaven af Børsen iPad, så vil man på forsiden kunne se en lille håndfuld prioriterede nyheder, der dominerer, og så ellers en traditionel nyhedsrulle til højre i skærmbilledet. Det er de prioriterede nyheder, som man i løbet af dagen vil arbejde med. Og når man går på med live-tv klokken 10 og 17, så skifter forsidebilledet naturligvis til tv.

»Du får altså et løbende prioriteret nyhedsværktøj, hvor du samtidig har alle de gamle aviser med. Og det uanset om du sidder i Singapore eller et andet sted i verden. Derudover så bruger vi også Børsen iPad til både at lave en lørdags- og søndags-udgave.«

For at få produktionen til at gå op, har Anders Krab-Johansen måttet flyttet rundt på medarbejderne på redaktionen. Men der bliver ikke tale om flere ansatte. Den nuværende stab skal "blot" lave Børsen iPad oven i det eksisterende arbejde.

»Vi prøver at lave en ny arbejdsmetode. Vi har allerede tv-redaktionen og folkene fra lørdags-redaktionen. Dertil kommer en gruppe af medarbejdere, som skal layoute iPad-udgaverne, når de har gjort arbejdet med avisen færdigt. I starten bliver der tale om en lille task force, hvor vi har måttet flytte rundt på folk. Men senere er det tanken at sprede det ud på alle medarbejdere.«

Anders Krab-Johansen har i øvrigt svært ved at pege på andre danske iPad-udgivelser, som han mener leverer noget overbevisende:

»Vi har mest skelet til Wall Street Journal og Financial Times' iPad-udgivelser, som er dem, jeg synes leverer de mest grundige opdateringer. Men også Bloomberg.«

Anders Krab-Johansen har i øvrigt en forventning om, at hver tredje af alle Børsen-abonnenter vil have en iPad eller anden tablet ved årets udgang. Det viser i hvert fald Børsens egne analyser. Og sandsynligvis vil Børsen til sommer gå ud på andre tablet-platforme som Android. Målet er at blive platformsuafhængig.

»Vi benytter os af, at der nu er kommet et teknologi-bølge 2 med trådløse medier, hvor folk har en betalingsvilje fra start. Det prøver vi at kapitalisere på og vende folk til, at de får mere bag passwords.«

Ifølge Anders Krab-Johansen er målet derfor ikke at få et stort boom i nye abonnenter, men snarere holde fast i dem, man allerede har.

»Det er vigtigt, at iPad ikke bliver et legetøjsmedie. Jeg tror, der er mange, der er blevet skuffet over, hvor lidt der er på de eksisterende danske iPad-udgivelser, fordi det meste blot er PDF-udgaver af avisen.«

Han fremhæver Wired iPad som en af sine favoritter.

»Wired er enormt interessant, fordi den visuelt udnytter mulighederne meget stærkt. Men det er frygteligt at downloade den. Man bliver næsten træt, inden man får den ind på sit medie. Derudover er jeg glad for Bloomberg. Den er også meget, meget effektiv. Den bruger jeg også.«

1 Kommentar

erik haaest
10. MARTS 2011
Re: Anders Krab: Vores iPad-produkt bliver helt unikt
Når det er dig, Anders, som står for dette spændende eksperiment, tror jeg på det.
Jeg vil være den første til at kigge ind i morgen tidlig kl. 04.
Jeg ønsker dig alt held.
Jeg har i årevis tordnet om de trykte mediers svanedans. J eg har netlop skrevet min sidste trykte bog.
Og jeg er gået i gang med at skrive e-bøger.
Herlig hilsen
Erik Haaest