De seneste ugers begivenheder i Berlingske Media har været omtumlede og pinagtige at se på udefra.

Mediechefer, der stikker hovedet i busken og fejlhåndterer vigtige sager om krænkelser både i fortiden og i nutiden.

I ni dage var B.T. reelt uden ansvarshavende chefredaktør, så kom der en undskyldning, og så stoppede Michael Dyrby sidste fredag.

Men forløbet handler ikke kun om ledelsens slingrekurs, dårlig kommunikation og en chefredaktør med en belastet fortid. Forløbet viser også, at medarbejderne i Pilestræde forstod sagens alvor og passede deres arbejde, da det virkelig gjaldt.

Så mens tilliden til Berlingske Medias ledelse har lidt et knæk, har de redaktionelle medarbejdere under svære vilkår forsøgt at leve op til danskernes tillid ved at stille de ubehagelige spørgsmål – ligesom de ville have gjort, hvis sagen havde udspillet sig på en anden arbejdsplads end deres egen.

Kan ikke få svar

Michael Dyrby var ikke fredet, og når hans egne journalister bad om et interview og fik skriftlige svar, så det ikke kønt ud. Det lagde B.T. selv ikke skjul på.

”Vi bliver jo – med rette – lidt til grin i øjeblikket, når vi ikke kan få et svar fra vores egen chef,” sagde chefredaktør på B.T.  Jonas Kuld Rathje i B.T.-podcasten ’Det, vi taler om’ 3. december.

Kulturkommentator fra Berlingske Anne Sophia Hermansen kritiserede både Michael Dyrby og ledelsen i Berlingske Media. Chefredaktør på Berlingske Mette Østergaard kaldte på Instagram forløbet for hyklerisk, grimt og patetisk.

I Weekendavisen skrev redaktionschef Klaus Wivel i en leder, at Michael Dyrby burde gå af.

På interne krisemøder blev der stillet kritiske spørgsmål til ledelsen, og det opsnappede Ekstra Bladet.

Reaktionen fra Anders Krab-Johansen var, at ”en eller anden abe inde på B.T.” havde røbet indholdet af mødet til en journalist på Ekstra Bladet.

Hvis Anders Krab-Johansen som journalist selv havde fået fat i historien om krisemødet, ville han nok have kaldt det et vigtigt tip.

Troværdigheden bombet tilbage

Midt i forløbet kom Michael Dyrby med sin nøje afstemte undskyldning leveret i udvalgte medier.

I den anledning fortalte tillidsrepræsentant på B.T. Rasmus Skat Andersen om stemningen på redaktion den seneste tid.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været frustrerende at være journalist på B.T. under hele det her forløb, da vores troværdighed er blevet bombet tilbage, og det er vores chef, der har sat os i denne her situation,” sagde Rasmus Skat Andersen.

Men undskyldningen fra Dyrby var ikke nok. Tidligere medarbejdere som Berlingske Tidendes forhenværende chefredaktør Elisabeth Rühne mente, at Anders Krab-Johansen sendte et forkert signal om, at det er o.k. at være krænker – bare man siger undskyld. Den historie bragte Berlingske selv.

Selv har Anders Krab-Johansen sagt i ’Deadline’ på DR2, at den interne debat i Pilestræde viser åbenheden i en publicistisk virksomhed som Berlingske Media.

Grænser for loyalitet

Forløbet i Pilestræde minder om situationen for journalisterne på TV 2 – en arbejdsplads, som medarbejderne holder af, og som de vil gå langt for at forsvare. Men der er en grænse for loyaliteten.

Derfor er en række tidligere og nuværende medarbejdere det seneste år stået frem med deres oplevelser med MeToo, selv om det på den korte bane kunne skade TV 2’s omdømme, men kulturen var for usund til, at den kunne fortsætte.

På samme måde stillede kvinderne i Impact TV’s dokumentar om MeToo på TV 2 op med deres vidnesbyrd om kulturen på TV 2 under Michael Dyrbys ledelse. Det var den bagage, der sammen med håndteringen af egne bekendelser, der til sidst kostede Michael Dyrby jobbet på B.T.

”Jeg er ikke overrasket”

Det gjorde han, fordi han kunne konstatere, at selv om han havde bekendt sin fortid, var det ”ikke blevet godt modtaget”. Hans exit blev breaket af B.T., og det skete, mens Ditte Okmann sad i studiet og lavede B.T.-podcasten ’Det, Vi Taler Om’:

”Jeg er ikke overrasket. Vi er nok nogle stykker, der har siddet og talt ned til, hvornår det her skulle ske, fordi hvis det ikke skete nu, så er spørgsmålet, hvad der lå og ventede,” sagde Ditte Okman i udsendelsen, umiddelbart efter at hun havde læst nyheden op for panelet.

Sagen viser, at det ikke er nemt for journalister at dække deres egen arbejdsplads, fordi det hurtigt kan tolkes som illoyalitet.

På et personligt plan er det heller ikke sjovt for journalister at stille kritiske spørgsmål til de chefer, de kan møde nede i kantinen senere samme dag. Men i nogle tilfælde er det tvingende nødvendigt med kritisk journalistik, der kigger indad, det ville være en undladelsessynd at kigge den anden vej.