Amnesty belønner modig journalistik

Den honduranske journalist og netredaktør Dina Meza har netop modtaget Amnesty Internationals pris for Journalistik til trods for trusler.

Den honduranske journalist og netredaktør Dina Meza har netop modtaget Amnesty Internationals pris for Journalistik til trods for trusler. Den får hun for sit arbejde som redaktør på webmagasinet Revistazo.com, der som et af de få medier i Honduras laver kritisk, undersøgende og afdækkende journalistik.

Dina Meza og hendes kolleger på Revistazo.com har i det seneste års tid været udsat for alvorlige trusler efter at have kastet kritisk lys på arbejdsforhold og rettigheder i de mange private sikkerhedsfirmaer, som opererer i Honduras.

»Prisen er ment som en udmærkelse til samtlige journalister i Honduras, der arbejder for overholdelse af menneskerettighederne,« sagde Susan Lee fra Amnesty International, da prisen til Dina Meza blev overrakt i den honduranske hovedstad Tegucigalpa.

Revistazo.com har eksisteret siden 2001 og udgives af organisationen ASJ (Associacion para una Sociedad mas Justa).

 

0 Kommentarer