
”Jeg havde håbet, det var muligt for ham at komme tilbage som ansvarshavende chefredaktør på B.T.,” udtalte Berlingske Medias koncernchef umiddelbart efter Michael Dyrbys opsigelse. Foto: Stine Heilmann/APPR/Ritzau Scanpix
Michael Dyrby, der fredag forlod sin stilling som ansvarshavende chefredaktør for B.T., havde til det sidste opbakning fra Berlingske Medias koncernchef, Anders Krab-Johansen.
Og skulle Michael Dyrby i dag søge jobbet, som Anders Krab-Johansen ansatte ham i for fire år siden, ville koncernchefen stadig ansætte ham.
”Det ville jeg,” siger han i et interview med DR2’s ’Deadline’.
Det er på trods af, at Michael Dyrby har erkendt at have haft upassende forhold til ansatte i sin tid som chef på TV 2. Samtidig erkendte han at have været ansvarlig for den sexistiske kultur på tv-stationen og at have været ’et dygtigt røvhul’.
Michael Dyrby har undskyldt for sin manglende dømmekraft og de upassende forhold, men han har ikke fortalt, hvad han konkret var ansvarlig for, og hvilke konkrete episoder han har været involveret i eller informeret om. Det har Anders Krab-Johansen heller ikke kunnet få svar på.
De spørgsmål ville have været en del af en eventuel ansættelsessamtale i dag.
”Jeg ved ikke nok. Men jeg tror, jeg ville have stillet nogle andre spørgsmål med henblik på at få en dybere viden om, hvad der lå i den fortid,” siger Anders Krab-Johansen i ’Deadline’.
”Han har selv beskrevet sig som et dygtigt røvhul, en sexist og en krænker, og alligevel ville du ansætte ham?” lyder ’Deadline’-vært Sten Nørskovs opfølgende spørgsmål.
Til det svarer Anders Krab-Johansen:
”Hvis man kan forbedre sig, vil jeg godt kunne se på det,” siger Anders Krab-Johansen.
Stilhed undergravede Dyrby
Den forhenværende chefredaktør på B.T. kom i søgelyset i kølvandet på dokumentarserien ’MeToo: Sexisme bag skærmen’, der blev sendt på discovery+ i forrige uge. Dokumentarserien omhandler sexisme på TV 2 i den periode, hvor Michael Dyrby var nyhedschef og nyhedsdirektør.
Michael Dyrby ønskede imidlertid ikke at stille op til nogen interviews om dokumentaren, dens indhold og sit eget ansvar, og tog ferie fra sin stilling på B.T. Først halvanden uge senere stillede han op til interview med Berlingske, hvor han altså blandt andet erkendte upassende forhold til ansatte.
Fire andre medier fik et interview med den ansvarshavende chefredaktør, før han igen blev tavs og ikke ville stille op til flere interviews.
Fredag eftermiddag meldte han så sin afgang fra B.T. med den begrundelse, at han ikke har levet op til den standard, hans medie normalt kræver af andre kilder.
”Det går ikke, for det svækker hele grundlaget for journalisternes daglige virke. Ikke bare på B.T. – men i hele Berlingske Media,” skrev Michael Dyrby i sit sidste indlæg som chefredaktør på B.T.
”At Michael Dyrby ikke stillede op, er det, der er med til at undergrave ham, så han ikke kunne være ansvarshavende chefredaktør,” sagde Anders Krab-Johansen i den forbindelse i ’Deadline’.
Krab: Kan have skadet vores troværdighed
Michael Dyrbys flyverskjul udløste hård kritik fra andre medier – og også fra hans eget, hvor nu konstituerede ansvarshavende chefredaktør Jonas Kuld Rathje betegnede det som en ’fucked up situation’, at journalisterne ikke kunne få svar fra egen chef.
Chefer på koncernens andre medier har ligeledes kritiseret tavsheden fra chefredaktøren og påpeget, at den skader pressens troværdighed.
Anders Krab-Johansen erkender i ’Deadline’, at håndteringen har været dårlig, og at den kan have skadet hans og Berlingske Medias troværdighed.
”Det har været rigtig skidt, og for hver dag der gik, blev det værre. Fordi vi kræver, at andre skal stå til ansvar for deres handlinger hele tiden,” siger Anders Krab-Johansen i ’Deadline’.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.