Online-reklamer buldrer fortsat frem, mens annoncering i dagblade er gået voldsomt tilbage. Det viser en ny analyse, som konsulenthuset KPMG har udarbejdet for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Den viser blandt andet, at Google og Facebooks andel af det samlede danske reklamemarked skønnes at udgøre godt 40 procent, hvilket er en væsentlig stigning på 10 år. I 2009 stod Google for cirka 9 procent, mens Facebooks andel var ubetydelig.
Og ud af de 8,2 milliarder kroner, der i 2018 blev omsat på online reklamer i Danmark, tegnede Google sig for cirka 50 procent og Facebook for cirka 15 procent, dvs. godt 5 milliarder kroner tilsammen.
Den store taber er de trykte medier, hvor annonceomsætningen er faldet med cirka 60 procent fra 2009 til 2018 – fra cirka 7 milliarder kroner til 2,8 milliarder. Faldet i antallet af læsere anslås i samme periode til knap 50 procent.