Anders Krab-Johansen, koncernchef i Berlingske Media, er blevet valgt som bestyrelsesformand for det forvaltningsselskab, der skal forhandle med techgiganterne omkring den nye ophavsretslov, Folketinget vedtog i juni. Det oplyser han selv til Journalisten.
Selskabet har her til formiddag holdt stiftende generalforsamling, hvor 30 danske mediehuse har valgt en bestyrelse og formelt aftalt at holde sammen i forhandlingerne.
”Jeg er virkelig imponeret over, at så mange danske virksomheder kan blive enige om, at vi skal have styr på det her. Det er en af de gange, hvor man kan se, at den danske model virkelig virker, når man kan tage en snak om tingene og finde ud af, at der er en fælles interesse,” siger den nyvalgte bestyrelsesformand.
Jette Skeem fra Aller og Christoph Nørgaard fra Altinget er valgt som næstformænd. Derudover er der ni menige medlemmer af bestyrelsen.