Baggrunden for kendelsen

Sagen i Højesteret udspringer af miseren om bogen ”Syv år for PET, Jakob Scharfs tid”.

Af bekymring for, om bogen indeholdt fortrolige oplysninger, ønskede PET at få nedladt forbud mod offentliggørelse af hele eller dele af bogen, inden den udkom. Dette imødekom Københavns Byret ad flere omgange. Bl.a. den 8. oktober 2016, hvor byretten nedlagde forbud over for JP/Politikens Hus mod at offentliggøre indholdet af bogen eller på anden måde omtale indholdet af den eller manuskriptet til den.

Dagen efter trodsede Politiken imidlertid forbuddet og offentliggjorde hele bogen i en særsektion. Herefter valgte PET at få de nedlagte forbud ophævet, da de ikke længere tjente noget formål.

Forløbet har dog fået et retsligt efterspil i form af to retssager: For det første har PET stævnet JP/Politikens Hus og Politikens chefredaktør Christian Jensen for overtrædelse af forbuddet. PET kræver, at mediehuset idømmes en bøde på 15 mio. kr., og at Christian Jensen straffes med fængsel i fire måneder. Denne sag er fortsat under behandling hos domstolene.

For det andet kærede JP/Politikens Hus byrettens forbudskendelse til landsretten, idet mediehuset gjorde gældende, at et forbud ikke skal rettes mod udgiveren, men mod chefredaktøren. Da landsretten stadfæstede byrettens kendelse, fik JP/Politikens Hus tilladelse til at indbringe dette principielle spørgsmål for Højesteret. Det er Højesterets kendelse i denne sag, som blev afsagt i torsdags.

Spørgsmålets principielle karakter

Der er tale om et principielt spørgsmål på grund af to forhold: Det ene forhold er, at medieansvarsloven ikke udtrykkeligt regulerer, hvem et forbud i mediesager skal rettes imod. Medieansvarsloven taler om, hvor straf- og erstatningsansvar for retsstridigt indhold af et medie skal placeres, men indeholder altså ikke regler om, hvem der skal stævnes i en forbudssag.

Det andet forhold vedrører en tidligere Højesteretskendelse fra 2013, hvor der opstod et lignende spørgsmål om, hvem et forbud mod visning af et forbrugerprogram på dr.dk skulle rettes mod. Her fastslog Højesteret, at forbuddet skulle rettes mod ”DR ved selskabets øverste ledelse”. Det har imidlertid været tvivl om rækkevidden af denne kendelse: Var den udtryk for, at et forbud altid skal rettes mod den øverste ledelse i et mediehus (udgiveren), eller gjaldt den kun DR?

Højesterets kendelse

Et flertal af Højesterets dommere har nu fastslået, at et forbud som udgangspunkt skal rettes mod mediets ansvarshavende chefredaktør personligt. Dette følger af medieansvarsloven og princippet om, at det er chefredaktøren, som bestemmer, hvad mediet bringer – og som dermed har ansvaret for, at et medie undlader at bringe information, som er omfattet af et forbud.

Den tidligere Højesteretskendelse skal forstås på den måde, at den faktisk også er baseret på dette princip. Ordvalget om ”selskabets øverste ledelse” skyldtes alene, at den ansvarshavende chefredaktør og den øverste ledelse i Danmarks Radio er en og samme person.

Dommerne måtte dog medgive, at den tidligere kendelse kunne misforstås. Af hensyn til retssikkerheden valgte de derfor ikke at ophæve forbuddet mod JP/Politikens Hus, selvom det egentlig burde have været rettet mod chefredaktøren.

Dommen er afsagt med dissens, idet et mindretal af Højesterets dommere ikke mente, at der er noget i vejen for, at forbud kan rettes mod udgiveren.

Retstilstanden er afklaret

Med Højesterets kendelse er det en gang for alle slået fast, at et forbud mod at offentliggøre information i et medie omfattet af medieansvarsloven skal rettes mod den ansvarshavende chefredaktør. Højesteret udtrykker det på denne måde:

”For så̊ vidt angår forbud, der nedlægges efter afsigelsen af kendelsen i denne sag, følger det imidlertid af det foran anførte, at forbuddet skal rettes mod den ansvarshavende chefredaktør personligt, medmindre medieforetagendet som sådant er ansvarligt efter medieansvarslovens regler.”

Hvis mediet ikke er omfattet af medieansvarsloven – f.eks. fordi der er tale om et digitalt medie, som ikke er tilmeldt Pressenævnet ­– skal et forbud (nok) rettes mod den øverste ledelse som ansvarlig udgiver og arbejdsgiver for mediets ansatte.

Kendelsen bekræfter den redaktionelle frihed

Kendelsen bekræfter det grundlæggende princip om, at det er chefredaktøren og ikke udgiveren, der er ansvarlig for mediets indhold. Udgiveren kan lægge de overordnede redaktionelle linjer, men det er chefredaktøren, som bestemmer, hvad mediet bringer og ikke bringer.

Det er dette princip, som ansvarsreglerne i medieansvarsloven er bygget over: Den ansvarshavende redaktør træffer den endelige beslutning om mediets indhold og bærer derfor også som udgangspunkt straf- og erstatningsansvaret, hvis der er noget galt med mediets indhold. Udgiveren kan derimod kun pålægges ansvar, hvis der undtagelsesvist ikke kan gøres et ansvar gældende mod redaktøren.

Medieansvarslovens ansvarssystem betyder, at et forbud skal rettes mod chefredaktøren, fordi det er han eller hende, der kan sikre, at mediet undlader at bringe information, som er omfattet af et forbud, og som bærer straffe- og erstatningsansvaret, hvis forbuddet ikke overholdes.