search

AMERIKANSKE LÆSERE BESTEMMER

I snart et årti har amerikanske mediefolk og akademikere diskuteret begrebet public journalism og afprøvet dens muligheder og begrænsninger. Praktiseringen har givet »folkejournalistikken« passionerede tilhængere og inkarnerede modstandere.
I snart et årti har amerikanske mediefolk og akademikere diskuteret begrebet public journalism og afprøvet dens muligheder og begrænsninger. Praktiseringen har givet »folkejournalistikken« passionerede tilhængere og inkarnerede modstandere.

I begyndelsen af 1990erne bryggede USAs største aviskæde, Gannett, på et fremtidsprogram, News 2000, hvis hovedide var, at lokal- og regionalaviser skulle reflektere deres lokalområders interesser og bekymringer, snarere end skrive hvad redaktørerne syntes var vigtigt.
De ville tættere på borgerne og ville rendyrke public journalism.
News 2000 foreslog, på typisk public journalism-maner, fokusgrupper og bymøder med læserne.
Ted Haider var dengang medredaktør for en af Gannett-aviserne The Democrat and Cronicle i Rochester i New York med et oplag på 180.000 eksemplarer, og han fandt sin egen metode til at lære mere om lokalsamfundets bekymringer.
»Jeg syntes, den bedste måde var at gå ud og tale med folk. Jeg valgte et bestemt postnummer og mødte folk i afslappede omgivelser, hvor de følte sig godt tilpas. Hos barberen, på verandaen eller i parken. Jeg gik hen og præsenterede mig, forklarede mit ærinde og stillede dem ét eneste spørgsmål: Hvad er det vigtigste i dit liv lige her og nu.«
Der bor 250.000 mennesker i selve Rochester, men med de omliggende byer er den samlede befolkning på over en million.
»Det var vigtigt for mig, at interviewene reflekterede et bredt udsnit af befolkningen. Jeg sikrede mig, at jeg nåede omkring hvert eneste postnummer, lige fra den fattigste del af indre by til de mest velhavende forstæder,« fortæller Ted Haider.

950 interview
På blot tre uger interviewede redaktøren 950 personer, og naturligvis var det et væld af forskellige emner, som folk anså for vigtige.
»Det mest lærerige for mig var, at når jeg kom i et område med høj kriminalitetsrate og megen fattigdom, så var mange tøvende med at tale i begyndelsen, fordi de ikke kendte mit motiv. Men da de fandt ud af, at jeg bare ville høre om deres tanker, så blev det nogle af de mest fascinerende og givende interview,« siger Ted Haider.
Efter hver dag blev alle interview skrevet ind på en computer. Så blev interviewene sorteret i mapper efter postnummer.
The Democratic and Cronicle fortsatte sin indsats de følgende to år, hvor langt flere journalister blev sendt ud i samme ærinde. Det bragte antallet af gennemførte interview op over 7000.
»Avisen havde forskellige lokaludgaver, så interviewene var uvurderligt materiale til at se, hvilke emner der blev anset for vigtige i bestemte områder af Rochester, og så kunne stofvalget målrettes efter dette. Men selvfølgelig gav interviewene også et væld af nyhedshistorier, som umiddelbart kunne skrives. Når avisen skrev om et emne, kunne vi desuden gå tilbage i arkivet og hive kilder og personer til konsekvensinterview frem,« siger Ted Haider.

