ANALYSE. Kammede det over for medierne, da ”finansmanden” Klaus Riskær Pedersen tirsdag præsenterede sit parti? Netmedierne skrev, TV Avisens 21.30-udgave ryddede næsten halvdelen af sendetiden, og dagen efter fulgte papiraviserne godt op. Vi fik genopfrisket gamle minder om Riskærs fortid – som succesfuld iværksætter, og som dybt kriminel.

Vi hørte også om nogle af det nye partis mærkesager, og fik endda et par kritiske kommentarer til dem. Politiske analytikere advarede om betydningen af endnu mere stemmespild til højre for midten. Og man talte med et par af de andre kandidater i Partiet Klaus Riskær Pedersen – som det nye parti meget ærligt kalder sig.

Vi har formentlig alle sammen på et tidspunkt i vores liv været ude at køre med en taxachauffør, som havde lignende håndfaste forestillinger om, hvordan det hele kunne indrettes bedre – med gratis børnehaver og busser, højere skat på bankerne, og ud med alle levebrødspolitikerne – men ingen af dem ville få 10 minutter i TV Avisen, hvis de gik solo med et nyt parti. Men Riskær får.

Er det for meget? Jeg synes det faktisk ikke. Det er snarere for lidt. Måske er Riskær som fænomen faktisk værd at beskæftige sig med. Det vender jeg tilbage til.

Fascinationen af slyngler er væk

Først er det værd at notere, at mediernes fascination af slyngler er væk. Dækningen har været uimponeret; vi er meget langt fra datidens heltemodtagelse af den prøveløsladte Kurt Thorsen. Riskær og hans nye parti er blevet sagligt behandlet hele vejen rundt, så vidt jeg kan se; dette skrevet med det forbehold, at jeg ikke ser alt i danske medier.

Hos Berlingske fik vi Cepos’ håndkantslag af en vurdering af Riskærs skattepolitik – ”Ingen har gennemregnet hans plan. Det er et meget risikabelt og usikkert eksperiment”, og flere aviser har skrevet skarpe lederartikler. ”Hold dig fra Riskær”, lød B.T.’s råd, mens Ekstra Bladet simpelthen konstaterede, at ”Klaus Riskærs projekt er Klaus Riskær”.

Og så skrev Ekstra Bladet én ting til, som jeg sådan kunne ønske, at avisen selv, eller andre, ville følge op på:

”Er støtten til Klaus Riskær endnu et udtryk for politikerleden, eller har de 20.000 (som har underskrevet opstillingen, UG) blot haft et ønske om at se en ny bajads som Jacob Haugaard i Folketinget?”

Det er et begavet spørgsmål, og jeg er så glad for, at det netop er Ekstra Bladet, som stiller det.

Et udemokratisk populistisk projekt

For ”politikerlede” og populisme opstår jo ikke ved autogenese, ud af det blå, men fødes også af mediernes egen dækning af politik. Hvilke overvejelser gør man sig om dét i medierne?

Foreløbigt har vi efter et par døgns Riskær-dækning fået præsenteret et nyt regelret populistisk projekt, denne gang i en centrumvenstre-udgave. Riskær har forklaret os, hvad han er ´”træt af”, og det omfatter levebrødspolitikere, de gamle politiske partier ”med bestyrelser og sådan noget”, samt vores indviklede skattesystem. Og så ønsker han sig ”mit gamle Danmark tilbage, hvor man opfører sig ordentligt”.

Særligt angrebet på det politiske system bør give anledning til eftertanke, også i medierne, hvor man ikke – igen med forbehold for, at jeg ikke har læst alt – har interesseret sig så meget for, at Partiet Klaus Riskær Pedersen er uden nogen form for medlemsdemokrati; bestyrelsen er selvsupplerende, og formanden reelt ikke til at afsætte, fordi det ville kræve kvalificeret flertal i både partiets folketingsgruppe og dets – af Riskær udpegede – tremandsbestyrelse. Dette er ikke blot populisme, det er udemokratisk populisme, og Riskær fortsatte med hårde angreb på de politikere, landets befolkning ved frie valg har stemt på:

Vi skal ”have borgere, rigtige mennesker, ind i folkestyret, folk ude fra den virkelige verden”, forklarede Riskær til DR, og om et par af sine medkandidater sagde han, at ”enhver kan jo se på dem, at de ikke er klummeskrivere og kendisser og kendte politikere”.

Det ville denne klummeskriver gerne høre mere om.

Min påstand er, at medierne selv har været med til at skabe den lede ved demokrati og politikere, som er Riskærs brændstof. Jeg ville så gerne høre, hvad de synes om deres værk.