Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right

Amerikansk konspirationsteoretiker skal betale kæmpeerstatning for at sprede løgne om skoleskyderi

Amerikansk konspirationsteoretiker skal betale kæmpeerstatning for at sprede løgne om skoleskyderi

Alex Jones vil anke dommen. Mike Segar/Reuters/Ritzau Scanpix

Den amerikanske konspirationsteoretiker Alex Jones skal betale mindst 965 millioner dollars, 7,4 milliarder kroner, i erstatning til adskillige familier til ofre for skoleskyderiet på Sandy Hook i USA i 2012.

Det skriver Reuters.

Sagen er rejst af forældre til ofrene, fordi Alex Jones fejlagtigt har påstået, at skyderiet var iscenesat med skuespillere, og at medier og modstandere af USA’s våbenlov har fabrikeret massakren.

Dommen er afsagt af et nævningeting efter tre ugers vidneudsagn i retten i delstaten Connecticut.

Det er ikke første gang, Alex Jones er blevet dømt for usandheder om skoleskyderiet. To andre forældre til ofre i skyderiet anlagde sag mod Jones i august, hvor retten fandt, at han skulle betale 49 millioner dollar i erstatning.

Alex Jones ejer virksomheden Free Speech Systems, der driver hjemmesiden Infowars, hvor han dagligt taler til en stor følgerskare i livetransmitterede videoer på nettet. Free Speech Systems indgav en konkursbegæring tilbage i juli, men i retten sagde Jones, at han vil anke dommen, og at Infowars vil fortsætte.

”Vi kæmper mod Goliat,” udtalte han ifølge Reuters i retssalen.

Christopher Mattei, en advokat for familierne, sagde uden for retsbygningen, at dommen var ”mod Alex Jones, hans løgne og deres giftige spredning og en dom for sandheden og for vores fælles menneskelighed”.

SENESTE NYT

Flere nyheder