Læsernes avis
I dag er Ted Haider redaktør på en anden Gannett-avis, Journal and Courier i Lafayette i Indiana. Men han har ikke sluppet ideen om at involvere læserne i avisens ideudvikling.
»Journalistikken har stadig opgaver som den traditionelle vagthund i samfundet, men vi har også en forpligtelse til at få læserne til at føle, det er deres avis,« konstaterer Ted Haider.
»Vi skal ikke bare fortælle nyheder fra bureaukrater og regering og de seneste baseball-resultater, vi skal også fortælle positive historier. En af de største åbenbaringer for mig dengang var borgernes opfattelse af, at vi var blevet utroligt negative som avis. Hvor var de gode historier om lokalområdet henne,« fortæller Ted Haider.
Avisen The Virginian Pilot i Norfolk i Virginia har de samme mål om at være læserens avis. Avisen udkommer dagligt i 200.000 eksemplarer, og den har siden 1993 været en af spydspidserne i brugen af public journalism.
Baggrunden for avisens satsning på »folkejournalistikken« var en bekymring for, at især den politiske dækning ikke afspejlede borgernes behov.
»Vi ville gøre noget ved amerikanernes dybe utilfredshed med politik og pressens dækning af politik, som var elitær og indforstået. Den politiske journalistik reflekterede ikke borgernes værdier, behov og bekymringer,« fortæller Dennis Hartig, der er ledende redaktør på avisen.
Avisen har sat visse arbejdsmetoder på formel, for eksempel en »story planner«, hvor journalisten skal besvare forskellige spørgsmål, før han eller hun går i gang med historien, for eksempel: Hvad er historien – tænk som en læser? Hvorfor er det relevant? Hvad er læserens mest sandsynlige fem spørgsmål?
»Det er en tankerutine, som tvinger dig til at tænke i den rigtige retning. Vores valgdækning og en stor del af regerings- og uddannelsesstoffet er også sat på formel,« siger Dennis Hartig.
Alligevel mener Virginia-redaktøren, at public journalism mere er et spørgsmål om en filosofi end bestemte teknikker.
»Det drivende element hos os er at være nyttige og hjælpsomme. Hvordan kan vi se verden gennem læsernes øjne, og så bruge journalistikken til at servicere dem? Vi har et enormt socialt ansvar, og vi er ikke uafhængige indsamlere af fakta. Det arbejde, vi udfører, har en væsentlig indflydelse på områdets tilstand og skæbne,« mener Dennis Hartig.
Han mener, det er journalistens rolle, motiv og mål, der skal sættes fokus på.
»Vi skal finde en mere værdifuld rolle for journalisten i det amerikanske samfund, og det er ikke en diskussion, du hører på journalistskolerne eller i særligt mange redaktionslokaler.«
»Men den er nødvendig – vi skal spørge: Hvad går du egentlig ind for? Er alt, hvad du foretager dig at samle fakta, er det virkelig det hele? Er der ikke også et ansvar?« spørger Dennis Hartig.

Ikke avisens opgave
Men det er så absolut ikke hele den amerikanske presse, der satser på folkejournalistikken. Public journalism har mange og også stærke kritikere. En af dem er Leonard Downie, der er chefredaktør for en af USAs mest respekterede og indflydelsesrige aviser, Washington Post. Han taler med jævne mellemrum offentligt imod public journalism.
»Ideen om at forbedre den lokale dækning, og i valgkampagner at fokusere mere på de emner, der interesserer vælgerne snarere end de emner, kandidaterne forsøger at mase igennem – det kan jeg sagtens gå ind for. Men når du træder ud over ideen om blot at forbedre dækningen og i stedet forsøger at fremkalde et resultat, så mener jeg, det er forkert.«
»For eksempel metoden med at tvinge politiske kandidater til at deltage i et forum, som avisen har arrangeret, eller at lade avisen gå sammen med offentlige embedsmænd i en slags arbejdsgruppe for at skabe forandringer i et samfund, og så samtidig lade den journalistiske dækning i avisen støtte den indsats. Det er den slags tiltag, jeg er modstander af. Avisen bør præsentere fakta for læserne, og så skal læserne beslutte, hvad de vil stille op med dem. Avisen bør ikke søge resultater uden for dens lederside,« mener Leonard Downie.
Leonard Downies holdning drejer sig ikke kun om hans egen avis.
»Hvad enten det er en lille lokal avis eller om det er en større, landsdækkende avis, er det aldrig passende for en avis at forsøge at opnå et resultat i dens nyhedsspalter, og at være en aktiv medspiller i et samfund snarere end blot at forsyne folk med nyheder« siger Leonard Downie.

