Analyse: De unge læser ikke avis

Den nye generation af teenagere læser ikke aviser. Og kommer heller ikke til at gøre det. Til gengæld vil de have alt på mobilen. Og de er parate til at betale for indhold. Sådan lyder analysen fra Center for the Digital Future på Tvfestival 2009.

Den nye generation af teenagere læser ikke aviser. Og kommer heller ikke til at gøre det. Til gengæld vil de have alt på mobilen. Og de er parate til at betale for indhold. Sådan lyder analysen fra Center for the Digital Future på Tvfestival 2009.

»Det er den største forandring af vores medievaner siden fjernsynets gennembrud. Og betydningen vil blive langt større end tv.«

Jeffrey Cole, direktør og researchprofessor fra Center for the Digital Future, er ikke i tvivl. Efter at have indsamlet og studeret nuværende brugeradfærd og medievaner hos unge i alderen 12-24 år i en række lande kloden ret tegner der sig et meget entydigt billede:

Alt rykker over på mobilen.

Vi kommer således til at se og læse nyheder på mobilen, vælge restauranter, lade os underholde, købe ind, kigge fjernsyn og forbruge. Og allerede nu ses forandringen i de unges medievaner:

»Det interessante er, at de unge ikke blot er holdt op med at læse aviser. I fremtiden vil de heller ikke læse nyheder på deres computer. Det kan godt være, de har en pc på deres kontor, men kun fire-seks procent har reelt brug for en computer i fremtiden for at passe deres arbejde. For de fleste benytter alene deres computer til at tjekke e-mails, lade sig underholde eller gå på nettet. Og det kan man allerede gøre på mobilen,« siger Jeffry Cole, der understreger, at sammensmeltningen mellem mobiltelefonen og de små bærbare vil tage til.

»En vigtig pointe til at forstå, hvorfor mobilen bliver hovedmediet, er, at vi alle sammen altid har vores mobil på os. Og vi glemmer den stort set aldrig. Instinktivt griber vi ud efter mobilen,« siger han.

Når det gælder traditionel avislæsning, er det bare endnu mere old school blandt de unge. Det er rent ud sagt passé.

»For nogle år siden vurderede vi, at aviserne ville dø ud i løbet af 10-20 år. Men med den hastige udvikling de seneste år, finanskrisen, den naturlige demografiske udvikling og annoncemarkedets kollaps, så går der nok ikke meget mere end fem år. I hvert fald ikke i USA og Storbritannien,« lyder den dystre spådom fra Jeffrey Cole.

Men dermed ikke sagt, at de unge ikke gider at læse nyheder og holde sig orienteret. Tværtimod. De gør det blot på nettet.

»De unge læser ikke avis. Og kommer aldrig til det. Men de ved, at alt, hvad der sker i resten af verden, kan påvirke deres liv. Vi så det med 11. september og senest med den økonomiske recession. Teenagere forstår udmærket betydningen af nyheder. De finder dem bare ikke i aviserne. Og det kommer de ikke til. De går i stedet online.«

Ifølge undersøgelserne fra Center for the Digital Future, der er en del af USC Anneberg School for Communication, er det fremvæksten af bredbåndsforbindelser, som ændrer det hele. Mest af alt på grund af muligheden for altid at være online og selv kunne vælge og sortere.

Det får samtidig andre konsekvenser. De unge i alderen 12-24 år vil aldrig få en fast telefonforbindelse. De vil heller ikke længere finde sig i at skulle se tv på bestemte tidspunkter fastlagt af andre. De vil bestemme selv. De vil tilmed have større tillid til ukendte kilder frem for eksperter. Og de har ingen interesse i, hvem der er kilde til nyhederne. Derudover viser undersøgelsen af de unge, at de begynder at være parate til at betale for digitalt indhold.

»Tv dominerer heller ikke længere den nye generation af teenagere, som det var tilfældet i 40'erne, 50'erne og frem til årtusindskiftet. Tv er blot et medie blandt mange. Men dermed ikke sagt, at tv bliver mindre. Det vil blive større end nogensinde, fordi tv nu flytter over på mobilen. Og mobiltelefonen kommer til at gøre tv større, end det nogensinde har været før. Mens tv-forbruget i 1975 var 16 timer om ugen, så er det i dag 34 timer om ugen. Og med tv på mobilen vil forbruget komme op over 50 timer om ugen om nogle få år,« forudser Jeffrey Cole.

Øvrige artikler fra Tvfestival 2009 kan læses her. Flere artikler vil blive føjet til temaet i dag og i de kommende dage. Heriblandt tv-indslag med BBC-dokumentaristen Louis Theroux.

0 Kommentarer