search

Åndens magt og agurketidens afmagt

 

 

"Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Aand, siger Hærskarers Herre". Sådan stod der under hovedet på det første nummer af Kristeligt Dagblad, der udkom 1. oktober 1896. Den ny avis var sjælden, for den var ikke knyttet til et politisk parti. Dens opgave var at tale kristendommens sag – ifølge Indre Mission.

Med ændret retskrivning står det samme ord fra Zacharias samme sted i dag. Ret passende, for det er vist mest med Guds Hjælp og Håndkraft, bladet har overlevet. Redaktionen er for længst flyttet fra missionshuset Bethesdas kælder, og den faste tilknytning til Indre Mission gik al kødets gang i 1936. Nu er bladet åndeligt bredtfavnende, men historien bag dets oprettelse var efter sigende – ikke glemt. Førend agurketiden 2002.

Da får Hans Edvard Nørregård-Nielsen, forfatter, kunsthistoriker, direktør for Ny Carlsbergfondet, under temaet "Danmarksbilleder", vist Niels Bjerres maleri "Harboørboere ved Kirken". Han skal fortælle, hvad det "får ham til at tænke på, og hvad det siger ham om det samfund, vi har skabt". Det gør han. Hans pointe handler om harboørboernes gudsfrygt og nøjsomhed, der er afløst af mammondyrkelse og parcelhuse. Men pointen er baseret på næsten lutter faktuelle kultur- og religionshistoriske fejl og postulater uden hold i virkeligheden.

Allerførst anbringer Nørregård-Nielsen harboørboerne ved den forkerte kirke. Den udnævnes til at være den forhenværende kirke i Harboøre, i stedet for, som tilfældet er, nabosognet Engbjergs. Og sådan, med en let omskrivning af Storm P., fortsætter det hele vejen igennem. Bagsiden tillader ikke så mange anslag, at alle fejlene kan nævnes, men her er nogle få: Missionsfolkene i Harboøre troede på Skærsilden og frelse ved et ærbart liv med bøn og gode gerninger! (Skærsilden eksisterer ikke for lutheranere, og pointen i Indre Missions tro er netop, at man kun frelses ved troen på Kristus. De gode gerninger skulle så gerne følge med, men alene er de ikke nok). Fordi folk levede en forhutlet tilværelse og var så utrolig forkomne, drak de meget! (Er Peter Brixtofte, og andet godtfolk med røde næser forhutlede og forkomne )? Etc. Etc.

Til slut nedlægger Nørregård-Nielsen frejdigt harboørboernes relative fattigdom, samt deres tros- og kirkeliv. Dette er et postulat. Faktisk havde fiskeriet haft meget gode kår under 2. verdenskrig, med ditto velstand til følge, og selvom kirkegangsprocenten er faldet siden 50erne, ligesom andre steder, er den stadig på 8 procent. De fleste andre steder er den mellem 0 og 5. Som beboer i sognet kan jeg garantere for, at der er et livligt, kirkeligt liv – troen kan jeg jo aldrig vide noget om. Alligevel daterer Nørregård-Nielsen afskaffelsen af fattigdom og kirkeliv til begyndelsen af 50erne, hvor han lader Mammon holde sit indtog i form af giftfabrikken Cheminova, der ifølge ham giver fast arbejde og gode indtægter. Fakta: Cheminova havde ikke særlig mange lokale fastansat, de fleste blev hentet udefra. Til dem blev der bygget et helt nyt kvarter, "Cheminova-husene". Trods disse kendsgerninger er den gamle myte om harboørboerne som de sølle, sorte, selvgode, fordømmende mennesker nu blevet erstattet med en ny, endnu mere utiltalende!

Nu kommer det paradoksale: Kristeligt Dagblad blev til som en direkte følge af mytedannelserne omkring sognet Harboøre. Begivenhederne gik i gang natten til den 21. november 1893, hvor 26 af stedets fiskere omkom på havet, og landspressen, med Politiken i spidsen, stillede herude og blev til massebegravelsen den 27. Blandt talerne var pastor Carl Moe, forhenværende præst på stedet, og han talte uden forsonende omsvøb. Han havde sin opgave, han var missionspræst, han ville omvende de levende. Derfor antydede han også (min absolut egen journalistiske omskrivning), at selvom en del af de afdøde havde sat livet til i det våde element, så kunne det tænkes, at de næppe havde svært ved at holde varmen der, hvor de var nu.

Den journalistiske historie var god, og den fik en masse ekstra kolorit og misforståelser med sig. Konkurrencen var hård, Harboøre var (er) langt fra København, og harboørboerne blev udnævnt til at være sølle stakler, underkuet af missonspræster. Pressedækningen vakte oprør i hele landet. Myten om Harboøre og missionsfolk var skabt, og som modvægt blev Kri-steligt Dagblad oprettet tre år efter.

Jeg klandrer egentlig ikke Nørregård-Nielsen. Dog føler jeg en pludselig sympati for latinlærerinde frk. Willemoes på Ribe Katedralskole, der, ifølge ham selv, under opråbet "Grammatikken, Hans"! regelmæssigt lavede hakkemad af ham.

Men hvor var redaktionssekretæren? Og redaktionschefen. Eller én af de to redaktører? Hvordan kan sådan noget ævl slippe gennem nettet i den avis?

Som journalist ved jeg, at det kan ske – som harboørbo fråder jeg af objektivt raseri. De gamle sort/hvide misforståelser om min fødeegn lader jeg efterhånden folk selv om, og jeg fortæller ikke, hvad jeg har gjort af mit vadmels-tøj, sivskoene og det sorte tørklæde. Skal jeg nu til at fortælle de samme folk, at min zobel fra Fendi er til reparation, så jeg må nøjes med minken, at mine Gucci-sko klemmer i varmen, og at jeg ikke tør gå med mit Rolex, fordi jeg er bange for at få det stjålet af fattigrøve?

Maria Lange er 51 år, uddannet fra DJH i 76. Hun har bl.a. skrevet for fagblade og Information. Hun er ikke missionsk.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen