
Arkivfoto. Regeringen er den seneste tid kastet ud i et indenrigspolitisk stormvejr. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Debatten om koranafbrændingerne raser fortsat i både Danmark og internationalt med artikler i flere toneangivende medier.
Blandt andre kalder det toneangivende medie Financial Times det for en ’svær besked’ for den danske regering at sælge.
Og det er vist mildt sagt.
For regeringens forslag om at forbyde koranafbrændingerne har fået debatten om ytringsfriheden i Danmark til at blusse voldsomt op.
Kritikken af et eventuelt forbud har været højlydt med syv partier i fælles front imod forslaget og debattører og lederskribenter i både Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten. Samlet har lederskribenterne advaret imod et forbud med henvisning til, at det vil bidrage til at underminere ytringsfriheden.
Barsk virkelighed møder fine principper
Derfor skal regeringen manøvrere sig uden om oppositionens kritik og minefelterne i ytringsfrihedsspørgsmålet. Og det kan være en stor opgave, vurderer politisk kommentator og forhenværende kommunikationschef hos de Konservative Benny Damsgaard:
”Sager som den her er vanskelige at håndtere, fordi det er der, hvor verdens barske virkelighed kolliderer med de fine principper.”
Ifølge ham er ytringsfriheden et af de fine principper, mens den barske virkelighed er elementer som geopolitik, sikkerhed og vores forhold til udlandet.
Det er ret opsigtsvækkende, fordi det er meget sjældent, det sker. Jeg kan ikke umiddelbart komme på sager, hvor regeringen først har valgt at prioritere kommunikationen med den omgivende verden.
Hans Engell, politisk analytiker
Benny Damsgaard tilføjer, at sagen er problematisk for Danmark, fordi vi som lille land har brug for gode relationer i udlandet for at kunne klare os:
”Regeringen har et ansvar for at løse en vanskelig situation for nationen. Det er det, der følger med, når man er i regering – og oppositionen kan give den fuld gas, fordi den ikke har ansvaret for at løse problemet.”
Argumentresistente
Ifølge Benny Damsgaard er regeringens strategi derfor helt overordnet at lade sagen rase ud:
”Du kan jo argumentere herfra til uendeligheden. Det kommer ikke til at ændre synspunkterne hos de mange højreorienterede modstandere og debattører, der er i Folketinget. Folk er argumentresistente på det her område. Så det er en af de situationer, hvor man må argumentere for sin sag, og så lade sagen rase ud,” vurderer han.
Samtidig forsøger man fra politisk hold at tale sagen ned:
”Regeringen forsøger at gøre det til et så lille indgreb som muligt ved at bruge ord som ’kirurgisk indgreb’, der kun lige skal omhandle det her, og at man bare piller ved et lille hjørne for at løse det her problem. Om det hjørne så bliver stort, vil tiden jo vise.”
På trods af al larmen tvivler Benny Damsgaard på, at det er en sag, der vil få realpolitisk betydning.
”Det giver en masse støj og fylder, indtil der kommer en ny sag. Men det er ikke en sag, der flytter vælgere.”
Netop det er politisk kommentator Hans Engell enig i:
”Det her er nok regeringens alvorligste og farligste sag. Ikke i forhold til det vælgermæssige, men i forhold til at lede landet, føre landets udenrigspolitik og have ansvaret for borgernes og landets sikkerhed,” vurderer han.
Løkke i front
De seneste dage har det vakt undren, at statsminister Mette Frederiksen (S) ikke har blandet sig offentligt i sagen. I går aftes udtalte hun sig så for første gang om sagen.
Det skete først med et interview i Weekendavisen, en optræden i ’Go’ Aften Danmark’ på TV 2 og også i et interview med TV Avisen på DR.
Indtil da var det primært Lars Løkke Rasmussen (M), der havde stået på mål for forslaget. Men ifølge Benny Damsgaard ændrer Mette Frederiksens optræden ikke noget i regeringens kommunikationsstrategi.
”Statsministeren stempler meget let ind i debatten med et interview i Weekendavisen og nogle bløde tv-interviews. Det var ved at blive til et selvstændigt problem, at hun ikke sagde noget. Nu er det hakket af,” siger han og tilføjer:
”De vil fortsætte med at have Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Det tror jeg, socialdemokraterne et eller andet sted synes er meget fedt – at han får lov til at stege i sin egen sag.”
Opsigtsvækkende kommunikationsform
Ifølge politisk kommentator Hans Engell lagde regeringen afgørende vægt på at adressere udlandet, fremfor det danske publikum:
”Og det er ret opsigtsvækkende, fordi det er meget sjældent, det sker. Jeg kan ikke umiddelbart komme på sager, hvor regeringen først har valgt at prioritere kommunikationen med den omgivende verden.”
Den udenrigspolitiske situation skal ifølge Hans Engell ses som en af årsagerne til, at Mette Frederiksen har ventet med at udtale sig:
”Regeringen skal kommunikere til et hav af stakeholders. Det handler om danskernes sikkerhed, det handler om mulig terror, og så handler det om erhvervslivets vilkår. Så derfor har det ud fra en kommunikationsmæssig vinkel været en ekstremt svær opgave for regeringen. Derfor har man købt sig tid og ventet med at udtale sig,” vurderer han.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.