Karsten Anker, partner i bureauet Primetime, rådgiver Berlingske Medias koncernchef, Anders Krab-Johansen, i kølvandet på Dyrby-sagen og sagen om den omdiskuterede Ulobby-rapport.
Det bekræfter Karsten Anker selv over for Journalisten.
Han ønsker hverken at oplyse, hvor længe han har rådgivet Anders Krab-Johansen, eller at uddybe, hvilken form for kommunikationsrådgivning, han bistår koncernchefen med.
Anders Krab-Johansen har beklaget forløbet med rapporten over for de ansatte i Berlingske Media.
Sidste uge erkendte han i et interview med Journalisten, at det blandt andet var en fejl at udlevere navne på ansatte i Berlingske Media til konsulenthuset Ulobby.
Samtidig sagde han til konferencen KOM22 ifølge Mediawatch, at han har en ’meget, meget snæver organisation’ og varslede en ’professionalisering’ af den øverste ledelse i Berlingske Media.