Uetisk journalistik
Langt de fleste fortalere for public journalism taler om, at der eksisterer en kløft mellem USAs borgere og politikerne. Og det er Leonard Downie enig i, men han mener ikke, at det er journalisternes opgave at udfylde den kløft.
»Det er klart, at vi skal dække historien om, at kløften eksisterer, vi skal præsentere alle fakta for læserne, men det er ikke vores job at genetablere forbindelsen mellem befolkningen og politikerne – det er politikernes opgave. Hvis borgerne føler sig fremmedgjort fra den politiske proces, så er det folkene i den politiske proces, der har skylden. Og dét er en vigtig historie at dække for os, når politikere ikke engagerer sig i de emner, som vælgerne interesserer sig for, og når valgkampagner altid lægger vægt på det negative. Men i et demokrati er det op til borgerne at beslutte, om de vil være involverede i deres samfund eller ej. Det er ikke mediernes opgave at få borgerne til at involvere sig, jeg synes, det er arrogant og journalistisk uetisk,« siger Downie.
Og han tager skarpt afstand fra public journalism-avisers tendens til at skubbe borgere hen til valgurnerne:
»Nogle aviser opfordrer på deres nyhedssider folk til at stemme, men det er heller ikke vores job. Vi skal give dem den information, der sætter dem i stand til at træffe et intelligent valg, men om de vil stemme eller ej, det er borgernes egen beslutning.«
»Når folk undlader at stemme, betyder det enten, at de er godt tilfredse og derfor ikke har behov for at involvere sig i den politiske proces, eller også betyder det, at de ikke bryder sig om de muligheder, de står over for, og det at undlade at stemme er en af måderne at give udtryk for den mening,« siger Leonard Downie.

Læserne skal ikke have indflydelse
Han kritiserer, at tilhængerne af public journalism forsøger at bringe personer uden for det journalistiske fag med ind i den journalistiske ideudvikling og beslutningsproces.
»Vi skal altid være klar til at lytte til læsernes feedback og reaktioner. Men grunden til, at folk køber Washington Post, er, at de tror på, at professionelle journalister tager beslutningen om, hvad der bliver bragt i avisen, og hvordan det bliver præsenteret. De køber ikke avisen for at have en eller anden husmor eller en læge i Maryland til at beslutte, hvad der skal på forsiden – det forventer de, at jeg gør. Nogle redaktører og avisejere forsøger desperat sådanne tiltag for at gøre deres avis mere populær – jeg tror på, at en forbedring af nyhedsdækningen ville være mere populær blandt læserne i stedet for den slags gimmicks,« siger Leonard Downie.

Pligt til eksperimenter
Ohio Universitys journalistskole underviser som et af de få universiteter i USA i public journalism. Det er professor Frank E. Fee Jr., der i dette efterår har sit tredje hold journalistaspiranter på skolebænken i netop dette emne.
Forårets public journalism-hold arbejdede med et projekt, hvor eleverne undersøgte såvel studerendes som borgeres bekymringer, skrev artikler om emnerne på projektets egen hjemmeside og fulgte op med tv-programmer og et borgermøde, hvor hvem som helst, der måtte have lyst, kunne komme med reaktioner og spørgsmål til et panel bestående af medlemmer af elevrådet.
»Jeg tror, det vigtigste resultat af vores undervisning er, at de studerende får en chance for at tænke lidt mere reflekterende over, hvad de gør som journalister. De ser værdien i at diskutere deres rolle,« siger professor Fee.
Modstanden i dele af den amerikanske medieverden mod public journalism skyldes i nogen grad frygten for at miste redaktionel kontrol, mener professor Fee.
»Al snakken om at lade borgerne sætte mediernes dagsorden, får traditionelle journalister til at frygte en fordunkling af den redaktionelle vurdering. Selv tilhængere af public journalism siger, at de ikke ønsker at give al redaktionel kontrol fra sig. Jeg tror ikke, at modstanderne ønsker at være diktatorer eller autokrater, men jeg tror, de føler, at de, via deres tillærte evner, deres erfaring og uskrevne kodeks for journalistisk opførsel, står for en vigtig formidling af kommunikation. De bekymrer sig mere om fakta og fairness, end borgerne nogle gange gør. Så det er et nøglespørgsmål, hvor meget redaktionel kontrol, man skal give fra sig,« siger Frank E. Fee.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen