KRAVLING. Ingen kan rigtig huske, hvornår eller hvorfor Kravling-prisen blev uddelt første gang. Der er heller ingen regler for, hvem der kan indstille folk til prisen – ligesom ingen ved, hvad der skal til, for at noget er værdigt til at blive indstillet. Kan en praktikant lave journalistik sammen med et par uddannede og så være berettiget til Kravling-prisen? Hvor stor skal prisen være? Og hvad med de penge, der står ubrugte hen? Og endelig: Hvad skal dommerne lægge vægt på i deres søgen efter en vinder?

Chefredaktør Hans Engell gav et alfaderligt råd, da han den første lørdag i oktober skulle uddele Kravling-prisen – en pris for den bedste journalistik blandt studerende og praktikanter på Danmarks Journalisthøjskole:

»Se dog at få skrevet nogle regler ned og få oprettet en egentlig fond,« lød det fra chefredaktøren.

Seancen fandt sted på KaJs (Kredsen af Journaliststuderende på Danmarks Journalisthøjskole) generalforsamling lørdag den 3. oktober.

Hans Engell sagde om juryens arbejde:

»Vi har vægtet den journalistiske kvalitet, opfindsomheden, initiativet, det udholdende, det pågående, korrektheden – altså evnen til at arbejde en sag grundigt igennem og søge den korrekt belyst – foruden evnen til at skære den skarpe, uventede og overraskende historie. Eller evnen til at levere en helt speciel solovinkel på fællesstoffet.«

Der var 12 indstillinger, ti fra trykte medier og to tv-indslag – begge fra TV 2/Lorry.

Hans Engell gik alle historier igennem: For løst redigeret, huller i historien, manglende dokumentation, savner mere dybde, for mange ubesvarede spørgsmål. Én for én blev kandidaterne til Kravling-prisen verbalt vippet ned fra sejrsskamlen.

Tilbage stod Jeppe Dong Abrahamsen. Han har været i praktik på Folkeskolen, hvor han som sit afsluttende projekt skrev en serie om, hvorvidt der bliver gjort nok for børn, der mister deres mor eller far. Han tog udgangspunkt i 14-årige Marie-Louises historie og fik blandt andet ros for sin evne til at interviewe børn.