Nogle af de største avis- og magasinproducenter i USA går nu sammen om at udvikle ny e-reader. Målet er at lavet et produkt til aviser og magasiner.
Time Inc., Hearst og Condé Nast er bare nogle af de medieudbydere, der nu danner fælles front for at udvikle de såkaldte e-readers. Den førende på markedet er Amazon Kindle, men den er ikke skabt til avis og magasiner. Blandt andet er skærmen stadig kun i sort-hvid.
Hvis de amerikanske udgivere skal have held med at udgive aviser og blade digitalt, skal e-reader-markedet altså udvikles, så det passer til behovene.
"Vi prøver juridisk og anstændigt at slå os sammen for at hjælpe med at skabe digitalt indhold til læsere, vi ikke når med traditionelt blæk på papir-indhold," siger direktøren for Condé Nast Charles Townsend, der blandt andet udgiver bladene Vogue, GQ, Wired og Vanity Fair, ifølge New York Post.
Den nye sammenslutning vil levere indhold, der digitalt passer til e-readers fra Sony, Hewlett-Packard og Apple. Sidstnævnte er dog ikke klar med deres model endnu.
Tidligere har der været spekuleret i, at hvis New York Times gav alle deres læsere en e-reader, så ville udgiften være tjent hjem i sparet tryk og distribution i løbet af et år.
Herhjemme blev det foreslået af professor Anker Brink Lund, at et e-reader-projekt i Danmark kan få mediestøtte, hvis det vidtgående "meriteringsscenarie" fra hans mediestøtteudredning bliver til virkelighed efter medieforliget til januar.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.